Da Nora i Henrik Ibsens ”Et dukkehjem” fra 1879 gældsætter sig for at redde sin syge ægtemand Torvald Helmer, gør hun det i al hemmelighed. Selv har Helmer kun dette at sige om lån og gæld:
”Nora, du ved, hvad jeg tænker i det stykke. Ingen gæld! Aldrig låne! Der kommer noget ufrit, og altså noget uskønt, over det hjem, som grundes på lån og gæld.”
Helmer kommer til hægterne igen efter et kurophold betalt med gældspenge og tiltræder som højtlønnet bankdirektør i evig uvis gæld til sin kone.
”Det er mange år siden, nogen bankmand har sagt som Torvald Helmer,” fortæller idéhistoriker Mikkel Thorup med et smil på læben.
Han er professor MSO ved Aarhus Universitet og aktuel med bogen ”Du skylder! – Om moralsk og økonomisk gæld”, der udkommer i dag på forlaget Klim. Bogen har til opgave at undersøge, hvad gæld er, og det er herfra, ovenstående scene fra ”Et dukkehjem” er taget.
”Torvald er symbolet på den gamle tid, hvor man ikke låner penge, men derimod viser mådehold og sparer op. Gæld er det samme som slaveri. Når først du er begyndt at låne, så begynder du at nyde, og så vil du låne endnu mere. Det fantastiske i stykket opstår, da han bliver bankdirektør, men ikke ved, at denne lykke er forudsat af, at hans kone i al hemmelighed har gældsat sig.”
Nora foregiver at være nydelsessyg, selvom hun ikke er det, fortæller Thorup. Hun holder relationerne på plads i familien ved at foretage en beslutning, som han er modstander af. Hun er symbolet på det moderne menneske, gældsmennesket.
Det er gældens indvirkning på os som mennesker, Mikkel Thorup udforsker i sin nye bog. Han opdeler gæld i økonomisk og moralsk gæld.
Den økonomiske gæld er den upersonlige og betalelige gæld. Det er, når vi låner penge i banken og betaler dem tilbage på et aftalt tidspunkt. Den moralske gæld er derimod personlig og ubetalelig. Det er gælden til den person, der redder dit liv, din gæld til Gud, dine forældre eller naturen.
”Omkring den økonomiske gæld lærer vi i stigende grad at forholde os til hinanden som fremmede. Når jeg har lånt penge i en bank, betaler jeg dem tilbage til en fremmed. Det er en relation, der kan afsluttes, og den afsluttes ved penge. Det er enormt frigørende og effektivt. Når det drejer sig om den moralske gæld, skriver jeg i min bog om venskabets logik. Det er her, vi har nogle længerevarende, forpligtende, sociale relationer, hvor det væsentligste er, at vi aldrig bliver færdige med dem. Der er en stadig udveksling af gældsbeviser i overført forstand, og det vigtige er, at der aldrig bliver afregnet færdigt. Så venskabet består, så længe der er uafklaret eller ubetalt gæld.”
Det er også her, økonomisk gæld eller penge mellem venner kan blive farlig, uddyber Thorup. Det kan hurtigt blive prekært og åbne for utilsigtede dilemmaer. Venskabsrelationen bliver en strategisk ressource, og hvis man anskuer sine venskaber i forhold til afkast, opstår der en fremmedhedsrelation, fortæller han. Og den kan afsluttes ved at undlade at betale pengene tilbage.
”Det er en situation, vi aldrig vil sætte en ven i,” fortsætter han.
”For så er det venskab ophørt. Det er nemmere at gøre over for en kreditor.”
I sin bog arbejder Thorup med begrebet gældsmennesket. Dette moderne menneske, der, som Nora, forstår, at der i det moderne samfund investeres i fremtiden gennem gæld. Gældsmennesket er for eksempel det individ, som investerer i et nyt hus, der finansieres gennem et lån ved et kreditinstitut eller gennem banken.
Thorup mener, at det er noget, vi dannes og uddannes til gennem vores kultur. Dette forhold ser han for eksempel i udkastet til den nye finanslov.
Nu varsler regeringen, at man vil skære i SU’en og i stedet oprette et nyt studielån. Hvordan vil det påvirke de studerende?
”Et frækt svar vil være, at det ruster dem rigtig godt til deres fremtidige liv. I den forstand at det lærer dem meget tidligt at sætte sig i gæld. Det er en opdragelse til at blive skyldnere. Vi tænker tit, at gæld har noget med nydelse og forbrug at gøre, men hvad gæld virkelig kobler sig til, er arbejde. Folk arbejder mere, når de er gældsat. Det er den slet skjulte sandhed bag regeringens forslag: De studerende skal blive mere opmærksomme på arbejdslivet efter uddannelsen.”
Thorup mener, at hvis der ændres i SU’en, så der oprettes mere gæld, begynder de studerende allerede at gældsætte sig, mens de læser. Og den eneste måde, hvorpå de kan betale denne gæld tilbage, er gennem et godt betalt job.
Det bliver tiden efter universitetet, der bliver det vigtigste på grund af denne tilbagebetalingsforpligtelse, forklarer Thorup. Han ser ikke så meget forslaget som en politisk spareøvelse, som han ser det som en disciplineringsøvelse.
”Som gældsmennesker forstår vi os selv i investeringstermer. Ved den neoliberale tanke er jeg alene om mit projekt, og jeg er i konkurrence med alle andre. Måden at blive succesfuld på er meget tidligt at investere i mig selv som kapital. Jeg skal altid tænke på at geninvestere mig selv og aldrig stoppe op og nyde, for hver nydelse er et tab. Det lyder grotesk og ekstremt, men i kampagner og lovgivninger fra politikerne ser vi denne logik. I dag skaber gæld mennesker.”
Hvad sker der med os som mennesker, når vi begynder at se os selv gennem disse gældsfinansierede investeringstermer?
”Det er historisk nyt, at vi har et samfund, hvor de fleste mennesker er nødt til at gældsætte sig for at kunne lykkes i denne verden. Vi kan spekulere i, at vi skaber et samfund af folk, der bliver mere strategisk og kalkulerende tænkende. Det er idéen om det egennytte-maksimerende individ. Derfor bliver der også mindre samfundsmæssighed, fordi der bliver mindre idé om, at vi er forpligtede over for hinanden. Og forpligtethed er jo i sidste ende at være klar til at skylde nogen, som ikke nødvendigvis betaler tilbage. For der er noget, som er vigtigere, end at de betaler tilbage, og det er, at vi er et fællesskab.”
Er den kristne moral og begreber som næstekærlighed og den etiske fordring udfordret i denne type af samfund?
”Ja, det synes jeg, den er. I min bog diskuterer jeg åger, idéen om, at der er noget grundlæggende forkert ved at låne penge ud for gevinst. Grunden til, at åger er så problematisk, er, at den udfordrer og underminerer de meget ustabile og tynde relationer, der skal til, for at et samfund fungerer, og for at moralske relationer mellem mennesker fungerer.”
Dog finder Thorup det interessant, at selvom penge og gæld har fyldt meget i årtusinder, så har vi ikke fået et samfund af ren nyttetænkning og spekulation.
”Så der er et eller andet i mennesket eller de sociale relationer, som bliver ved med at insistere på, at selvfølgelig hjælper man sin nabo, og at kærlighed stadig overtrumfer, om man tjener flest penge eller ej. Næstekærligheden består, selvom den ikke giver nogen økonomisk mening. Den moralske gæld er det sociale livs grundforudsætning.”
Med det mener Thorup, at vi hele tiden skylder nogen noget,som vi aldrig nogensinde kan betale tilbage: Gud, naturen, menneskeheden, nationen, vores forældre, vores børn og så videre.
Det er klaustrofobisk, uddyber han, for man er fyldt med forpligtelser til alle mulige, og alt, hvad man er, er man i kraft af andre.
”Det er måske også her, at vi lærer, hvad det vil sige at skylde andre mennesker noget. Bankrådgiveren kan være sikker på, at vi betaler tilbage, fordi vi har lært et andet sted, at et anstændigt menneske betaler sin gæld tilbage. Så hvis vi skal forstå gæld i en økonomisk sammenhæng, så må det også gå gennem et moralsk perspektiv.”