Op til Første Verdenskrig var protestantisk teologi præget af idealisme og tillid til menneskets rationalitet samt dets evne til at gro og blomstre over for Gud. Krigens gru gav imidlertid blåøjetheden et grundskud, og den såkaldte dialektiske teologi blev fra 1920'erne en reaktion på denne rystelse.
Den vendte opmærksomt læsende tilbage til evangelierne, ligesom Luther i sin tid gjorde. Og ligesom Paulus' Brev til Romerne åbnede en vej ud af krisen for ham, fik Romerbrevet tilsvarende befriende virkning for Karl Barth, en af den dialektiske teologis hovedmænd.
Paulus skriver i Romerbrevet illusionløst om menneskets egne evner, men samtidig med stor fortrøstning til Guds tilgivende nåde over for sin skabning gennem Jesus Kristus.
Den dialektiske teologi pointerede, ligesom Luther, at der ikke er anden vej til frelse end ved den korsfæstede.
Heraf betegnelsen ”dialektisk”: først skal falske, idealistiske illusioner om menneskets selvfrelse ryddes bort. Derpå kan der bygges op.
Den dialektiske teologi har sit udspring i Schweiz og Tyskland. Men Danmark var ganske tidligt med. Det kan man læse om i en ny antologi, ”Mellem tiderne”, hvor der introduceres til de fem betydeligste skikkelser i den dialektiske teologi: Karl Barth, Friedrich Gogarten, Eduard Thurneysen, Emil Brunner og Rudolf Bultmann.
Det er Bent Flemming Nielsen, der skriver om Thurneysen. Gogarten introduceres af Eberhard Harbsmeier. Peter Widmann tager sig af Rudolf Bultmann, og Emil Brunner håndteres af Alister McGrath fra Oxford. Brunner, som kunne engelsk, har et navn inden for angelsaksisk teologi.
Antologiens redaktør, Christine Svinth-Værge Põder, skriver om Karl Barth, som mange vil betegne som den betydeligste teolog i det 20. århundrede. Han var tillige den, der først formulerede de pointer, som blev centrale for den dialektiske teologi. Hun faldt for Barths teologi under et studieophold i Göttingen.
”Der kørte to forelæsningsrækker over ham,” fortæller hun. ”Den ene var klassisk Barth og den anden mere kritisk, så jeg opdagede, hvordan rigdommen i hans forfatterskab gør, at der virkelig kan danne sig forskellige positioner og fronter i det teologiske landskab.”
Hun havde ikke stiftet nævneværdigt bekendtskab med den dialektiske teologi under studieårene i Aarhus, men på det teologiske fakultet i København, hvor hun nu er ansat som professor MSO, står den i dag stærkere end dengang i 1990'erne.
”Den dialektiske teologi blev lagt på is en del år. I min studietid var den noget, man gjorde op med. Det var i hvert fald det indtryk, jeg havde som studerende.”
Men nu er en del studerende tiltrukket af den?
”Ja, jeg tror, at de i det hele taget er begyndt at interessere sig for mere klassisk teologi, herunder også Luther og Kierkegaard. Jeg tror, de studerende opdager, at den dialektiske teologi er slidstærk. Den bakser med spørgsmål, der bliver ved med at dukke op generationer igennem. De store dialektiske teologer har en relevans og blivende aktualitet ud over de forskellige retninger, der opstod i dens kølvand. Mens letvægterne klinger ud, genopdager de studerende klassikerne: 'Hov, der er noget her, man stadig kan øse af'. Man kan i dag bruge dem, fordi de har et anliggende, der rækker ud over det tidsbundne.”
Hvad var deres anliggende?
”Det var at formulere kristendommen på en radikal måde. De insisterede på, at der bliver talt lige ind i tiden uden at miste blikket for sagens kerne. For Barth var det store spørgsmål, hvordan Gud selv skal komme til orde over for mennesket. Gud er ikke noget, mennesket kan råde over.”
Det skaber selvsagt et problem for den præst, der skal forkynde. For præsten skal jo hver søndag tale om Gud og vil jo dermed uvægerligt forsøge, at bringe Gud på formel.
”Sproget rækker ikke til, så man kan egentlig ikke. Ofte bliver det bare til, at mennesket i virkeligheden taler om sig selv. Men da må man lade sig bære af en tillid til, at ordet alligevel vil blive hørt - altså at Gud så at sige selv kommer til orde, helt uafhængigt af præstens evner. Det er et møde mellem Gud og menneske, der kommer i stand - det er de dialektiske teologer optaget af.”
Et interessant indblik i en grødefuld periode i dansk kirkeliv får man i Bent Flemming Nielsens afsnit om schweizeren Eduard Thurn-eysen.
I 1925 skrev Danmarks Kristelige Studenterforbunds sekretær, Tage Schack, senere medstifter af Tidehverv, til Karl Barth og inviterede ham til at tale ved forbundets sommermøde på Nyborg Strand.
Barth sender invitationen videre til sin nære ven Thurneysen, som kommer. Og han har det i Nyborg som en fisk i vandet, imponeret over de tilstedeværende studerendes niveau.
”Også ved Bæltet og ved Øresund drives dialektisk teologi,” skriver han hjem til Barth. Mange af de unge, han møder, vil kort efter bryde ud af Danmarks Kristelige Studenterforening og stifte Tidehverv, som da også længe kaldes ”barthianere”.
”Ja, det er så fint, at Bent Flemming Nielsen har taget det brev med. Det er jo det purunge Tidehverv i dets vorden, man følger. Thurneysen er overrasket over, hvor velorienterede de danske teologistuderende er. Det kan de især takke deres professor Eduard Geismar for. Thurneysen møder ham i Nyborg og tager ham flere gange ivrigt i forsvar over for Barth, som havde været ret skeptisk over for Geismar.
Han er en teolog, de kan regne med, han har et anliggende, og han formidler på udmærket vis den dialektiske teologi til Danmark, skriver Thurneysen til Barth.”
Så den dialektiske teologi har i Danmark været til stede fra starten?
”Ja, det er en stemme, der har været der hele tiden. Den har faktisk stået ganske stærkt i dansk kirkeliv, når man sådan kigger tilbage. Og man oplevede dens synsvinkler fremført under de seneste kirkelige debatter, som de har udspillet sig i Kristeligt Dagblad, for eksempel om præstens tro eller om opstandelsen.”
Nogle hævder, at man ikke må trække på så klassisk teologi, når man skal forkynde for moderne, angiveligt ”syndfrie” mennesker. Hvad er dit synspunkt på det?
”Jo, det må man godt. Men når man taler om temaer som synd, dom og nåde, så kan man måske komme til at tale i et sprog fra en anden tid eller i nogle koder, som ikke siger folk noget eller bliver misforstået som fordømmende eller moraliserende. Det vil nok være en typisk reaktion, hvor man så ikke kommer videre end til afvisningen.
Jeg tror, man her må blive ved med at finde nye måder at tale om de ting på, så budskabet kommer igennem og bliver forstået rigtigt. Og her kan man jo oplagt lade sig inspirere af Barth.
Barth er optaget af, at mennesket ikke ud fra sig selv kan forstå Guds virkelighed. Det er ikke noget, man kan sige sig selv, men man skal have det sagt igen og igen.
Barth taler om synden som ”das Nichtige”, altså som en tilintetgørelsesmagt, som kommer mellem os og Gud. Men det er også en pointe hos Barth, at vi kun kender synden som overvundet gennem Kristusbegivenheden.”
Betyder det så, at synden er forsvundet?
”Nej, det, at synden er overvundet, er ikke det samme som, at man så kan slutte fred med den. ”Das Nichtige” er jo det onde, men det er også noget, mennesket har ansvar for - det er menneskets synd. Men det er Gud, som overvinder den. Dette er vigtigt for Barth. Og han vil sige, at kristendommen bliver en trist affære, hvis den ikke tager det alvorligt, at Gud har overvundet synden. Kristendommens glæde er central hos Barth.”