Da tæppet gik ned for det vestromerske rige i 476, begyndte middelalderen. Mørket lagde sig over antikkens strålende kulturproduktion med digte, tragedier, retorik og arkitektur, da magten skulle forvaltes af småfyrster og udannede konger, og en bycivilisation blev erstattet af fattige landbrugssamfund.
Men små lys glimtede alligevel i det vesteuropæiske mørke. Fra klostrenes skriptorier og kirkeskibe lyste de tællelys, der skulle holde den europæiske kulturarvs flamme i live, men også holde liv i kulturproduktionen igennem adskillige århundreder.
”Med Romerrigets fald går handelen stærkt tilbage. Byerne forfalder, skolerne mister deres økonomiske grundlag og lukker, og i 500-tallet er den justinianske pest med til at banke Europa ned. Vi får et par århundreder med kaos og tilbagegang. Men ret hurtigt begynder det at gå fremad. Og det skyldes blandt andet klostrene,” siger Steffen Heiberg, historiker og forfatter til ”En ny begyndelse” om Europas kulturhistorie i middelalderen.
Munkevæsenet kom til Vesteuropa fra Orienten, hvor der især var tale om en eremitisk og mystisk munketradition. I Vesteuropa samlede munkene sig snarere i små samfund, der fulgte forskellige mere eller mindre strenge og deltaljerede regler. I det sjette århundrede blev Benedikt af Nursias regel en af de mest udbredte, og især blev benediktinerklostret i Cluny i det sydøstlige Frankrig et magtcentrum i 1000-tallet. Men i 1100-tallet havde cistercienserordenen, en benediktinsk reformorden, overtaget stillingen som den mest indflydelsesrige munkeorden.
”Efter Romerrigets fald gik byerne voldsomt tilbage, og klostrene overtog nogle af de funktioner, som i antikken var knyttet til byerne. Klostrene havde håndværkere og købmænd tilknyttet og desuden en produktion af varer, herunder selv våbensmedjer. Og de blev især store jordbesiddere. Det pudsige er, at klostrene, der har som ideal at forsage verden, bliver stærkt engageret i denne verden. Samtidig er de med til at bevare den antikke kulturarv. Det er i klostrene, at man igen begynder at afskrive de antikke forfattere,” konstaterer Steffen Heiberg.
Det bekræftes af Jacques Dalarun, historiker med speciale i middelalderhistorie ved den franske forskningsinstitution CNRS:
”Klostrene får nærmest monopol på kulturlivet i middelalderen. De ikke blot bevarer det eksisterende for eftertiden, de sikrer også en fortsat kulturproduktion, og især i klostrenes guldalder fra det 11. og 12. århundrede er det her, den væsentligste kulturproduktion finder sted,” siger han.
”De kopierer uafladeligt evangelierne og de bibelske tekster, men disse tekster bliver også udstyret med oversættelsesnoter og andre forklaringer og danner grundlaget for den første bibelske eksegese. De smukkeste bøger bliver dyre kunstværker med guldbelagte illustrationer. Og samtidig udvikles Europas musikalske tradition i klostrene, ikke mindst med den gregorianske kirkesang, men også, fordi bibelrecitationerne ofte synges for at fremme udenadslæren. Og de første nodesystemer udvikles, for at den liturgiske sang kan lyde nogenlunde ens, når munkene rejser fra det ene kloster til det andet,” siger Jacques Dalarun.
Klostrene er med andre ord Europas vigtigste intellektuelle centre, indtil de første universiteter oprettes i det 11. århundrede, det første i Bologna omkring 1088 efterfulgt af universiteterne i Paris og Oxford.
”De vigtigste teologer er munke, men de fortsætter også historietraditionen og skriver de første historiske værker. Saxo Grammaticus er jo munk, og hans Gesta Danorum er et af de bedste historieværker på sin tid, både litterært og sprogligt,” påpeger Steffen Heiberg og understreger, at cisterciensermunkene desuden er med til at fremme den tekniske udvikling inden for landbrugsproduktion, men også med udviklingen af for eksempel vandmøller.
”Ved slutningen af middelalderen overgår den tekniske kunnen klart det, man kunne i antikken,” siger Steffen Heiberg.
Klostervæsenet kom for alvor til Danmark med cisterciensermunkene, blandt andet takket være et personligt venskab mellem biskop Eskil og Bernhard af Clairvaux. I sommeren 1144 vandrede 12 munke og ni lægbrødre fra det oprindelige moderkloster i Citeaux til Skåne for at grundlægge det første cistercienserkloster, Herrevard, efterfulgt af klostrene i Esrom, Øm og Vitskøl.
Af cisterciensernes oprindelige moderkloster i Citeaux i Bourgogne er kun ruiner tilbage. Bernhards magtfulde kloster i Clairvaux står stadig, men har levet en omskiftelig tilværelse, siden munkene blev sat på porten efter Den Franske Revolution. De gedigne bygninger blev først benyttet som værksteder, og blandt andet blev klosterkirken benyttet til glasproduktion.
I 1804 købte Napoleon klostret og gjorde Clairvaux til et fængsel, og det tidligere kloster var et af Frankrigs vigtigste fængsler. I dag hører bygningen under Kulturministeriet.
”Klostrene var spydspidserne i middelalderens europæiske samfund. Det kan forekomme paradoksalt, men de var de laboratorier, der udviklede moderniteten,” mener Jacques Dalarun.