Kirken må tage stilling til national virkelighed

Domkirken

"Det er bare svært at blive ved med at sige, at der ikke er en ny virkelighed, som kirken må tage alvorligt," siger Jeppe Bach Nikolajsen om den danske kristendom i den nye globale æra. Foto: Arkivfoto

Det kristne fællesskab i nationalstaten må gentænkes, mener Jeppe Bach Nikolajsen, teolog og redaktør af ny bog om national kristendom

Det er tid til at gøre op med en dansk tradition, hvor man i høj grad tænker folk og kirke som ét. For i dag står folkekirken i lighed med andre kirker i Vesten i en ny situation, hvor den må forholde sig til, at den ikke længere er en kirke for alle, men må nøjes med at være en kirke for nogen.

Sådan lyder det fra Jeppe Bach Nikolajsen, der er lektor ved Menighedsfakultetet i Aarhus og har redigeret en ny antologi med titlen ”National kristendom til debat”. I bogen leverer en række skandinaviske teologer bidrag til en besvarelse af netop dét grundlæggende spørgsmål: Hvordan skal folkekirken forholde sig i et samfund, der ikke alene bliver stadig mere multikulturelt, men også multireligiøst.Ifølge Jeppe Bach Nikolajsen kan man i dansk sammenhæng groft skitseret i dag tale om to dominerende fløje i debatten om, hvordan national identitet og kristen identitet er forbundet, hvortil kommer et naturligt følge af positioner midtimellem. På den ene side en traditionel nationalkonservativ fløj, hvor det hævdes, at Danmark ikke bare er, men også bør være et kristent land. Og på den anden en pluralistisk orienteret fløj, hvor der argumenteres for, at Danmark både er og bør være kulturelt og religiøst mangfoldigt. Sidstnævnte position har i dag i høj grad vundet indpas i Sverige og Norge, mens det i langt mindre grad er sket i Danmark, mener Jeppe Bach Nikolajsen.

”Debatten om det spørgsmål har indtil nu været stor i udlandet, men har hidtil fyldt forholdsvist lidt herhjemme. På samme måde har der heller ikke indtil videre været mange indspark af mere teologisk karakter i denne debat om kirkens fremtid herhjemme,” siger Jeppe Bach Nikolajsen.

For at forstå situationen skal vi tilbage til den romerske kejser Konstantin, forklarer Jeppe Bach Nikolajsen. Da han konverterer til kristendommen i 300-tallet, legaliserer han kristendommen i Romerriget, hvor den siden bliver rigets officielle religion. Det sker efter 300 år, hvor kristne i Europa ikke havde nogen stor indflydelse i samfundets ledende lag. Herfra begynder den kristne tro og de europæiske stater at smelte sammen til en egentlig kristen enhedskultur.

Ifølge en række teologer er det begyndelsen på enden af denne konstantinske epoke, der nu fremkalder både en diskussion af, hvad kirkens rolle i samfund fremover skal og bør være med den konstantinske arv in mente, siger Jeppe Bach Nikolajsen.

”Der har særligt i de senere år været en markant international debat om, hvordan kirken i dag både skal forholde sig til denne konstantinske arv og de konstantinske kirkestrukturer, den har affødt, i forhold til hvordan fremtiden ser ud for kirken. Der er begyndende enighed om, at vi i disse år for alvor er på vej ud af denne konstantinske epoke. Det er en bevægelse, som for så vidt er begyndt helt tilbage i oplysningstiden, men som virkelig aktualiseres skarpt i disse år, fordi vi ser en samfundsmæssig udvikling, der nødvendiggør den diskussion,” siger Jeppe Bach Nikolajsen, som mener, at der i antologien lægges de første sten til en ny retning og teologisk position, som man hidtil har set meget lidt i Danmark.

Ifølge forskeren må man se debatten i lyset af, at færre og færre danskere benytter folkekirken til dåb og vielser, ligesom færre og færre er medlemmer af folkekirken.

”Det er alt sammen en del af en udvikling, der udfordrer kirkens selvforståelse. Her er det bud, der fremlægges i antologien, at kirken må begynde at forstå sig selv som en tradition i et givent samfund, som ikke nødvendigvis indbefatter alle, men som indbefatter nogle. Har man den præmis på plads, vil man begynde at kunne formulere klarere, at der også i den tradition findes en mulighed for et fællesskab, som ligger ud over det fællesskab, der ligger en slags garant for i nationalstaten, som vi kender den i dag: At der findes en bestemt kristen levevis og en kristen tilværelsesforståelse” siger Jeppe Bach Nikolajsen. Han mener, at kritikken, når man skitserer netop den position, formentlig primært vil handle om en eventuel risiko for, at kirken populært sagt vil lukke sig om sig selv.

”Personligt finder jeg dog finder dén indvending forfejlet. Man risikerer at gøre kirken tandløs, hvis man mener, at det er nødvendigt at den altid skal stå for det samme som flertallet af den danske befolkning. Kirken kan udfra sin tradition og egenart yde et bidrag til det danske samfund, som er selvstændigt. I stedet for at man altid fungerer og vil operere på flertallets præmisser, risikerer det at blive svært at finde ud af, hvad en sådan kirke egentlig selvstændigt skal stå for. Det er bare svært at blive ved med at sige, at der ikke er en ny virkelighed, som kirken må tage alvorligt og omstille sig til. Hvordan det bør ske, hvis man overhovedet mener, at det skal, vil man givetvis finde forskellige holdninger til,” siger Jeppe Bach Nikolajsen.