Had til egen kultur er et vestligt fænomen

Oikofobi har at gøre med de vestlige magters kolonialisme, som her repræsenteres af den britiske dronning ...

Oikofobi har at gøre med de vestlige magters kolonialisme, som her repræsenteres af den britiske dronning Elizabeth (1900-2002), der inspicerer indiske tropper i London i 1946. Foto: Scanpix

Debatten efter overgrebene i Köln har været et meget sigende eksempel på oikofobi, hvor der er flere, der ikke vil gå i rette med den arabiske og muslimske kultur og dens syn på kvinder, men retter skytset mod os selv
Kasper Støvring

Efter kvindeovergrebene i Köln har flere intellektuelle rettet kritikken mod den vestlige kultur. Reaktionerne har at gøre med oikofobi, overdreven modvilje mod sin egen kultur, påpeger kritikere

Der gik ikke lang tid, fra de første nyheder tikkede ind om omfattende og systematisk seksuel vold mod flere hundrede nytårsfestende kvinder i Köln, førend stemmer i den offentlige debat begyndte at dreje kritikken væk fra de - som det samstemmende forlyder - arabiske og nordafrikanske gerningsmænd, hvoraf flere skulle være nytilkomne flygtninge.

I stedet blev det af for eksempel Ulla Tornemand, tidligere næstformand i Dansk Kvindesamfund, og Enhedslistens rets- og ligestillingsordfører Pernille Skipper pointeret, at overgrebene i Köln ikke var væsensforskellige fra den almindelige hverdag i Danmark.

Hvormed de mere end antydede, at kritikken af kvindeundertrykkelse i muslimske miljøer ikke alene var et angreb med fremmedfjendske motiver på en svag minoritet, men ultimativt tjente til at kaste et slør over, at den danske kultur selv var sexistisk.

”Den hvide mand har kronede dage, og ve dig, hvis du er brun, for så får piben en anden lyd. Din tro, din kultur, dig, du er farlig for kvinder,” som Tornemand konkluderede i et indlæg i Politiken, mens Skipper på sin Berlingske-blog bekendtgjorde, hun ikke ville ”tages som gidsel af hvide, racistiske mænd”, som kun slog en feministisk tone an for at angribe ”muslimer eller mennesker af en anden hudfarve over en bred kam”.

For nationalkonservative intellektuelle som ph.d., forfatter og kulturforsker Kasper Støvring er det udtryk for et typisk reaktionsmønster i den offentlige debat, hvor man hellere pisker sig selv med kritikkens læderrem og bekender skyld på sin egen kulturs vegne frem for at kritisere andre.

En reaktion, Støvring og andre gerne benævner som ”oikofobi” - en sproglig nydannelse fra de oldgræske ord for en patologisk angst eller afsky (fobi) ved hjemstavnen (oikos).

”Debatten efter overgrebene i Köln har været et meget sigende eksempel på oikofobi, hvor der er flere, der ikke vil gå i rette med den arabiske og muslimske kultur og dens syn på kvinder, men retter skytset mod os selv,” fortæller Støvring.

”Det er efterhånden blevet et klassisk vestligt fænomen, ikke mindst i debatten om integration og multikultur.”

Oikofobi er et begreb, som den konservative engelske filosof Roger Scruton har indpræget i den offentlige debat. I bogen ”England and the Need for Nations” fra 2006 tegner han et socialpsykologisk portræt af elitær klasse, der udlever en dyb afstandstagen til den nationale og folkelige kultur, de er vokset op i.

Det er en kulturkritik, som på lange stræk minder om den idékamp, som forhenværende sognepræst og tidligere medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti Søren Krarup har ført mod kulturradikalismen igennem en menneskealder, bortset fra at Scruton tager sit udgangspunkt i den irske ”opfinder” af konservatismen, Edmund Burke (1729-1797), og ikke i evangelisk-luthersk kristendom.

Som den kulturradikale i Krarups optik sværger Scrutons oikofob til det politisk abstrakte, afskyr nationen og det folkelige til fordel for det globale, forkaster sædvanerne og erstatter dem med menneskerettighederne. Men Scruton forsøger derudover at gøre oikofobi til en slags modvægtsbegreb til xenofobi - altså angsten eller hadet til det fremmede.

Sådan er det langtfra et tilfælde, at begrebet oikofobi er blevet en del af det kulturkritiske og polemiske vokabular hos konservative stemmer som Støvring, forfatter og debattør Mikael Jalving, historikeren David Gress eller folketingsmedlem for DF Marie Krarup. Kasper Støvring fortsætter:

”Oikofobi-begrebet er godt til at udpege en problematisk tendens til negativ opbyggelighed. Det gror ud af oplysningstidens tradition for kritik og selvkritik kombineret med efterkrigstidens reaktion på Vestens historie med kolonialisme og racisme og på mellemkrigstidens totalitære bevægelser, fascisme og nazisme,” forklarer han.

”Men der er også et personligt element i det. Kritikken af og frigørelsen fra hjemmet er jo en del af den pubertære løsrivelse og identitetsdannelse, som de fleste af os gennemgår. Men hos nogle bliver den tilstand kronisk, hvor kritikken ikke længere gælder forældrene, men vores egen kultur og vores land.”

Støvring understreger, at selvkritiske spørgsmålstegn ved egne forestillinger, værdier og handlinger er uundværlige. Men, siger han:

”Der skal være et positivt eller opbyggeligt fundament, som kritik og selvkritik kan trives på, ellers bliver man - kulturelt såvel som individuelt - svækket og mister tillid til sig selv.”

Taler man med intellektuelle og forskere uden for den nationalkonservative kreds, er konklusionen, at der er god ræson i at være både opmærksom på og kritisk over for den oikofobiske tænkning. Ifølge kultursociolog, ph.d. og lektor ved Syddansk Universitet Mehmet Ümit Necef, der står bag flere bøger om indvandring og debatten om multikultur og racisme, er det en klar tendens.

”I debatten om overgrebene i Köln har vi set det. Enten har man sagt, at de, der kritiserer muslimske mænds forhold til kvinder eller fremdrager den kendsgerning, at muslimske mænd er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikerne over voldtægt, i virkeligheden ikke kerer sig om muslimske kvinder, men hykler og prøver dække over deres egen patriarkalske kvindeundertrykkelse,” analyserer Necef.

”Eller også har man efterhånden som omfanget af overgrebene blev for massivt, noteret sig, at der er et problem, men med det samme skyndt sig at understrege, at der så sandelig også er problemer med danske mænd. Selvom der er jo ikke er nogen, der siger, at ingen danske mænd er voldelige over for kvinder, men at alle muslimske mænd er. Det, man siger, er, at vold mod og undertrykkelse af kvinder er meget mere udbredt i Mellemøsten og islamiske lande.”

I Necefs analyse vokser den oikofobiske position ud af efterkrigstidens akademiske miljøer i Vesten.

”Mange intellektuelles selvforståelse er, at de er magtkritiske. Det er en arv, som rækker tilbage til 1960'erne og 1970'ernes marxisme. Senere kom dyrkelsen af den franske idéhistoriker Michel Foucault, litteraten Edward Said og den postkolonialistiske teori og postkolonialistiske feminisme til. Og det at være magtkritisk betyder for dem er at afsløre, hvordan majoriteten, staten, kapitalen, politiet eller nationen altid - altid! - har uret. Udgangspunktet om magtkritik er selvfølgelig ædelt, men for nogle er det havnet langt ude på overdrevet.”

Hvad er konsekvensen af det?

”Ja, i forhold til det, der er sket i Köln, så er det, at man svigter de reelle ofre, fordi man ikke kan bekæmpe de reelle problemer i muslimske miljøer med kvindesyn og kvindeundertrykkelse. Og - selvom det er mindre alvorligt - så bliver intellektuelle og akademikere jo til grin i offentligheden, når man ikke vil tale ligeud om problemer, alle andre kan se.”

Professor på Københavns Universitet Frederik Stjernfelt har i flere bøger beskæftiget sig med vilkårene, faldgruberne og principperne i det multikulturelle samfund, blandt andet i udgivelsen ”Adskillelsens politik” fra 2008.

Selvom Stjernfelt placerer sig i den liberale oplysningstradition og dermed står i modsætning til den konservatisme, som Scruton og Støvring advokerer, nikker han til dels genkendende til problematikken.

”Det, Scruton med nogen ret angriber, er tendensen til, at man pr. automatik angriber sin egen kultur for at være mindreværdig og mere skyldig end andre. Den overdrivelse er der. Men når det er sagt, synes jeg, at der her er tale om en overdrivelse af noget, som er meget godt - nemlig den vestlige kulturs evne til løbende selvkritik,” siger han.

”Det er klart, at det ikke nytter noget, hvis man ikke kan se nøgternt på det, der er sket i Köln, men i stedet sætter det ind i et stort kolonialistisk billede, så man bortvisker de konkrete gerningsmænd og får det til at handle om den hvide mands fortrædeligheder. Kritikken af kolonialismen og racismen i Vesten er helt legitim, men den har det i dag med at blive automatiseret, så man siger, at eftersom de vestlige lande har foretaget sig mange kritisable ting i den nyere verdenshistorie, så er alt, hvad de lande - og den hvide mand - stadigvæk foretager sig, kritisabelt. Det er en utilladelig generalisering, men som jo netop er kendetegnet ved manglende selvkritik,” slutter Stjernfelt.

”Som en modvægt til begrebet xenofobi er oikofobi et fint begreb, men man skal passe på med, at det ikke i sig selv bliver ideologi. Det må ikke ramme den gode vestlige tradition for selvkritik.”