Sociolog: I en fremmedgjort verden finder vi livgivende oaser i kærligheden, kunsten og kirken

Den tyske sociolog Hartmut Rosa er ikke kun interesseret i at kritisere moderniteten og dens tendens til at fremmedgøre os for både verden og hinanden. For i resonansen, eller genklangen, er det gode liv muligt. Det sker i kærligheden til et andet menneske, i mødet med kunsten eller i gudstjenesten

Kærligheden er ifølge den tyske sociolog Hartmut Rosa en af modernitetens oaser. Her er vi nemlig ikke styret af en økonomisk logik, men i stedet optaget af, om der sker en resonans, eller genklang, i mødet med det andet menneske. Her ses et kærestepar på Rådhuspladsen. –
Kærligheden er ifølge den tyske sociolog Hartmut Rosa en af modernitetens oaser. Her er vi nemlig ikke styret af en økonomisk logik, men i stedet optaget af, om der sker en resonans, eller genklang, i mødet med det andet menneske. Her ses et kærestepar på Rådhuspladsen. – . Foto: Polfoto.

Hans nye bog er ikke oversat til dansk endnu. Men den 800 sider tykke bog har allerede fået en del omtale herhjemme alligevel.

For den tyske professor i sociologi Hartmut Rosa forsøger nemlig at gøre noget, som på mange måder er lidt usædvanligt i moderne forskning: Han skriver om det gode liv, og hvad det kræver at leve et godt liv. Med andre ord er hans tænkning ikke kun en analyse af alt det, der er gået galt i moderniteteten, men samtidig en helt ny teori om de muligheder, den også rummer.

Hvis vi altså formår at passe på de velgørende oaser og ikke lader alle vores forhold og hele vores tilværelse være underlagt det evige tidspres, jagten på det næste økonomiske opsving og den fremmedgørelse, som ydre samfundsforhold og især kapitalismen har ført med sig.

Hartmut Rosas bud på det gode liv hedder ”resonans”. Det kan måske oversættes til ”genklang”, og det er samtidig titlen på hans nye bog.

Kristeligt Dagblad møder ham ved en nylig konference på Aarhus Universitet, hvor Rosa er en af oplægsholderne. I en pause uddyber han begrebet og sin teori, som han selv beskriver som et forsøg på at genskrive eller rekonstruere den kritiske teori, som han selv er rundet af.

”I Frankfurterskolen med tænkere som Max Horkheimer, Theodor Adorno, Herbert Marcuse og Jürgen Habermas var der en klar opfattelse af, at verden hele tiden blev mere instrumentel - og dermed mere tavs. At vi mennesker derfor også konstant bliver mere fremmedgjorte over for både verden og hinanden. Og i begyndelsen troede jeg også, at det var hele sandheden. Da jeg havde skrevet min første bog ’Fremmedgørelse og acceleration” (fra 2013, red.) blev jeg da også kaldt en guru for folk, der ønsker at sætte farten ned eller tiden i stå. Men det var lidt en misforståelse. For det er ikke altid af det onde at have travlt. Eller altid af det gode ikke at have travlt. Men i den nye bog prøver jeg at gøre det mere tydeligt, hvad jeg mener: Acceleration er dårlig, når den fører til fremmedgørelse. Når folk ikke længere er i stand til at være i tæt forbindelse med verden eller med andre mennesker. Hvis vi for eksempel kun tilegner os bøger ved at købe dem, men ikke har tid til at læse dem grundigt. Eller hvis du i mødet med en anden ikke har tid til virkelig at være nærværende eller gå ind i mødet på en måde, så det gør en forskel, om du mødte personen eller ej,” siger Hartmut Rosa og smiler lidt, da det går op for os begge, at selv dette interview også er underlagt en tidspresset hverdag og derfor foregår i en pause.

Fra det vi ikke må forsømme. Men selv i små lommer, kan der være mulighed for møder, der skaber resonans, siger han meget venligt, og fortsætter:

”Det gode møde er kendetegnet ved, at det altid gør en forskel. I det gode møde bliver din tilegnelse af verden derfor ’transformativ’ i stedet for ’instrumentel’. Men netop den tilegnelse er selvfølgelig truet i vores højhastighedssamfund, for den er jo langt mere tidskrævende. Dog, når du virkelig møder noget eller nogen, der gør en forskel for dig og dit forhold til verden, så sker der det, jeg kalder ’resonans’. Forstået som den tætte kontakt, der forandrer dig, berører dig, og hvor du ikke bare selv tager imod, men også selv rækker ud. Hvor du ikke længere føler dig fremmedgjort. Så i min teori er resonans altså det modsatte af fremmedgørelse. Eller svaret på problemet,” forklarer Hartmut Rosa.

Er der så tale om en forfaldshistorie? Havde vi mere resonans tidligere, før moderniteten?

”Sådan troede jeg engang, det forholdt sig. At modernitet gik ud på, at vi skulle blive mere effektive og mindre resonante. Men sådan ser jeg det ikke længere. Før kvinder fik tale-, eller stemmeret havde de jo for eksempel slet ikke mulighed for resonans, for den måde at være i verden på. For resonans kræver frihed, og at du har din egen stemme. Ellers kan du jo ikke indgå i en gensidig svingning eller vibration. Men der var jo rigtig mange områder, hvor kvinder før i tiden slet ikke fik lov til at udvikle deres stemmer. Og de kunne derfor heller ikke finde frem til det, der resonerede med dem. Det samme har været tilfældet for bøsser og for en lang række minoriteter. Så jeg vil ikke sige, at der tidligere var resonans - i modsætning til i dag,” svarer Hartmut Rosa og uddyber:

”Faktisk har netop moderniteten en stor følsomhed over for resonans. Det ser man blandt andet i vores opfattelse af kærlighed. Her er der jo ikke fokus på, om kærligheden bidrager til økonomisk vækst eller optimering - men netop på, om der er en resonans mellem to mennesker. De forelskede. Også vores syn på børn er i moderniteten præget af resonans. Det handler ikke længere om at disciplinere vores børn eller kun at tænke på, hvad der er nyttigt for dem. I dag er vi derimod optagede af at hjælpe dem med at finde deres egen stemme og med at finde frem til, hvad der resonerer med lige netop det enkelte barn. Man finder også denne form for følsomhed over for resonans i vores oplevelser med kunst: Når for eksempel musikken taler til dig. Eller i naturen, hvor du også kan opleve en særlig form for genklang. Resonans kan på den måde også være en helt fysisk ting og altså ikke kun en indre erkendelse.”

Men hvis vi faktisk har disse oaser eller reservoirer af resonans, hvad er så problemet?

”Ja, bogen fylder jo 800 sider, og det er netop fordi, jeg prøver at vise en dobbeltbevægelse: At vi på den ene side er underlagt et konstant pres for hele tiden at gøre ting mere effektivt, hurtigt og med krav om evig optimering i en kapitalistisk styret logik. Og at denne udvikling samtidig undergraver muligheden for resonans. Hvis jeg konkurrerer med dig, så er jeg jo i hvert fald afskåret fra at være i resonans med dig. Så ja, modernitet er en historie om instrumentalisering og fremmedgørelse. Men på den anden side er modernitet også en øget følsomhed over for - og længsel mod - resonans. Og som jeg ser det, så er vores små oaser af resonans truede. Vi haster gennem livet, men om fredagen går vi til koncert og håber, at vi på den måde får en helt anden oplevelse - både af os selv, men også af verden. For vi har fået en kæmpe splittelse mellem de to livsformer, og vi risikerer at de små oaser bliver overtaget af for eksempel welness-industrien, der er hurtige med tilbud om velvære og harmoni. Men resonans er aldrig ensidig. Den indtræder ikke, hvis man kun selv bliver berørt, men kræver at vi også selv rækker ud - at der er kontakt. Og det er netop muligheden for det møde, jeg er bekymret for. Også når det gælder politik.”

Du har tidligere talt om, at det moderne menneske kan finde resonans i kirken. Hvordan kan en før-moderne institution tilbyde netop det?

”Moderniteten har været optaget af, at mennesker kun kan opleve resonans i samvær med andre mennesker. At resten af verden er tavs. Men det er en meget ensidig opfattelse, synes jeg. For jeg tror, at vi som mennesker har et dybt behov for at være i kontakt med ’totaliteten’. Derfor taler jeg også om tre former for resonans: den horisontale, som netop er den, der finder sted mellem mennesker, den diagonale, som er oplevelsen af resonans mellem mennesker og ting, for eksempel bageren og hans dej, forfatteren og hendes tekst og så den vertikale, som netop er resonansen mellem mennesket og det, der ligger som det dybeste lag i vores eksistens. Det, der blandt andet føder religionen. Jeg tror, at religion står så stærkt i dag, fordi den netop giver dig et løfte om et svar. Et løfte om ikke at være tavs. Og et løfte om at lytte. Den tibyder dig ganske enkelt resonans. Derfor ser jeg også kirken - og især den kristne - som en af de sidste institutioner, der tilbyder et andet forhold til verden end det stumme og fremmedgørende, som ellers er det dominerende.”