Teologiprofessor: Kirken skal være glad for sine kættere

På omslaget til Niels Henrik Gregersens bog ”Den generøse ortodoksi” er Thorvaldsens Kristus placeret i ...

På omslaget til Niels Henrik Gregersens bog ”Den generøse ortodoksi” er Thorvaldsens Kristus placeret i forgrunden på kunstneren Rafaels vægmaleri ”Skolen i Athen”. ”Det viser jo, hvordan kristendommen går ind i den levende diskussion omkring det gode, det sande og det skønne. Og Kristus vender sig modsat Platon og Aristoteles ud imod den, der ser på billedet og inviterer på den måde generøst med indenfor til deltagelse,” forklarer Niels Henrik Gregersen.

En kætter er netop en, der kommer indefra og udfordrer på troens egne betingelser, og i mange af tilfældene har kirken så efterfølgende flyttet sig netop på grund af de indsigter, som først blev anset som kætterske.
Niels Henrik Gregersen, professor i teologi

I bogen ”Den generøse ortodoksi” tager teologiprofessor Niels Henrik Gregersen læseren med på en rejse gennem hele kristendommens historie. Håbet er at vise, at tro ikke handler om at have de eneste rigtige meninger, men om i det levede liv at nærme sig troen, håbet og kærligheden

”Jeg håber, at min bog bliver set som en form for afbalanceret stemme i det store spørgsmål om, hvad kristendom er, og hvad det vil sige at tro i dag. Jeg oplever, at der er en del skingerhed i debatten om kristendom herhjemme for tiden. Både fra teologer, der gør Gud mindre, end han er, og fra meget konservative teologer, der nærmest sætter kristendommen på formel, hvor du så kan krydse af, om du hører til på den rigtige side eller ej.”

Sådan forklarer professor i systematisk teologi på Københavns Universitet Niels Henrik Gregersen håbet for sit mammutværk af en bog ”Den generøse ortodoksi”, der udkom i december, og som allerede nu er trykt i tredje oplag.

I bogen tages læseren med på en rejse tilbage til de teologiske diskussioner i oldkirken og frem til i dag, og med en litteraturfortegnelse på i alt 19 sider er man som læser i selskab med både jødiske, græske og romerske tænkere, middelalderteologer, oplysningsfilosoffer, videnskabsmænd og mere nutidige teologer som blandt andre tyskerne Karl Barth og Paul Tillich, danske K.E. Løgstrup og engelske John Henry Newman. For blot at nævne nogle få.

Men titlen kan godt snyde lidt. For ofte, når vi hører ordet ”ortodoksi”, forbinder vi det med fastlåste læresætninger, der skal cementere, hvad der er den rette tro. En form for ”fundamentalisme”, som i stedet for at virke befriende kan opfattes som en spændetrøje.

Det er dog langtfra den form for ortodoksi, Niels Henrik Gregersen skriver frem i bogen om kristendommens historie, for i hans forståelse er den kristne ortodoksi netop kendetegnet ved at være generøs.

”I hele kristendommens historie ser vi en stærk bevægelse frem mod en forståelse af, at troen netop ikke er sikret ved hjælp af en række fikse og færdige udsagn, som du så bare skal tilslutte dig. Historien viser nemlig, at kristendommen og dens læresætninger eller dogmer altid har været i bevægelse og er blevet diskuteret, omformet og beriget med nye indsigter. Og derfor skriver jeg blandt andet også om de kættere, som kirken jo i virkeligheden kun skal være glad for. En kætter er netop en, der kommer indefra og udfordrer på troens egne betingelser, og i mange af tilfældene har kirken så efterfølgende flyttet sig netop på grund af de indsigter, som først blev anset som kætterske.”

Niels Henrik Gregersen peger blandt andet på nådes-teologien som et eksempel på et af de områder, der er gået igennem en vigtig udvikling inden for kristendommens historie.

”I de første århundreder efter Kristus var det standardteologi, at mennesket skulle tage sig sammen og blandt andet leve i askese. For Guds nåde ville kun hjælpe den, der hjalp sig selv. Men så kommer teologen og kirkefaderen Augustin i 400-tallet med sin understregning af, at nåden gives af Gud, ganske gratis. Og det er jo med til at føre os frem til den lutherske kristendom, vi kender i dag, hvor vi netop ikke siger, at du skal tro eller leve på den og den måde for at blive frelst. Alting er af nåden, og vi har fået vores liv som en gave.”

I virkeligheden er der for Niels Henrik Gregersen kun ét eneste dogme, som kristendommen står og falder med: troen på Gud som treenig.

”Man kan ganske enkelt ikke fjerne sig fra troen på Faderen, Sønnen og Helligånden uden også at fjerne kristendommens balancesans. Hvis vi tænker Faderen væk som den, der har skabt det hele, så ville kristendommen jo blot være udtryk for en bestemt kulturel tradition sat i gang af Jesus. Og hvis vi fjerner troen på Kristus og kun taler om Jesus, så reducerer vi kristendom til et erindringsfællesskab om et stort og fint menneske. Helligånden er også uundværlig, for uden Guds kraft ville vi ikke kunne nærme os troen, og så ville al tale om Gud og Jesus igen blive til noget, vi kun kunne se tilbage på. Ikke en del af vores nutid.”

Og det er i den forbindelse, Niels Henrik Gregersen også nævner trosbekendelsen, hvor vi netop bekender vores tro på både Faderen, Sønnen og Helligånden. For det er ifølge Gregersen med trosbekendelsen som med et sæt briller: Det er igennem dem, at vi kan se lidt skarpere og længere end ellers.

”Gud er jo altid større end vores trosbekendelse. Men trosbekendelsen er en måde at rette sin opmærksomhed mod Gud, der selv er kommet mennesket i møde gennem Kristus og Ånden. Gennem trosbekendelsen bliver vi så at sige kastet tilbage til det helt grundlæggende, at vi lever i en strøm af liv, som kommer fra Gud. Det er jo ikke noget, vi ellers går og tænker over - det er bare noget, der sker. På samme måde som vi heller ikke går rundt og tænker over, at vi skal huske at trække vejret. Det sker bare. Derfor vil jeg også sige, at vi lever på et dybere niveau, end vi tænker. Tænk, hvis Gud kun var til, når jeg tænkte på ham. Så ville vi falde ud af Gud, når vi faldt i søvn. Men allerede før vores længsel efter Gud er Gud trådt ind midt i vores verden.”

Det er nok i virkeligheden også kristendommens særkende blandt religionerne, mener Niels Henrik Gregersen.

”På den måde er Gud også til stede i, med og under tiden - til stadighed. Gud er uendelig og overalt og netop ikke et stykke ekstra inventar i tilværelsen, som vi først skal til at tro på. Gud er med andre ord selve forudsætningen for, at vi er til. Det er blandt andet også derfor, vi vender os mod alteret, når vi fremsiger trosbekendelsen - vi vender os ikke mod sidemanden, men mod det, der er større end os selv. Vi bliver via trosbekendelsen ført ud over vores eget lille jeg til et større selv.”

Og Gregersen er helt på linje med danske N.F.S. Grundtvig, når han fremhæver liturgien og fællesskabet i menigheden som stedet, hvor kristendommen findes i tydeligste form.

”Man kan jo ikke finde troen i bøger. Den skal leves og udfoldes, for tro er en praksis. Derfor er salmesangen også væsentlig. Ved at synge glemmer vi os selv. Ortodoksi er derfor, for mig at se, et livspraktisk begreb. Ikke et vidensmæssigt. Det handler om at finde ud af, hvordan vi bevæger os i den rigtige retning, så vi kan erfare glimt af troen, håbet og kærligheden. Og det er i det lys, man som kirke også må sige nej til nogle udlægninger eller tolkninger af kristendommen, hvis de fører i en forkert retning.”

Som eksempler på forkerte retninger peger Niels Henrik Gregersen blandt andet på den italienske filosof Gianni Vattimo og dennes udlægning af kristendommen som ”en svag tænkning”, hvor Vattimo (meget forenklet beskrevet) fremhæver, at Gud på en måde giver afkald på sin almægtighed ved at blive til menneske - og dermed bliver en svag Gud, der bare dør for at give plads til menneskets kærlighedsevne.

”Vattimo gør kristendommen til et kulturelt projekt. Men Guds virkelighed afhænger ikke af, om jeg tror eller ej. Enten er Gud kilden til alt det, vi er. Eller også er der kun os, der forsøger at skabe os selv. Vattimos teologi bliver til et humant sekulært projekt og dermed ikke til kristen livspraksis om tro, håb og kærlighed.”

Det var lidt den samme fælde, danske Thorkild Grosbøll efter Niels Henrik Gregersens mening havnede i, da han i 2003 blandt andet kaldte trosbekendelsen for ”ren abracadabra” og gjorde op med ideen om en skabende og opretholdende gud.

Men Niels Henrik Gregersen tager også afstand fra de teologer herhjemme, som han kalder ”de skingre”, fordi de bliver alt for skråsikre i, hvad der er den rette kristendom, og dermed helt udelader fortolkningen og tvivl.

”Jeg synes, det er meget vigtigt at tvivle i stedet for at fremsætte ensidige doktriner. For der er ikke noget, der er 'de eneste rigtige meninger'. Og kristendommens historie viser os præcis dette - at kristendommen er en tradition i stadig bevægelse og altid har været i opgør med sig selv. Den er aldrig stivnet, men taler stadig til os, hvis vi også bliver ved med at forholde os til den og vedvarende søger at finde frem til, hvordan vi kan bruge kristendommen - til at leve troen, håbet og kærligheden. Derfor giver jeg ikke meget for den slags teologi, der mener, det handler om at kunne sige de rigtige ord og lover bål og brand, hvis man ikke tror på en helt bestemt måde. Det er udtryk for en intellektualiseret kristendom, der helt glemmer dens bundethed til krop og liturgi, og det er på ingen måde en generøs kristendom. Vi må aldrig glemme, at vi ganske enkelt ikke kender Guds inderste væsen, og heller aldrig kommer til det. Derfor rummer den store ortodoksi også både mystikken og den negative teologi - alt det, vi ikke kan sige noget om, som vi må tie omkring.”

Og netop den indsigt oplever Niels Henrik Gregersen, at almindelige mennesker faktisk har et meget godt blik for.

”Jeg mener, at kristendommen taler til menigmands rationalitet. Og hver gang teologer forsøger enten at reducere kristendommen til noget helt bogstaveligt eller til noget, der bare er rent poetisk, så misser man kristendommens storhed eller generøsitet. Jeg synes, man mangler en sans for midten i den almindelige kristne tro - og det er det bidrag, jeg håber, min bog kan bruges som.”