Forfatter: Derfor skriver jeg om fejring af mord

Klaus Theweleit. Foto: Scanpix

Fællestræk er helt sikkert angsten for det indre sammenbrud, erfaringer af udgrænsning og nederlag
Klaus Theweleit

Nogle samfund er særligt disponerede for at producere afstumpede mordere, men i vores tale om krigens vilkår glemmer vi alt for ofte at tale om morderen som konkret kropsligt individ, mener forfatter Klaus Theweleit, der netop har udgivet en bog om lysten til at dræbe

Du har skrevet en bog om latter og drab. Hvorfor denne morbide blanding?

”Bogen handler om at myrde. De beskrevne gerningsmænd griner her måske ikke aktivt, latteren bryder nærmere ud af dem. Altså en latter, der søger en frigørelse fra en fysisk spænding ophobet gennem en ulykkelig opvækst eller dårlige erfaringer i puberteten.”

”Denne latter og fejring af mord er ikke noget spekulativt emne, men et veldokumenteret fænomen, der ikke mindst med terrororganisationen IS efterhånden er svært at overse. Alligevel er den stort set ubehandlet i den videnskabelige udforskning af profiler bag vold og mord.”

Du laver fintmaskede analyser af gerningsmænd fra SS-soldater over Anders Breivik til Charlie Hebdo-terroristerne. Hvad forbinder disse dræbere?

”For det første, at de er mænd. For det andet, at de er i en særlig fysisk tilstand som følge af miserable personlige erfaringer i deres opvækst. Og for det tredje, at de fiktivt eller reelt tilhører grupper, som de tilskriver deres gerninger.”

”Selvom han var alene, myrdede Breivik ikke på egne vegne, men som tempelridder, hvis angivelige beskyttelse af Vesten han jo skrev et enormt manifest om. Nazisterne havde deres egen ideologiske opbakning, også jihadisterne handler i en højere sags tjeneste, når de myrder i den Islamiske Stats navn. Der er altså en større organisation, som både dækker, beskytter og forlanger disse handlinger. Uden denne overbygning ville de jo bare begå almindelig kriminalitet og ikke den 'guddommelige kriminalitet', som udgør grundlaget for fejringen af myrderiet.”

”Hvis man ser på historien, er der et voldspotentiale i næsten alle religioner. At jihadisterne dør med et 'allahu akbar' på læberne betyder ikke nødvendigvis, at de er særligt religiøse, men nærmere, at de har behov for at indgå i en større mission.

At dræbe er en konkret proces, skriver du, og kritiserer samtidig forestillingen om, at abstrakt ideologi alene kan udløse massemord og terror. Men er det virkelig så konkret inde i hovedet på et menneske, der styrter et fly ind i en skyskraber?

”Det kan der ikke svares alment på. Jeg ved ikke, hvad der er sket inde i Mohammed Atta eller i den enkelte unge, der bliver jihad-kriger. Det kræver langt mere viden om gerningsmanden, et psykologisk portræt. Men fællestræk er helt sikkert angsten for det indre sammenbrud, erfaringer af udgrænsning og nederlag.”

”Det er typisk utilpassede mænd, der har oplevet flere brud i deres biografi, deres fædre har måske været fraværende, mødrene overbebyrdede, de har lidt utallige nederlag i skolen, i kærlighedsforhold, i uddannelsesforløb og i sportsforeningen. De har måske allerede fængselserfaringer, føler sig ikke anerkendt og er dermed også nemme ofre for radikale prædikanter, der kan give dem grund under fødder og tilbyde dem en 'stormagt', de kan blive en del af.”

”Derfor kan vi heller ikke overbevise dem med snak om 'den vestlige civilisations overlegenhed' eller 'bedre værdier'. De skal finde konkret fodfæste i kraft af anerkendelse, affærer, gruppetilhørsforhold, venner, kolleger - erfaringer, der forplanter sig positivt.”

Du taler om utilpassede og ”fragmenterede” unge mænd med dårlige erfaringer. Det lyder, som om terror-potentialet er mere eller mindre uendeligt?

”Dræberen kan ikke udledes af denne generelle beskrivelse. Men der er helt sikkert ikke tale om et uendeligt potentiale. I Norge er der måske 10-20 mænd, der kunne havne i Breiviks kategori. I Holland og især Belgien er der åbenlyst flere, mens der fra Tyskland hidtil har været 700-1000 unge, der er taget til Syrien eller Irak for at tilslutte sig IS.”

”Det er åbenlyst, at visse samfund og ideologier fremmer denne karakter - autoritære strukturer, tæsk som opdragelsesmiddel, analfabetisme, kvindeundertrykkelse og meget andet, der kan stå i vejen for en sund personlig udvikling.”

Hvorfor er det kropslige i dine øjne så undervurderet i de gængse forsøg på at forklare massemordere og terrorister som for eksempel i den islamistiske terrorbølge?

”De fleste journalister og historikere mangler åbenlyst de psykologiske værktøjer for at forstå den enkelte gerningsmand. Det hænger formentlig sammen med en stor distance, fordi de ikke - som min generation i Tyskland - har været direkte konfronteret med spørgsmålet om, hvordan de personlige psykiske strukturer var i en forældregeneration, der passivt eller aktivt deltog i et folkemord uden sidestykke. I gængs litteratur om krig hedder det ofte, at der her gælder særlige regler, eller normsættene sættes ud af kraft - men dermed udviskes det individuelle, selvom det er konkret for den enkelte.”