Han måler samtiden med Gudsrigets alen

Den tyske teolog Jürgen Moltmann fylder i morgen 90 år. I en menneskealder har hans håbsteologi, der står på de lidende og undertryktes side, revitaliseret det kristne budskab som et politisk engagement verden over. Netop derfor er han ikke slået igennem i Danmark

Jürgen Moltmanns hovedbegreb om håb har en lang historie bag sig, også længere end kristendommen.
Jürgen Moltmanns hovedbegreb om håb har en lang historie bag sig, også længere end kristendommen. . Foto: Lars Aarø/Fokus.

Det sker ikke ret ofte, at en teologisk afhandling havner på forsiden af The New York Times. Slet ikke når dens forfatter er en ukendt europæisk teolog. Men det skete den 24. marts 1968 for den dengang 41-årige tysk-reformerte professor Jürgen Moltmann, der var aktuel med den engelske oversættelse af sin ”Theologie der Hoffnung” – ”Håbets teologi”.

Under overskriften ”Doktrinen om Guds død taber terræn til Håbets teologi” undersøgte artiklens unge journalist, Edward B. Fiske, der selv var teologisk kandidat fra Princeton Universitet og senere skulle blive redaktør på The New York Times, årsagerne til det greb, Moltmann og hans budskab om en samfundsengageret og politisk kristendom på kort tid havde fået i de amerikanske kirkemiljøer.

Edward B. Fiske fandt tre svar: for det første Moltmanns evne til at gøre kristendommen relevant i en opbrudstid præget af Vietnamkrig, økonomisk ulighed og sorte amerikaneres kamp for lige rettigheder i en situation, hvor den amerikanske venstrefløj var desillusioneret over de politiske institutioners manglende handlekraft. For det andet at han kom med et nyt sprog om Gud, der kunne tale om det onde i en tid, som ellers havde en teknisk og naturvidenskabelig selv- og verdensforståelse.

Og så var der for det tredje en dyb samklang mellem det fremtidsorienterede amerikanske samfund og Moltmanns betoning af håbets uudryddelighed. Fiskes artikel sluttede med et citat fra en Martin E. Marty, præst og professor fra Chicago, der forudså, at Moltmann kunne ”befri folk fra døde fortiders døde hænder”.

Her 46 år senere står diagnosen fast, og forudsigelsen er virkeliggjort. I hvert fald når man taler med danske kendere af Moltmanns teologiske værk. Ifølge dem hører Moltmann, som i morgen fylder 90 år, til blandt de største og mest skelsættende teologer i det 20. århundrede. Og det gør han, netop fordi han rydder nye og samfundsengagerende veje for den kristne at betræde i en tid, hvor vi konstant bliver mindet om lidelse, uretfærdighed og fattigdom i verden. Men de fortæller også, at hans teologi af selv samme grund har – og har haft – mest slagkraft uden for Europa og uden for Danmark.

”Han er den mest indflydelsesrige teolog efter Anden Verdenskrig,” siger professor i systematisk teologi på Københavns Universitet, ph.d. Niels Henrik Gregersen.

”Det kan være, at der er andre, der er teknisk bedre, men han læses på alle kontinenter og er oversat til næsten alle sprog. De elsker ham i Kina, Indien og Afrika – og navnlig i USA.”

Samme vurdering af Moltmanns status høres fra ph.d. og lektor i systematisk teologi på Aarhus Universitet Bo Kristian Holm.

”Han hører helt klart til i superligaen af det 20. århundredes teologer. Navnlig på grund af sine to første bøger, ”Håbets teologi” og ”Den korsfæstede gud”. Det er fremragende bøger og markerer begge en ny accent i det 20. århundredes teologi, hvor det igen bliver muligt at tale om eskatologien, efter at den har været skubbet til side i både det 19. århundredes liberalteologi og det 20. århundredes dialektiske teologi.”

Eskatologien – læren om de sidste dage – og dens betydning for Jürgen Moltmann som kilden til håb om udfrielse fra lidelsen er tæt forbundet med hans egen livshistorie. Den fortæller om en mand, der kom til kristendommen relativt sent i livet, men som til gengæld tidligt blev præget af verdens ondskab.

Bliv klogere på Moltmann her 


Moltmann vokser op i en kulturkristen familie på en gård sammen med sin forældre og sin søster lidt uden for mellemkrigstidens Hamborg. Som 16-årig bliver han i 1943 indkaldt som værnepligtig i Nazitysklands hær og ser fra sin plads i et antiluftskyts-batteri sin hjemby blive udbombet, mens en skolekammerat ved siden af ham bliver dræbt. Og som krigsfange – først i Belgien, siden i Skotland og England –bliver han efterfølgende konfronteret med fotografier fra nazisternes udryddelseslejre.

Det er også her og i en tilstand af total modløshed, skyldfølelse og lede, at han via kristne frivillige stifter bekendtskab med Bibelen og den amerikanske teolog Reinhold Niebuhrs skrifter. Den oplevelse gør et så dybt indtryk på ham, så da han som en af de sidste tyske krigsfanger i 1948 vender tilbage til Tyskland, tager han konsekvensen og indskriver sig på teologistudiet på universitetet i Göttingen. Her får han sin doktorgrad i 1952, og efter nogle år som præst vender han tilbage til universitetsverdenen og skriver gennembrudsværket om ”Håbets teologi”.

I den gammeltestamentlige fortælling om Noas Ark kommer en due tilbage med en gren i næbbet og repræsenterer håbet efter syndfloden. Kunstværket er fra det ortodokse kloster Kykkos på Cypern.
I den gammeltestamentlige fortælling om Noas Ark kommer en due tilbage med en gren i næbbet og repræsenterer håbet efter syndfloden. Kunstværket er fra det ortodokse kloster Kykkos på Cypern.

Moltmann har selv flere gange fortalt om, hvordan netop sammenbruds- og lidelseserfaringerne fra Anden Verdenskrig er klangbunden for hans teologiske tænkning. Og når eskatologien og den messianske tro på Jesu genkomst på den sidste dag bliver hans omdrejningspunkt, er det, fordi den i hans optik på én gang er et løfte om et liv uden lidelse og dermed et perspektiv på lidelsen i nutiden.

Ligesom det sekulære håb og forestillingen om en bedre fremtid kan sætte én i stand til at se kritisk på sin samtid og forandre den, udmåler Moltmann så at sige sin samtid med de alen, der kommer fra det kristne håb om Gudsrigets komme. Dermed gør han undertrykkelse og lidelse tilgængeligt for en kristen samfundskritik og omsætter det til en forpligtelse til handling, forklarer Niels Henrik Gregersen. Teologien bliver med andre ord politisk.

”Hos Moltmann ser kristendommen fremad, ikke tilbage, og ser udad mod samfundet, ikke indad mod sjælens frelse inde i sig selv,” siger han.

Professor i systematisk teologi, dr.theol. Peter Lodberg fra Aarhus Universitet uddyber:

”Hos Moltmann er Gud altid én, der kommer forfra og bringer muligheden for forandring, fornyelse, tilgivelse og forsoning med sig. Ser man på verden, sådan som den er, bliver man hurtigt en kyniker, der siger, at tingene ikke kan være anderledes. Men her er Moltmanns projekt, at forandringen er mulig, fordi den allerede er garanteret med Jesu genkomst. På den måde påvirker historiens afslutning os allerede, fordi den ikke bare ligger som et punkt ude i fremtiden, men giver håb selv i de mest håbløse tider.”

Men det kristne håb om Gudsriget er ikke et program om at virkeliggøre en utopi, forklarer Bo Kristian Holm.

”At man som kristen kommer i et kritisk forhold til sin samtid i kraft af håbet om Guds fremtid, handler ikke om at virkeliggøre en utopi i denne verden, fordi Guds rige som ideal ligger uden for historien. Men der ligger en pligt til handling og forandring i den kritik, der fra Guds rige rammer vores nutid.”

Moltmann har derfor både stået den sorte borgerrettighedsbevægelse nær i 1960’ernes USA, kastet sig ind i bekæmpelsen af fattigdom verden over og senere også gået ind i klimaspørgsmålet, fortæller Peter Lodberg.

”Det har også betydet, at han har været en stærk teologisk inspirator blandt andet i Sydafrika under apartheid, og den sandheds- og forsoningskommission, som Desmond Tutu stod for, var direkte inspireret af Moltmanns tanker. Og han står også stærkt blandt palæstinensiske teologer.”

At Moltmann politiserer teologien og forlener det kristne liv med samfundskritik og politisk engagement, forklarer også, hvorfor hans gennemslagskraft er betydeligt mindre her i Danmark. Sådan lyder det samstemmende fra Lodberg, Gregersen og Holm.

”Han har ikke påvirket den danske præstestand ret meget, for her har eksistensteologien og rendyrket luthersk teologi haft overhånden. Tidehvervsteologer er for eksempel i den grad ikke inspireret af Moltmann – de vil instinktivt være imod ham,” forklarer Gregersen. Mens Holm fremhæver, at Moltmann netop er reformert og ikke luthersk og derfor har et andet syn på forholdet mellem politik og tro end Luthers toregimentelære.

”Toregimentelæren er blevet fortolket på flere måder – også sådan, at det politiske adskilles helt fra troen. Men i reformert tradition er der en kraftigere understregning af, at teologien har politisk relevans. Samtidig spiller det også ind, at erfaringen af lidelse og smerte ikke har spillet den store rolle i Danmark. Vi har jo et godt og trygt samfund og erfarer ikke et behov for kritik og forandring. Endnu – det kan jo ændre sig.”

Derfor er det også mest i de økumeniske og diakonale miljøer i Danmark, at man har taget Moltmann til sig, forklarer Lodberg.

”Det er den teologi, der ikke køber den opsplitning mellem det religiøse og politiske, men hævder, at det er en forkortelse og en misforståelse af evangeliet og Jesu forkyndelse. Men Moltmanns teologi er ikke et politisk program, der angiver, hvordan man skal gøre. Den angiver nogle principper for, hvordan man skal tænke teologisk og socialetisk i lyset af det kristne evangelium. For eksempel princippet om at ethvert samfund skal kendes på, hvordan det behandler de mest udsatte.”

Den sidste vending hører man tit som et slagord på venstrefløjen – også med den implicitte forståelse, at borgerlige ikke skulle kere sig om fattige og udstødte. Spørgsmålet er, om Moltmann, der åbent placerer sig selv på venstrefløjen og så sent som i sidste uge i et interview med Stuttgarter Zeitung med kristendommen som argument både talte imod tysk militær deltagelse i kampen mod IS og undsagde kulturkonservativ kritik af muslimsk indvandring, ikke spænder troen for en bestemt politisk vogn. Eller, spurgt på en anden måde: Kan man godt være borgerlig og tilslutte sig Moltmanns teologi? Ja, jo, lyder svaret – måske.

Bo Kristian Holm trækker mest på det – ”men så kan man nok ikke blive ved med at være borgerlig”, som han siger.

”Men det er også sundt at lade sig udfordre. Det, Moltmann kritiserer den lutherske tradition for, er, at den er alt for accepterende i forhold til det bestående. Hos Moltmann må kristendommen bringe forandringen med sig. Det vil nogle borgerlige nok sige fra over for. Omvendt har mange borgerlige jo overtaget venstrefløjens traditionelle forandringsiver, og de kunne måske nok tåle lidt udfordring fra Moltmann.”

Peter Lodberg vedstår også, ”at det er på venstrefløjen, at Moltmanns håbsteologi er blevet brugt eller har været inspirationskilde”. Men, understreger han:

”Vejen til målet om menneskets værdighed, er hævet over den daglige venstre-højre-problematik. Langt ind i De Konservative er socialpolitikken båret af en overvejelse af menneskets værdighed og synspunktet om, at mennesker skal have muligheder for at bruge deres potentiale i frihed og samhørighed.”

Og det er langs de samme sveller, Gregersen analyserer det.

”Moltmann går ikke så meget ind i de konkrete løsninger, men han siger, at ingen kirke kan være en kristen kirke, som ikke kerer sig om de fattige. Så kan vi så diskutere bagefter, hvilken politik der er bedst for de fattige. Der har han så en mere venstreorienteret tilgang og tror ikke på neoliberalismen.”

Spørger man til Moltmanns skudsmål blandt klassiske lutherske teologer, lyder det med sognepræst ved Tirsted Kirke Jesper Bachers ord, at ”Moltmann ikke skal have utak for sin stærke betoning af håbsaspektet i kristendommen. Hvor der er håb, er der liv, og også evangelisk teologi.”

Men, siger Bacher, der er inspireret af Eberhard Jüngel, der sjovt nok både er personlig ven med Moltmann og hans teologiske modstander:

”Det er imidlertid særdeles problematisk, når det kristne håb politiseres og ideologiseres. Teologisk revolutionsromantik er en trættende og moralistisk genre, højstemt i retorikken og svag i realitetssansen. Guds rige kommer ovenfra og skal bevidnes hernede, men verden ligger i det onde, til Kristus kommer igen, ikke til revolutionen indtræffer.”