Hjælpepræst fra Burundi: I er så ensomme i jeres tro

Hjælpepræst Christophe Ndikuriyo flygtede fra Burundi, da hutuer og tutsier slog hinanden ihjel. I Danmark savner han en kirke, der klart støtter ikke-vold og tilgivelse

Christophe Ndikuriyo er hjælpepræst ved de internationale gudstjenester, der holdes en gang om måneden i Jelling Kirke og Løget Kirke ved Vejle. Her ses han sammen med sognepræst Birgitte Rosager Møldrup. -
Christophe Ndikuriyo er hjælpepræst ved de internationale gudstjenester, der holdes en gang om måneden i Jelling Kirke og Løget Kirke ved Vejle. Her ses han sammen med sognepræst Birgitte Rosager Møldrup. - . Foto: Palle Peter Skov/Scanpix.

Da terroren ramte i København for et år siden, oplevede Christophe Ndikuriyo noget nyt. Mange danskere søgte spontant inden for i landets kirker, tændte lys og søgte fællesskabet i kirkerummet.

Normalt er det ellers ikke kirkerne, der lader til at være danskernes foretrukne samlingssted, og teologen fra Burundi undrede sig: Hvorfor opsøger mange her i landet kun Gud, når der sker frygtelige ting? Hvorfor ikke gå i kirke og bede eller spørge Gud om råd og vejledning, inden der sker en katastrofe?

”Fra de afrikanske kirker er jeg vant til, at kirken altid danner ramme for et stort og varmt fællesskab, og hvor alene det, at man er kristen, automatisk giver dig en lang række brødre og søstre, der er sammen med dig - både i medgang og i modgang. I Danmark oplever jeg derimod, at I er så private med jeres tro, at den først bliver synlig, når ulykken rammer. Og selv når I så søger kirken, er det jo også som privatpersoner, I er til stede,” siger Christophe Ndikuriyo.

Han kom til Danmark for knap fem år siden og bor i dag lidt uden for Vejle i et lille hvidt hus sammen med sin kone og deres fire børn.

Med fra Burundi har Christophe Ndikuriyo en bachelor i teologi, og i Danmark har han taget både en masteruddannelse ved Aarhus Universitet og er nu i gang med endnu en uddannelse som professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation. Han er samtidig hjælpepræst ved de internationale gudstjenester i både Vejle og Jelling.

Christophe Ndikuriyo er 45 år og kom til Danmark i 2011. Forud for opholdet i det ukendte land på mere nordlige breddegradder er gået en lang række år i frygt og usikkerhed med personlige oplevelser af tab, overgreb og flugt.

På det romersk-katolske præsteseminarium i Burundi, hvor han læste, studerede både hutuer og tutsier. Men hutuerne var i overtal i lige netop det område, og uden for seminariet skete der daglige drab på tutsierne, som er det mindretal, Ndikuriyo tilhører.

Indenfor blev stemningen også mere og mere anspændt, og Ndikuriyo oplevede at blive personligt forfulgt af biskoppen, der også var hutu. Han måtte derfor færdiggøre sin bachelor ved et privat kristent universitet og søgte derfra om at blive medlem i den anglikanske kirke, hvor han blev ordineret som hjælpepræst.

Han sidder og fortæller sin historie ved familiens spisebord, hvor der ovenpå voksdugen ligger en opslået Bibel fyldt med blå og gule markeringer af særlige tekststeder og en bog af Martin Luther King.

For selv om Christophe Ndikuriyo personligt har mistet både venner og familiemedlemmer på grund af voldelige overgreb, krig og flugt, så er han overbevist om, at vi skal følge den ikke-voldelige vej, som både Jesus og Martin Luther King står for - og at vi derudover skal leve vores liv i tillid til Gud.

”Flere af mine venner er døde, og min ene bror. Mange er også bare forsvundet, og jeg ved ikke, om de lever eller ej. Men det får mig ikke til at ønske hævn eller til at tro på, at gengældelse er vejen frem. For man kan ikke stå med Bibelen i den ene hånd og så bære våben i den anden. For mig at se er der slet ingen tvivl om, at enhver brug af vold blot fører til endnu mere vold, og at det i stedet må handle om at have tiltro til, at intet sker, uden at Gud ved det. Og den indstilling synes jeg, at kirken burde tale meget højere og tydeligere om. Det må da være kirkens rolle,” siger Christophe Ndikuriyo.

På postkassen foran huset står navnene på ægteparret Ndikuriyo og deres fire børn, blandt dem Hope og Blessing. Og at den lille familie har meget at takke Gud for, er Christophe Ndikuriyo slet ikke i tvivl om.

”I 2008 var min kone og jeg nødt til at flygte til nabolandet Congo, fordi krigen imellem hutuer og tutsier igen brød ud. En dag var min kone gået udenfor, mens jeg var alene hjemme med vores to børn - og så bliver byen angrebet. Den dag forandrede vores liv, for min kone og jeg bliver væk fra hinanden, og i to et halvt år aner jeg ikke, om hun er død eller levende. De små børn spørger hele tiden, hvor deres mor er. Hun var gravid på det tidspunkt, så jeg ved jo også, at der muligvis er kommet et nyt barn til verden, som jeg slet ikke har set.”

Og Christophe Ndikuriyo ser derfor det næste, der sker i forløbet, som endnu et tegn på, at Gud er med i alt, hvad der sker omkring os. Han er på seminar i Rwanda, hvor han fortæller en af de øvrige deltagere om sin ulykkelige situation, da der pludselig dukker en mand op, som har siddet og kunnet høre hans historie fra et af nabobordene.

”Han siger, at han netop har hørt en lignende historie i et land langt borte. I en kirke i Danmark, hvor en kvinde fortalte om sit tab af kontakt med sin familie. Han spørger, om han må give kvinden mit telefonnummer - og nogle dage senere hører jeg endelig hendes stemme igen.”

I dag er Christophe Ndikuriyo og de to ældste børn kommet til landet via familiesammenføring. Og kort efter han kom hertil, begyndte præsten fra Burundi på en masteruddannelse i Europas religiøse rødder, hvor han skrev afhandling om det eneste, han tror på som vejen frem, når det gælder volden og ufreden: Tilgivelse.

”Jeg siger som Desmond Tutu, at der er ingen fremtid uden tilgivelse. Og her må kirken meget mere på banen. Der er så mange udfordringer i verden i dag, og det nytter ikke, at kirken bare sover eller misforstår reformatoren Martin Luthers tale om de to regimenter, så den undlader at handle, når det lugter af politik. Kirken har muligheden for at være et stærkt og varmt fællesskab, der forholder sig til de foruroligende ting i verden, som terror og krig. Man må forstå, at folk bliver terrorister af en grund - og kirken har en opgave i at vise en anden vej,” lyder det fra Christophe Ndikuriyo.