Mon mennesket efterhånden er så oplyst, at det kan indgå et ægteskab uden Guds velsignelse og gejstlig hjælp?
Dette spørgsmål lyder trivielt i nutidens ører. Det var det ikke i 1783. Her var forslaget ikke bare grobund for en mindre skandale i Berlin. Det skulle vise sig at fostre en af de stærkeste tekster, menneskeheden har set.
Striden om det borgerlige ægteskab fik nemlig præsten Johann Friedrich Zöllner til i Det Berlinske Månedsskrift at beskylde oplysningsprojektet for at bedrive en samfundsundergravende dekadence, der forvirrer menneskenes hoveder og hjerter, og som undergraver moralen og ødelægger religionen.
En passant krævede Zöllner et svar på spørgsmålet: ”Hvad er oplysning?” – for det må man da have, før man overhovedet begynder at oplyse, mente han.
I Königsberg, 650 kilometer derfra, sad filosoffen Immanuel Kant, der et par år forinden havde udgivet sin revolutionerende ”Kritik af den rene fornuft”. Stik mod Kants forventning blev værket modtaget med larmende tavshed eller skeptisk afvisning.
Men hvis man skal tro litteraturprofessor Steffen Martus, der står bag århundredværket ”Oplysning – et epokebillede af Tyskland i det 18. århundrede”, fik pastor Zöllners spørgsmål ”reklamemanden” frem i Kant. Et par måneder senere leverede Kant i selvsamme månedsskrift den knivskarpe ”Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?”.
For et par skillinger kunne enhver læsende tysker erhverve skriftet hos alle boghandlere og posthuse og læse sætninger som: ”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed” og ”Hav mod til at bruge din egen forstand”.
Nej – det kickstartede ikke oplysningen. Tværtimod havde Kant skabt oplysningens slogan, netop her hvor oplysningstiden gik på hæld som historisk epoke.
At Steffen Martus i sit murstenstykke mesterværk kalder Kant for både ”gudsbenådet reklamemand” og ekspert i ”tanke-marketing”, kan forlede til at tro, at her er tale om en poppet introduktion til oplysningens filosofiske grundtanker. Det er langtfra tilfældet.
Martus’ tidsbillede af den tyske oplysning rækker fra selvkroningen af den brandenburgske kurfyrste Frederik den III til Frederik I af Preussen i Königsberg i 1701.
Dermed indledes et århundrede, hvor Preussen skulle stige op til en europæisk stormagt i det splittede Tyskland, mens blandt andre habsburgerne og Det Tysk-romerske Rige skulle vise sig at synge på sidste vers.
Læseren følger de store europæiske magtspil, kriser og krige som Den Spanske Arvefølgekrig og ”historiens første verdenskrig”, som Martus kalder Syvårskrigen 1756-63. Vi møder århundredets afgørende aktører og klasser i de praktiske sammenhænge, hvor de smeder deres alliancer, planer og overbevisninger – og hvor de er fedtet ind i forpligtelser, afhængigheder og dogmer.
Oplysningstiden bliver nemlig, ifølge Martus, ikke meget mere forståelig af kun at citere de store filosofiske strategier og litterære fantasier. Politik, jura, religion og videnskab, ja hele den samfundsmæssige praksis tog sig ikke nødvendigvis af de nye ideer, men forblev ofte stærkt fascineret af oplysningens skyggesider, af folketro og det okkulte. Derfor er der ingen vej udenom at dykke ned i historiens modsætningsfulde praksis.
I denne praksis er der for eksempel ikke tale om et gryende borgerskab, der langsomt, men retningssikkert frigjorde sig fra adelens undertrykkelse. Borgerskabet fandtes slet ikke i ental i de meget forskellige tyske residensbyer, garnisonsbyer, universitetsbyer, handelscentre og migrantbyer rundt i det usammenhængende ”rige i midten”, der ikke havde en centralmagt som England og Frankrig.
Dette geografisk splittede billede sørgede i øvrigt på ironisk vis for en særlig tysk oplysningsdynamik: Hvis de ledende figurer og tidsskrifter blev afvist eller censureret i det ene fyrstedømme, kunne de ofte flytte videre til det næste og dermed skabe en slags ”oplysningskonkurrence”.
I det voldsomme væld af anekdoter og vinkler har Martus bogen igennem fokus på de ny medier. Her var Hamborgs ”moralske tidsskrift” Patrioten tidligst ude allerede omkring år 1700. Dermed grundlagdes et format, der blandt andet med det engelske dagblad The Guardian som forbillede skulle bringe nyt schwung i samfundsudviklingen.
Her diskuteredes ikke så meget fakulteternes strid, hvor teologien fik hård konkurrence fra filosofi og jura i forsøgene på rent profane begrundelser af for eksempel statsorden og etik i kraft af naturretten. Det var markant mere hverdagsnære debatemner som det praktiske liv, sociale omgangsformer, religion og fromhed, der nu kunne diskuteres sort på hvidt.
Det er en af Martus’ hovedpointer: Det er mindre filosofiske postulater og programmatiske forestillinger om frihed og fornuft, der udgør oplysningen, end det er mediernes kritik og dermed samfundsdebat af religiøs dogmatisme, ufrihed og umyndighed.
Hele Martus’ pompøse bog kulminerer med Immanuel Kant, og det vises, hvordan Kants geniale oplysningsslogans har været med til at skabe et forvrænget billede af oplysningstiden som en fremadskridende, lineær proces. Her står oplysningen soleklar. Det var den bare ikke – det varede det meste af et århundrede, som var yderst broget.