Især højrefløjen kunne være tilfreds med resultatet, da der var folketingsvalg i 1918, som på grund af en ny valgmetode tillod nye ansigter at blive del af den lovgivende forsamling. Blandt dem, der ved den lejlighed blev valgt ind i Folketinget, var politikeren, teologen og professoren i kirkehistorie J. Oskar Andersen (1866-1959). Han var dengang 51 år og stadig bosiddende, hvor han var født, på Frederiksberg i København. Han blev valgt, dels fordi visse kirkelige kredse frygtede for den kirkepolitiske udvikling, dels fordi han hverken beskæftigede sig med økonomi, frihandel eller forsvar. Han repræsenterede Frederiksberg og talte det konservative partis sag om kunst, teater og kirkeliv i de mere end tyve år (1918-1939), han blev i Folketinget. Han var med andre ord en ægte repræsentant for Frederiksberg-konservatismen, som stadig udgør en form for parti i partiet i Det Konservative Folkeparti.
Oskar Andersen var bedre kendt i samtiden end nu i 2016, hvor vi kan fejre 150- året for hans fødsel. For måske er Oskar Andersen glemt i den politiske historie, men inden for hans fagfelt regnes han blandt den moderne danske kirkehistorieforsknings founding fathers.
For Oskar Andersen har på mange måder grundlagt forskningen i dansk kirkehistorie. Det gælder både hans brug af kritisk metode i stedet for en konfessionel og farvet tilgang til Danmarks kirkehistorie. Som politiker skabte han også kirkehistorie i Rigsdagens kirkeudvalg 1921 og 1928-1940, der begge prøvede at få indfriet Grundlovens løfteparagraf om en forfatning for folkekirken.
Kirkehistorien var hans felt. Han blev vraget som professor i første omgang, men tog revanche ved siden at blive docent i nordisk kirkehistorie og endelig i 1913 professor. Han var i mange år også formand for det ærværdige Selskabet for Danmarks Kirkehistorie, og eftersom han blev tudsegammel, øvede han stor indflydelse på mange danske teologer og kirkehistorikere helt op i 1950’erne.
Kirkehistorie og historie er to forskellige discipliner. Oskar Andersens fortjeneste var at tage ved lære af den profane historieskrivnings metode. Kirkehistorien var fra gammel tid af en apologetisk disciplin med fokus på at få frelseshistorie og verdenshistorie til at passe sammen. I et luthersk land som Danmark måtte det også gerne passe med, at Martin Luther og Reformationen var historiske højdepunkter. I løbet af 1800-tallet blev kirkehistorie og almenhistorie efterhånden udskilt som to forskellige fag og fik to forskellige traditioner. I Danmark blev den radikale historiker Kristian Erslev (1852-1930) toneangivende for indførelsen af en kritisk metode i historiefaget. Overraskende nok blev det så den konservative Oskar Andersen, som gjorde det samme for kirkehistorien.
Oskar Andersen var som ung i tvivl om sin studieretning. Da han efter en skøjtetur i Frederiksberg Have brækkede benet, blev der på sygelejet tid til at læse Søren Kierkegaard. Og ergo valgte han i 1885 teologien som sit fag. Fem år senere blev han cand.theol. med førstekarakter. Dette lidt impulsive valg af fag bekom ham måske slet ikke vel. Oskar, som han endnu kaldes blandt kirkehistoriske aficionadoer, bemærkede selv, at han alligevel ikke rigtig passede ind i rammerne. Sideløbende med teologien fulgte han nemlig undervisning i historisk metode og kildekritik hos den 14 år ældre Kristian Erslev ved Det Filosofiske Fakultet. Det er naturligvis værd at bemærke, at Erslev også var fra Frederiksberg, og at han forsvarede en doktordisputats om Reformationens indførelse i Danmark og dens betydning for konge og lensmænd – det er næsten som at se en disposition af Oskar Andersens egen akademiske karriere.
På baggrund af disse interesser var det særligt den unge stjerneprofessor i Gammel Testamente, Frants Buhl (1850-1932), han lærte noget af ved Det Teologiske Fakultet, uden at Oskar Andersen dog kom til at interessere sig synderligt for Det Gamle Testamente af den grund. Men Buhl var kritisk forsker. Det optog Oscar Andersen. Teologisk knyttede han sig noget overraskende til etikprofessoren Henrik Scharling (1836-1920, forfatteren til romanen bag ”Nøddebo Præstegaard”). Scharling var en mærkelig snegl på dette tidspunkt. Han var kendt som både skønlitterær forfatter og som konservativ teolog i bestandig afstandtagen fra både grundtvigianisme og Indre Mission. Men dén position delte Oskar Andersen.
De første par år efter eksamen gjorde Oskar Andersen sig til for at opnå den ønskede akademiske karriere (hvad der dengang var noget sværere, da det ikke vrimlede med professorer). Han skrev prisopgave og skulle vel have skrevet en disputats også. Det blev det aldrig til, men det var dengang ingen hindring, så længe talentet og hovedet var i orden. De stort anlagte værker var ikke hans metier, det var til gengæld de dybdeborende detailstudier og blikket for, at åndshistorie også kan påvirkes af økonomi, politik og så videre. Typisk er hans analyse af året 1527 som det afgørende ”Epokeaar” i den danske reformationsår i en artikel i anledning af Kristian Erslevs 75-årsfødselsdag i 1927. Oskar Andersen gik til kilderne og forsøgte at kombinere dem på ny. Derved rokkede han afgørende ved den kanoniserede danske forståelse af Reformationen. Lige så typisk er det, at kirkehistorikerne nok tog det ad notam, mens hverken den kirkelige eller folkelige forståelse af Reformationen i Danmark blev rokket.
Da der i 1901 kom et ledigt professorat, blev Oskar Andersen forbigået til fordel for den kun 25-årige Valdemar Ammundsen. Det kom til at betyde, at han resten af livet var meget nøjeregnende med ydre anerkendelser og almindelig ros og berømmelse. Når han havde udsendt personligt dedikerede særtryk af en artikel, han havde skrevet, så ventede han ikke mere end en uges tid, før han sendte rykkere til dem, der ikke straks havde takket ham!
Måske var det karakterskifte, som udfaldet af professorkonkurrencen betød, også medvirkende til, at Oskar Andersen engagerede sig i alt muligt andet end teologi, for eksempel politik. Det var helt fra de unge år hans beslutning, at han ikke ville være en del af gejstligheden. Han ville være lægmandskristen og sørgede også for i mange sammenhænge at komme til at repræsentere lægmænd i kirkelige forsamlinger, og han mente også at være deres stemme i Rigsdagens Kirkeudvalg, da han fik sæde dér.
De yngre kirkehistorikere, som for eksempel Hal Koch, stod til en vis grad i modsætning til Oskar Andersen, og det endte med, at Hal Koch måtte oprette et nyt teologisk tidsskrift (det endnu eksisterende Dansk Teologisk Tidsskrift), da Oskar Andersen ikke ville lade Hal Koch arve det gamle og hæderkronede Theologisk Tidsskrift. Men ingen kom uden om Oskar Andersens skarpe blik for især den danske reformations afhængighed af europæiske strømninger. Flere forsøgte siden at modbevise Oskar og hans elevers tese om, at den danske reformation slet ikke var så luthersk, så det gjorde noget. Det kom sjældent videre end postulaterne. Derimod er Oskar Andersens forskning i en sådan grad blevet rygraden i meget dansk kirkehistorie, at vi nemt glemmer, at meget var anderledes inden Oskar Andersen.
Rasmus Dreyer er sognepræst i Roskilde Domkirke og formand for Selskabet for Danmarks Kirkehistorie. Christian de Fine Licht er næstformand for Selskabet for Danmarks Kirkehistorie.