Kun den dårlige skæbne giver verden lys

Mit ærinde er ikke at finde ud af, hvad Kafka mente, jeg er ikke ude på at identificere hans politiske holdninger. Grundlæggende er det ikke meninger, han skriver om. Han beskriver snarere sociale mekanismer. Han beskriver den forproces, hvor det politiske fællesskab dannes, siger Isak Winkel Holm om sit store idol Franz Kafka. Foto: Brian Bergman / Scanpix

Som regel er vi ikke i stand til at se den forproces, hvor nogle mennesker kendes værdige og andre uværdige til loven. Kafka gør os bevidste om processen, han bruger sine værker til at trække den frem i lyset,
Isak Winkel Holm

Kafkas litteratur kaster lys over den proces, der bestemmer, hvem der har en stemme, og hvem der ikke har, siger litteraturprofessor Isak Winkel Holm i ny bog

Isak Winkel Holm var et stykke tid om at finde ud af, hvorfor Franz Kafka blev ved med at forfølge ham. Professoren i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet kunne ikke lægge forfatterskabet fra sig.

Noget i de mørke fortællinger om urokkelige, skæbnebestemte love og mennesker, der lider under dem, blev ved at pirre hans intellektuelle nervespidser.

”Kafkas forfatterskab har fulgt mig i over ti år. Jeg blev ved med at have en fornemmelse af, at der var noget påtrængende vigtigt i det, som jeg havde svært ved at komme til bunds i. Jeg prøvede igen og igen, med forskellige tilgange, fordi jeg blev nødt til at forstå det her. Kafka fik mig blandt andet til at genlæse store dele af den politiske filosofi, indtil det gik op for mig, at han grundlæggende taler om den politiske proces, der finder sted, når det afgøres, hvem der er værdig til loven og kan få adgang til at definere den. Kafkas forfatterskab handler om retfærdighed på dette helt grundlæggende niveau. Om hvem, der har en stemme. Og forfatterskabet kaster for mig at se lys over denne proces, ikke i kraft af den historie, som værkerne fortæller, men i kraft af det, værkerne gør ved læseren, i kraft af den æstetiske erfaring af værkerne,” siger Isak Winkel Holm.

Disse 10 år med Kafka er der kommet en meget rost doktorafhandling ud af og senest også en bog, en gennemskrevet udgave af doktorafhandlingen. ”Stormløb mod grænsen. Det politiske hos Franz Kafka” åbner en ny dør til Kafkas forfatterskab.

Og når Isak Winkel Holm slår denne dør op på vid gab, er det ikke en håbløs, mørk og absurd labyrint af urokkelige strukturer, der viser sig. Men netop muligheden for at rokke ved det urokkelige.

Isak Winkel Holm gør op med den massive fatalisering af forfatterskabet og med selve forestillingen om ”det kafkaske”, der ifølge Den Danske Ordbog betyder noget mareridtsagtigt og ”så uigennemskueligt eller bureakratisk, at det virker absurd”.

I stedet for det fataliserende ”kafkaske” begreb foretrækker han at tale om begrebet foruroligelse. Og det er netop med udgangpunkt i denne grundstemning af uro og ubehag, der gennemsyrer forfatterskabet, at han forsøger at nærme sig det politiske hos Kafka.

”Foruroligelsen er en reaktion på en fejl i det sociale livs regnskab. Langt de fleste Kafka-forskere vil formentlig mene, at hans litterære værker handler om eller anden form for uretfærdighed eller meningsløshed i det menneskelige liv. Det afgørende er, hvordan man mere præcist forstår denne uretfærdighed. Jeg vil hævde, at det centrale problem i Kafkas litterære værker (...) er en politisk fejl, der handler om selve grænsedragningen mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige, mellem indenfor og udenfor i det politiske fællesskab,”skriver han.

”Mit ærinde er ikke at finde ud af, hvad Kafka mente, jeg er ikke ude på at identificere hans politiske holdninger. Grundlæggende er det ikke meninger, han skriver om. Han beskriver snarere sociale mekanismer. Han beskriver den forproces, hvor det politiske fællesskab dannes. En proces, hvor mennesker tolker hinanden ud fra et fletværk af forestillinger om, hvem der er medlemmer af dette politiske fællesskab, og hvem der ikke er. Han beskriver den proces, der gør en flok til et folk, som Rousseau formulerede det. Eller det øjeblik, hvor Moses ved foden af Sinai-bjerget giver en flok bortløbne jødiske slaver Loven og fører dem gennem ørkenen som et folk, et billede som Kafka vender tilbage til igen og igen,” siger Isak Winkel Holm.

Men det er netop i denne indstiftelse af det politiske fællesskab, at foruroligelsen har rod.

”Foruroligelsen hos Kafkas fiktive personer skyldes deres følelse af, at noget er helt galt i det sociale regnskab over, hvem der regnes for borgere, og hvem der ikke gør. Kafka beskriver for eksempel selv, hvordan han bliver opmærksom på sit eget syn på de kvindelige medarbejdere på den asbestfabrik, som han var direktør for sammen med sin svoger. I en dagbogsoptegnelse analyserer han, hvordan han selv i sin egenskab af direktør behandler sine underordnede, som om de ikke var medmennesker, som om de ikke var omfattet af de helt almindelige høflighedsregler. I den forstand beskriver Kafka ikke et abstrakt fænomen, men en konkret mekanisme, som vi kan observere i vores eget dagligliv,” siger Winkel Holm.

”Da jeg skrev bogen, boede jeg på Vesterbro i København, hvor to sociale virkeligheder eksisterer side om side. Ved siden af de smarte caffe latte-caféer ligger der bordeller med handlede kvinder. Jeg er selv rigtig god til at overse de bordeller. Kvinderne dér har ingen stemme, de har ikke samme medborgerstatus som os andre. Et andet eksempel oplevede vi i USA under orkanen Katrina for præcis ti år siden, hvor det viste sig, at politiet ikke beskyttede alle borgere mod konsekvenserne af orkanen, men snarere beskyttede nogle borgere mod nogle andre mennesker. Kafka beskriver, hvordan denne sortering af mennesker foregår. Som regel er vi ikke i stand til at se den forproces, hvor nogle mennesker kendes værdige og andre uværdige til loven. Kafka gør os bevidste om processen, han bruger sine værker til at trække den frem i lyset,” siger Isak Winkel Holm.

Foruroligelsen skyldes ikke blot den uigennemsigtige domshandling, men også forestillingen om, at den sociale orden er urokkelig.

Også det rækker ind i vores egen tid, mener Isak Winkel Holm.

”Jeg synes, vi i stigende grad oplever, at flere og flere forhold ikke længere kan sættes til diskussion, men fremstilles som urokkelige sandheder: 'Sådan er det bare.' Vi får at vide, at økonomiske reformer er nødvendige. Man kunne tale om en skæbnegørelse af økonomien, en langsom indskrænkning af det politiske rum, en slags domænetab for den demokratiske samtale, som for eksempel når grækerne får at vide, at deres demokratiske beslutninger må vige for økonomien. Som Margaret Thatcher sagde i sin tid: ”There is no alternative” - Der er ikke noget alternativ. Igen udtrykker Kafka ikke nogen politiske meninger om samfundet. Han trækker kun de underliggende mekanismer frem i lyset og gør dem synlige for os,” siger Isak Winkel Holm.

Og når mekanismerne er synlige, kan de ændres.

Også her modsiger Winkel Holm den fatalistiske læsning af den jødiske forfatter, som blandt andet var stærkt optaget af Søren Kierkegaard, den eneste filosof, han skrev om.

”Der er meget teologisk tankegods hos Kafka, ikke mindst i 'Slottet', som kan læses som en lang dialog med Kierkegaard, og som også rummer klare henvisninger til kristendommen og Paulus via personerne Barnabas, som er Paulus' ledsager, og Galater, der refererer til Paulus' brev til Galaterne. Det protestantiske nådesbegreb spiller en vigtig rolle i romanen, og det er tydeligt, at Kafka stiller nåden over for den jødiske lovreligion. For Kafka er sammenstødet mellem ret og nåde et sammenstød mellem en normaltilstand, hvor loven gælder og står ved magt, og en undtagelsestilstand, hvor reglerne er suspenderet, og vi altså får nåden som ufortjent gave,” forklarer Winkel Holm.

Vigtigt er det, siger Winkel Holm, at man skelnermellem det, litteratur handler om, og det, den gør. Og Kafkas værker giver ikke kun en fremstilling af en fejl i det sociale livs regnskab. De giver også ”et litterært perspektiv på verden, og de giver læseren en impuls til at forandre den virkelige verden uden om litteraturen”.

”Der er selvfølgelig gode grunde til, at Kafka ofte læses fatalistisk, som en slags mørkemand. Hans hovedpersoner lider næsten alle en krank skæbne, det lykkes dem ikke at forandre verden, selvom nogle af dem prøver. Men man skal skelne mellem hans fortælling og hans projekt. Et litterært værks virkning i verden kan ikke måles på, hvordan historien ender. Det er det, jeg kalder for Kafkas lysvirkning, og som han selv beskriver i et brev allerede i perioden omkring 1909 og 1910. Her udtrykker han klart, hvorfor han interesserer sig for folk, som det går skidt,” siger Isak Winkel Holm.

I brevet til Ernst Eisner, hans tidligere direktør i forsikringsselskabet Assicurazioni Generali, kommenterer Kafka en af forfatteren Robert Walsers romanfigurer, Simon, som er, skriver han, en ”dårlig karriere”, med andre ord en mislykket eksistens.

”Det er en meget dårlig karriere, men kun en dårlig karriere giver verden det lys, som en ikke fuldkommen, men dog god forfatter vil frembringe,”skriver Kafka, der nævner sig selv som en af de forfattere, der udmærker sig ved at frembringe ”denne lysvirkning i temmelig gode romaner”.

”Det, jeg interesserer mig for hos Kafka, er netop denne lysvirkning. Kafka har en forestilling om, at litteraturen er til for noget, at den er et redskab, der kan bruges til at kaste et bestemt lys over verden. Helten bukker ganske vist under, men den afgørende begivenhed finder ikke sted i værket, men i kraft af værket, i kraft af den lysvirkning, som den dårlige karriere kan bruges til at kaste. Den politiske begivenhed skal hos Kafka søges i selve læseakten,” siger Isak Winkel Holm.