En forfatters vej hjemad

Da den tyske forfatter Eberhard Rathgeb var fem år, ankom han til Tyskland. Hans far var udvandret til Argentina før nazismen af karrieregrunde, men i begyndelsen af 1960’erne vendte han til-bage til sin hjemstavn med familien. For Tyskland var faderens åndelige hjemstavn, eller rettere: Den tyske kultur med Schiller, Beethoven og Mann var hans hjemstavn.

Det forstod den unge Eberhard ikke. Og senere på faderens dødsleje voksede den voksne Eberhards undren.

”Hjemveen opfyldte ham, og han lod den skylle over sig,” skriver Eberhard Rathgeb i bogen ”I begyndelsen var hjemstavnen”, der er en idéhistorisk undersøgelse af fornemmelsen af at føle sig hjemme.

Med faderens hjemve som drejeskive føres læseren ind i tænkere som Immanuel Kant, der erklærede grænser for både menneskets forstand og fornuft, hvormed hjemve blev noget grænseoverskridende, idet man så ikke længere kunne affinde sig med ikke at kunne være der, hvor man længes hen.

Flere åndelige udflugter foregår med tænkere som Hannah Arendt og sprogfilosoffen Ludwig Wittgenstein. De to havde som intellektuelle held med at finde en hjemstavn i deres tænkning, mener Rathgeb, der ikke lægger skjul på, at han er begejstret for deres evne til at ”bære hjemstavnen som en rygsæk” – både i konkret og filosofisk betydning.

Ad disse krogede veje møder læseren ikke bare de store filosoffer, men også et væld af udvandrede, fordrevne og fortvivlede mennesker efter Anden Verdenskrig: Tyskere, der længes efter Böhmen, der ikke mere er tysk. Tyskere, der er udvandret til Sydamerika og ikke ved, hvad hjem er. Og tyskere, der er blevet i deres tyske hjemstavn og alt for godt ved, at de efter Hitler aldrig mere kan udtale deres kærlighed til den. På blot 12 år fik Det Tredje Rige perverteret den smukke grundforestilling om barnet, der fortroligt vokser sammen med sin nærmeste omverden, til en nationalistisk og racistisk forankring af hjemstavnen i blodet, jorden og det folkelige. Det gennemsyrer faderens biografi og fortvivlede forsøg på at genfinde sit fodfæste i det tyske.

For Rathgeb kan og må hjemstavnsfølelser derfor ikke være bundet af nationer eller landegrænser.

”Hvis de er det, bliver de til fordomme, barrierer og forhindringer – intellektuelt og følelsesmæssigt materiale fra det 19. og 20. århundrede, som man kan bygge barrikader og føre krige med,” som det hedder i bogen. En hjemstavnsfølelse er derimod bundet til sprog og kultur – eller ”æstetiske systemer”, som Rathgeb kalder det.

Med indbyggede, højaktuelle essays om gnidninger med flygtninge i tyske landsbysamfund, holder han fast i, at hjemstavnen hverken for individet eller som følelse kan gives en fast definition. Den skal reflekteres, vejes og plejes. Og gives rum til at åbne sig, så der er plads til alle mulige identiteter i den.