Nye gendigtninger gør Jesus levende

Hvordan fortæller man om kristendommens stifter i en helt anden tid? Det giver forfattere som Søren Kierkegaard og Fjodor Dostojevskij et bud på. Et nyt undervisningstilbud kaster lys over deres formidling af Jesus-figuren

Både Søren Kierkegaard og Fjodor Dostojevskij skrev deres værker i 1800-tallet, og det er næppe tilfældigt, eftersom det netop er i den periode, den moderne religionskritik får fodfæste.
Både Søren Kierkegaard og Fjodor Dostojevskij skrev deres værker i 1800-tallet, og det er næppe tilfældigt, eftersom det netop er i den periode, den moderne religionskritik får fodfæste.

Man vælger en person af selskabets midte, som går uden for døren, banker på og kommer ind som en anden, og det er nu op til de øvrige at stille skarpsindige spørgsmål, som kan afsløre, hvem den fremmede er.

Sådan lyder i al sin enkelhed opskriften på den gamle leg, der hedder ”komme fremmede” eller bare ”lege fremmed”. Legen har næppe været på tapetet under ret mange af de nys overståede julefrokoster, men det betyder ikke, at den helt skal afskrives.

I hvert fald ikke hvis det står til filosoffen, teologen og forfatteren Søren Kierkegaard (1813-1855), der lagde et godt ord ind for en mere alvorlig version af den muntre børneleg, der var populær på hans tid.

En version, hvor det er Bibelens figurer, herunder ikke mindst Jesus, der banker på. Kun hvis man skræller århundredernes tradition og tilvænning af Jesusfiguren, kan man nemlig fatte, hvor radikalt hans budskab egentlig var, og få ham til at få betydning i ens eget liv.

”Kierkegaards problem er, at hans samtid forholder sig til kristendommen som noget selvfølgeligt og ikke som et eksistentielt spørgsmål,” fortæller Iben Damgaard, der er professor mso i etik og religionsfilosofi på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet og blandt andet har beskæftiget sig med den danske filosofs gendigtninger af bibelske figurer i bogen ”At lege fremmed med det kendte” fra 2007.

Fra februar står hun for et kursus på Det Teologiske Fakultet, der undersøger, hvordan Jesus er blevet gendigtet hos blandt andre Søren Kierkegaard, og her er en af hovedpointerne, at 1800-talsteologen ønskede at slippe væk fra samtidens forestilling om det hellige som ren skik og brug, som han siger.

”Kierkegaard kritiserer i den grad sin tids kristendom for at have en hyggelig, domesticeret Jesus-figur,” siger Iben Damgaard.

”Det er blevet så velkendt, at vi overhovedet ikke længere ser, hvad det er. Vi er nødt til at lege fremmed med det gamle bekendte for at se det på ny. Hos Søren Kierkegaard handler det om, hvordan vi kan forholde os i samtidighed til den her Jesus-figur.”

Helt konkret foretager tænkeren det eksperiment i sin bog ”Indøvelse i Christendom”, der udkom under pseudonym i 1850, at lade Jesus træde midt ind i dagligdagens travlhed på sin samtids Amagertorv i København.

Her mødes han af en række bedsteborgere, der alle forstår sig selv som kristne, men giver ham drøje hug med på vejen, fordi de ikke kan forholde sig til den uforbeholdne kærlighed, når de faktisk møder den. Side op og side ned kritiserer de ham, men ved et elegant litterært greb kommer de derved i virkeligheden til at karakterisere det banebrydende i hans budskab og udstille sig selv, fremhæver Iben Damgaard.

”Det, de ser som en kritik, er i virkeligheden et forsvar,” siger hun og peger på, at Søren Kierkegaard i scenen på Amagertorv benytter en strategi, som kendes fra evangeliernes spottescener.

Også her er angreb og forsvar nemlig knyttet sammen i en knude, så læseren selv må finde ud af, hvad der er hvad. Det stiller unægtelig store krav til læseren, men sådan er vilkårene ifølge guldalderteologen, når man vil skrive om kristendommen.

”Kristendommen kan man ikke bare kommunikere ligefremt som en samling paragraffer. Fordi det er et eksistensbudskab, må det kommunikeres indirekte,” siger Iben Damgaard.

I scenen på Amagertorv er Jesus selv tavs, og det er netop en vigtig pointe, at vi selv må danne os et indtryk af ham på baggrund af bedsteborgernes forskellige udlægninger.

”Budskabet forkyndes ikke bare direkte, men vi møder det gennem et dialogisk spil, gennem forskellige figurer. De mange forskellige stemmer stiller spørgsmål om, hvad kristendommen kan betyde i dag,” siger Iben Damgaard og henviser til, at Søren Kierkegaard også med hensyn til flerstemmigheden som litterær strategi har bibelske forbilleder. Bibelen disker nemlig ikke op med én autoritativ gengivelse af historien om Jesus, men fortæller den i fire forskellige evangelier, der med Iben Damgaards ord ofte er ”vældig modstridende”.

”I kristendommen er det et grundvilkår, at vi har fire forskellige fortællinger om, hvem Jesus er. Og når vi har det som grundvilkår, er det meget oplagt at fortsætte den praksis,” siger hun.

Det er Søren Kierkegaard ikke den eneste, der gør. På forårets kursus om gendigtninger af Jesus-figuren behandler Iben Damgaard også den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij (1821-1881), der er kendt for at benytte et væld af forskellige stemmer, når han i sine værker udforsker store spørgsmål som synd og straf.

Flere af Fjodor Dostojevskijs figurer har Jesus-lignende træk. Det er Aljosja, en af brødrene Karamazov i Dostojevskijs roman af samme navn, et eksempel på. Hans bror Ivan fortæller ham en historie om, hvordan Jesus dukker op i inkvisitionens storhedstid i 1500-tallet i Sevilla i Spanien og fængsles af storinkvisitoren, der skælder ham ud for at komme og forstyrre det billede, kirken har opbygget af ham.

Som hos Kierkegaard er Jesus selv tavs, men ender med at kysse storinkvisitoren som tegn på sin uforbeholdne kærlighed. Hvorefter også Aljosja kysser sin bror, der straks beskylder ham for litterært tyveri.

”Dostojevskij tematiserer spørgsmålet om, hvordan man kan tage imod kærlighedens budskab,” siger Iben Damgaard.

”Figurerne i hans romaner gennemspiller ofte bibelske problemstillinger og inkarnerer bibelske figurer. Der er ikke én af dem, der bare er talerør for forfatteren. Hele pointen er at begive sig ind i dialogen mellem de forskellige stemmer, der hele tiden tager livtag med, hvad kristendommen betyder.”

Både Søren Kierkegaard og Fjodor Dostojevskij skrev deres værker i 1800-tallet, og det er næppe tilfældigt, eftersom det netop er i den periode, den moderne religionskritik får fodfæste.

”Der er en dynamik mellem kristendomsfortolkning og kristendomskritik. En reformulering må gå gennem en kritik, og Kierkegaard og Dostojevskij kritiserer nogle måder, kristendommen er blevet ført videre på,” siger Iben Damgaard.

Det gælder også filosoffen Friedrich Nietzsche (1844-1900), der er berygtet for at være den store kristendomshader, men hvis kritik af kristendommen ifølge Iben Damgaard er langt mere nuanceret end som så.

I en lille aforisme eller nærmest en lille lignelse fra værket ”Menneskeligt, alt for menneskeligt” fortæller han således om en gruppe fanger, der får at vide, at deres fangevogter er død, men at fangevogterens søn kan sætte dem fri, hvis de tror på ham. Fangerne reagerer imidlertid med skepsis og ligegyldighed.

”Aforismen kritiserer kristendommen for at være et eksistentielt fængsel, som mennesket ikke engang er sluppet fri af efter Guds død. Deri ligger også en kritik af Nietzsches samtid,” siger Iben Damgaard.

Hun fremhæver, at der er en grund til, at også Nietzsche prøver kræfter med Jesus-figuren.

”Nietzsche påpeger, at der ligger andre muligheder i Jesus-figuren end det, kristendommen har taget frem. Han henviser faktisk til Dostojevskij som en forfatter, der har sans for at fortælle historien anderledes.”