Når vi i 2017 markerer 500-året for Reformationen, er det for lutheranerne en fest, der markerer både befrielse og en ny begyndelse. Men for katolikkerne er det i højere grad er en trist begivenhed, der markerer brud og splittelse af kirkens enhed.
Der er dog også tegn på forbrødring. For siden katolikken Luther i 1517 opslog sine 95 teser på døren til slotskirken i Wittenberg og endte med at blive ekskommunikeret af pave Leo X i 1521, har både den katolske og den lutherske teologi ændret sig.
Især de seneste 50 år har været præget af et intenst arbejde fra begge sider for dialog og gensidig anerkendelse mellem de to konfessioner - endda i en sådan grad, at blandt andet Det Lutherske Verdensforbund og Det Pavelige Råd for de Kristnes Enhed anbefaler fælles højtideligholdelse af jubilæet i 2017.
I et fælles dokument, ”Fra konflikt til fællesskab”, netop oversat til dansk, når katolske og lutheranske teologer frem til fem imperativer, der skal gælde samarbejdet og synet på hinanden fremadrettet. Her hedder det blandt andet i det første imperativ:
”Katolikker og lutheranere skal altid gå ud fra enhedens perspektiv og ikke fra splittelsens perspektiv for at styrke det, som de har fælles - også selvom det er meget lettere at se og erfare forskellene.”
Det er ikke mindst sekulariseringen og kristendommens deraf ændrede rolle, der har gjort tilnærmelserne ikke bare mulige, men også nødvendige, forklarer postdoc i teologi ved Aarhus Universitet Jakob Egeris Thorsen, der selv er katolik.
”Vi lever i en tid med fælles udfordringer. Kristendommen er ikke længere en selvfølge eller et fælles nationalt referencepunkt. Vi er på vej ind i et post-kristent samfund, hvor troen er blevet et aktivt tilvalg. Derfor er vi nødt til at besinde os på, at der er meget mere, der forener, end der skiller os. Vi har også fået en anden stor religion tæt på, islam, og sammenlignet med den bliver det tydeligt, hvor meget katolikker og lutheranere har tilfælles. Endelig handler det også om, at der er sket meget rent teologisk på de 500 år: Hvor man i begyndelsen havde travlt med at understrege forskellene for at styrke og opruste sig selv, er der nu større erkendelse af, at vi har en fælles arv, som vi har et ansvar for at forholde os til og forvalte i fællesskab.”
I det helt nære og konkrete kan man pege på, hvordan traditioner fra katolikkerne som for eksempel lysglober og pilgrimsvandringer har fundet vej ind i de lutherske kirker. Mens de fleste af salmerne i den katolske salmebog her i landet er hentet fra Den Danske Salmebog, samtidig med at katolikkerne også har indført menighedsråd.
De større teologiske tilnærmelser er blandt andet muliggjort af et ændret syn på Luther.
I dokumentet fra Det Lutherske Verdensforbund og Det Pavelige Råd for de Kristnes Enhed peges der på, at katolikker før har haft for travlt med at udpege Luther som den, der splittede kirkens enhed. Men ser man på realhistorien, erkender man fra katolsk side i dag, at Luther primært var interesseret i at få en akademisk diskussion om dele af den katolske lære. Herunder blandt andet spørgsmålet om aflad. At man populært sagt kunne købe sig til Guds syndsforladelse.
Hans mål var ikke at bryde ud og stifte sin egen kirke. Men hverken pave eller kejser gav ham mulighed for reel dialog. I nyere katolsk forskning beskriver man nu Luthers opgør sådan, ”at Luther fra sin side overvandt en katolicisme, som ikke var helt igennem katolsk”.
Al aflad forbundet med handlinger, der involverede finansielle transaktioner, blev i øvrigt afskaffet i 1567 af pave Pius V.
Luther bliver i den nyere forskning også omtalt som et seriøst religiøst menneske, der blot var optaget af spørgsmålet: ”Hvordan finder jeg en nådig Gud?”.
”Men den helt afgørende vending kommer med Andet Vatikankoncil, der finder sted fra 1962 til 1965. Det er først her, katolikkerne anerkender, at den ene sande kirke ikke udelukkende er til stede i den katolske kirke, og at alle andre er kættere. Ved dette koncil anerkender Vatikanet, at Kristi kirke også findes blandt de separerede brødre, og på den måde bliver det muligt for den romersk-katolske kirke at deltage i det økumeniske arbejde med de øvrige kristne fællesskaber,” fortæller Jakob Egeris Thorsen.
Det var også afgørende for den fortsatte forsoning og dialog, at pave Paul VI ved indledningen af samme koncil bad om tilgivelse for alle krænkelser, som var sket gennem den romersk-katolske kirke.
Også blandt lutheranere har synet på Luther forandret sig og givet anledning til revidering og selvkritik. Det gælder blandt andet Luthers antisemitiske værk ”Om jøderne og deres løgne”, men også hans teologiske forsvar og anbefaling af at forfølge gendøbere. I 2010 erklærede Det Lutherske Verdensforbund, at lutheranere ”føler dyb beklagelse og smerte over lutherske myndigheders forfølgelse af gendøberne og især over, at lutherske reformatorer har støttet denne forfølgelse med teologiske argumenter.”
”Der er selvfølgelig langt-fra tale om, at vi i dag så er nået frem til en enhedskirke igen - eller er på vej. Men også fra lutheraneres side peger man i dag på, at der er mere, der samler os, end der adskiller os. Og helt grundlæggende er vi jo fælles om en tro på den treenige Gud og åbenbaringen i Jesus Kristus, men vi er også fælles om at repræsentere et livssyn, der er et alternativ til det materialistiske, der ellers er dominerende,” siger lektor i teologi ved Aarhus Universitet Bo Holm, der selv er protestant og medlem af præsidiet for Reformationsjubilæet 2017 i Danmark.
Ud over et revideret syn på Luther er der hos både katolikker og lutheranere også kommet en større enighed om, at Reformationen selvfølgelig er den mest markante ændring i forhold til den enhedskirke, den brød med. Men at den katolske kirke også både før og efter har oplevet reformer, og at reformer altid vil være et vilkår for en levende kirke. Også den lutherske.
Denne enighed er også noget af det, der beskrives i det fælles dokument. Men især fremhæves den fælleserklæring om retfærdiggørelseslæren, som kom frem i 1999. Her bekender både lutheranere og katolikker:
”Alene af nåde og ved troen på Kristi frelsergerning, ikke på grund af vore fortjenester, bliver vi antaget af Gud og modtager Helligånden, som fornyer vore hjerter, udruster og kalder os til gode gerninger.”
”Den formulering er ikke alle lutheranere enige i. At tage formuleringen 'kalder os til gode gerninger' med er for dem at se at gøre køb på den lutherske tilgang, at det er Gud alene, der retfærdiggør og frelser os. På den anden side er der så katolikker, der oplever, at nutidens lutheranere har bevæget sig for langt væk fra den oprindelige lutherdom. For eksempel ved at tillade kvindelige præster og vielse af to af samme køn. Det er for mange katolikker et udtryk for, at lutheranere lader deres teologi styre for meget af samtidens skiftende idealer. At troen sekulariseres. Og her skiller et land som Danmark sig jo særligt ud med den tætte kobling mellem stat og kirke, der i den grad har ført politiske agendaer som for eksempel krav om ligestilling ind i kirkelivet,” siger teolog Jakob Egeris Thorsen.
Han peger i den sammenhæng også på fejringen af det forestående Reformationsjubilæum i 2017.
”Her i landet er den nationale markering lagt i hænderne på et politisk udpeget præsidium i stedet for i højere grad at lade folkekirken stå for højtideligholdelsen. Jeg synes, man skulle have fulgt opfordringen fra det fælles luthersk-katolske dokument: at bruge jubilæet som anledning til at fejre idéen om en kontinuerlig reformation som et fælleskirkeligt anliggende. Nu er det blevet en slags dansk-luthersk fest, med fokus udelukkende på folkekirken, og hvad der konstituerer det danske folk og vores samfund generelt. Det er lidt ærgerligt, synes jeg,” siger Jakob Egeris Thorsen.
Den indvending kan hans kollega på Aarhus Universitet, lektor Bo Holm godt forstå, men han mener også, at den er næsten uundgåelig.
”Grundlæggende har han ret, men staten har jo ikke patent på fejringen, og der kommer til at foregå en masse i kirkeligt regi også, som præsidiet ikke har ansvar for. Men i Danmark kan det næsten ikke undgås, at det nationale og det reformatoriske kommer til at smelte sammen, fordi en statslig fejring vil have fokus på det folkeoplysende og Reformationens betydning for det danske samfund. Jeg har dog selv været med til at sætte spørgsmålet om fælleskirkelig reformationsfejring til diskussion i Danmark i et fællesarrangement på initiativ af faget teologi på Aarhus Universitet med Det mellemkirkelige Råd som medindbyder. For det er vigtigt, at vi ikke glemmer de øvrige kirkeretninger. Reformationen har jo påvirket alle og ikke kun folkekirken.”