[...] Men da han havde fuldført sit værk, ønskede skaberen, at der måtte være nogen til at gennemtænke et så stort værks fornuft, elske dets skønhed og beundre dets storhed. Derfor besluttede han til sidst, skønt alt allerede var fuldendt, sådan som Moses og Timaios (navn på skrift af Platon, red.) bevidner, at skabe mennesket. Men nu var der mellem hans arketyper ingen til at danne det nye afkom efter, ej heller i hans skatkammer noget, han kunne give sin søn i arv, ej heller i hele verden nogen skueplads, hvor denne betragter af verden kunne sidde. Alt var allerede fyldt, alt var fordelt på de højeste, de mellemste og de laveste trin.
Derfor godtog han mennesket som et værk af ubestemt natur, satte det midt i verden og talte således:
”Vi har hverken givet dig en bestemt plads, en speciel skikkelse eller en særlig funktion, Adam, for at du efter dit eget ønske og din egen beslutning kan opnå og besidde den plads, den skikkelse og den funktion, du selv måtte ønske. Du holdes ikke tilbage af nogen uovervindelige skranker, men skal selv bestemme din natur i overensstemmelse med din egen fri vilje, i hvis varetægt jeg har overgivet dig. Jeg har sat dig midt i verden, for at du derfra lettere kan se, hvad der findes i verden omkring dig. Vi har hverken skabt dig som et himmelsk eller et jordisk, hverken som et dødeligt eller et udødeligt væsen, for at du som din egen skulptør og kunstner med frihed og ære kan skabe dig den form, du sætter højest. Det skal stå i din magt efter din egen viljes beslutning at hæve sig til højere former, som er guddommelige.”
Hvor stor er ikke Gud Faders gavmildhed, hvor herlig og forunderlig er menneskets lykke! Mennesket er det givet at opnå, hvad det ønsker, at være, hvad det vil!