Når man går ind på Nürnbergs markedsplads, troner fra østsiden den gotiske Frauenkirches facade. Hver dag klokken 12 spiller små fanfareblæsere i et klokkespil, bygget omkring facadens kunstur. Derefter går syv små kurfyrster omkring kejseren, der hilser med scepter.
Selvom det er uklart, hvor meget restaureringsarbejde der er blevet foretaget gennem årene, er klokkespillet og uret ladet med historie, for ifølge byens annaler begyndte man konstruktionen, i hvert fald af det første ur, helt tilbage i 1361, og kirkens vestside er bevaret fra tiden omkring kirkens opførelse i 1358.
Det er overraskende, for Anden Verdenskrigs luftslag gik meget hårdt ud over Nürnberg. I januar 1945 blev byens gamle del smadret, og i luftslaget om Nürnberg i april 1945 blev byen så hårdt medtaget, at man efter krigen overvejede helt at lade byen være og genopbygge noget lignende på en anden beliggenhed.
Men faktisk overlevede næsten alle byens kunstskatte, inklusive kirkernes. Det skyldtes, at tre af byens mest magtfulde politikere alle var fremsynede – og kunstinteresserede – NSDAP-medlemmer. De vidste godt, at selvom Goebbels flere gange i radioen forsikrede det tyske folk om, at der ikke ville komme krig på tysk jord, så ville det ikke holde. Derfor transporterede de store dele af byens kunstskatte ned i den såkaldte kunstbunker under Nürnberg, og de murede Frauenkirches skattede vestfacade ind i beton.
Det gjorde, at det hele overlevede krigen.
Det rummer sin egen sælsomme historiske ironi. For den vestfacade, de tre kunstelskende nazister fik hældt beton ud over, inden luftslagene over byen begyndte, var netop i sin tid ikke bygget på hvad som helst. Den var bygget på ruinerne af en synagoge, der selv blev jævnet med jorden under jødepogromer mellem 1348 og 1351. Pogromerne fordrev stort set alle jøder fra Nürnberg. I 1991 lagde man en sten med den jødiske davidsstjerne og årstallet 1349 ned i kirkens korgulv.
Kirkens sære historie rummer en række træk, der anskueliggør den tyske kirkehistoriker Thomas Kaufmanns arbejde med Reformationen og Martin Luthers forhold til jøderne. Det er nemlig en af hans pointer, at de antisemitiske udfald, man kan finde i nogle af Luthers skrifter, i nogen grad er idiosynkratiske af den grund, at der stort set ikke var nogen jøder tilbage i de områder af Tyskland, hvor Luther boede i løbet af sit liv.
De var for længst blevet udryddet eller uddrevet som i tilfældet Nürnberg, mere end 100 år før Luthers fødsel. Manden kan med andre ord ikke være stødt på ret mange jøder i sin hverdag, selvom der naturligvis er enkelte optegnelser fra såkaldte ”lærde samtaler”, Luther førte med enkelte rabbinere.
Thomas Kaufmann udgav i 2014 bogen ”Luthers Juden” (på dansk: ”Luthers jøder”). Der fortæller han eksempelvis om et møde i midten af 1520’erne, hvor to eller tre rabbinere opsøgte Luther i Wittenberg. Ifølge Kaufmann fortalte Luther ofte om samtalen i de efterfølgende godt 20 år, men i ret forskellige versioner.
Kauffmann mener dog at kunne identificere historiens kerne: Rabbinerne kom tilrejsende for at føre en teologisk debat med Luther og indledte med at påpege, at mange kristne var begyndt at lære hebraisk og læse jødiske bøger. Det fik ligefrem en af rabbinerne til at nære det håb, at mange kristne snart ville vende sig til jødedommen. Derefter begyndte de at strides om to passager fra Det Gamle Testamente og deres mulige kristologiske karakter. Det drejede sig om afsnittet fra Esajas’ Bog, 7,14:
”Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel”. Og det drejede sig om Jeremias’ Bog 23,6: ”I hans dage skal Juda frelses og Israel ligge trygt. Han skal få dette navn ’Herren er vor Retfærdighed’.”
Derfra tog samtalen det, Kaufmann kalder en ”for Luther kedelig drejning”. Luther hævdede nemlig, at disse to gammeltestamentlige vers beviste, at Jesus var Guds søn, mens rabbinerne indvendte, at Talmud og den jødiske tradition ikke kendte noget til en henvisning til Jesus i disse vers. De værgede sig med andre ord, hvilket Luther ikke kunne acceptere.
Denne meningsudveksling blev for Luther et bevis på, at teologiske debatter med jøder angående gammeltestamentlig eksegese aldrig kunne føre til noget, fordi de lige som papisterne satte tradition over skriften. Som Kaufmann påpeger, kan det nok være, at Luther drog denne lære af mødet med de lærde rabbinere, men man skiltes ikke i fjendskab. Tværtimod udstyrede Luther rabbinerne med et rejsebrev, der befalede, at man skulle give dem fri rejse gennem kurfyrstedømmet Sachsen. Han tilføjede blot den lille kristologiske spydighed til brevet, at man ”for Kristi skyld skulle lade dem rejse frit”.
Kaufmanns pointe er, at de altså ikke skiltes i åbent fjendskab, og at man faktisk udmærket var i stand til at føre en teologisk samtale. Men han påpeger også, at det faktum, at Luther så ofte vendte tilbage til denne hændelse, viser, at Luthers håb om massive jødiske omvendelser til kristendommen her led et knæk, og at det formentlig desillusionerede ham kraftigt.
Thomas Kaufmann sidder ikke i Nürnberg, men i Göttingen, så Kristeligt Dagblad kører fra Nürnbergs Frauenkirche 350 kilometer mod nord. Han sidder bestemt heller ikke i et barokbyggeri fra tiden før Reformationen, men i en moderne betonbygning.
Kaufmanns bog om ”Luthers jøder” er anerkendt for sin nøgterne undersøgelse af Luthers forhold til judaismen og samtidens tyske jøder, fordi den ikke fordømmer Luther, men stadig ikke underkender hans til tider eksplicitte antisemitisme.
Forsøget på en balancegang ligger allerede i titlen. Som Kaufmann forklarer i bogens forord, ville titlen ”Luther og jøderne” i bestemt form allerede antyde, at der foreligger en stringent og objektiv tilgang til jødedommen i Luthers skrifter, hvilket Kaufmann benægter. Med ”Luthers jøder” vil han i stedet antyde, at der, til citat, er tale om ”et konglomerat af diffus frygt, kalkulerede publicistiske aktiviteter, specifikt aktiverede bibelske traditioner, men også af generel forurettelse, af kulturel skik og af fantasi”.
Disse træk kom altså blandt andet af Luthers desillusion over sin manglende succes med omvendelse af jøder. Det kan jo også synes sært, at manden, der lykkedes med så meget andet, havde meget begrænset succes i den henseende. Thomas Kaufmann smiler:
”Det er et godt spørgsmål, hvorfor netop jødeomvendelsen ikke lykkedes særligt godt! Jeg tror, at det skyldtes Luthers antagelse af, at der ingen barmhjertighed er at finde i jødedommen, men udelukkende kravet om lovopfyldelse. Luthers grundantagelse var her, at jøder lider under loven, hvilket jo også er et paulinsk motiv. Men jeg mener ikke, at kategorierne lov-evangelium kan bruges på jøderne og Toraen på denne måde, og derfor var Luthers religiøse beskrivelser af jødernes situation for ensidig til at virke. For en ikke-kristen, for en, der ikke bekender sig til kristustroen, er det en meget fremmed tanke, at det centrale i kristendommen er en korsfæstet Gud. At Guds vej ned i elendigheden også er vejen til frelsen, skulle Luther have været bedre til at forklare jøderne: Hvorfor vejen til korset med andre ord er vejen til frelsen. Man skal tage alvorligt, at korset er et skandalon (anstødssten, red). Luther blev overrasket over, at de lærde rabbinere kunne argumentere så teologisk for deres position, og regnede dem egentlig blot for forstokkede.”
Kaufmanns bog skjuler på ingen måde, at der i særdeleshed mod slutningen af Luthers liv findes meget krasse udfald mod jøderne. Særligt skriftet ”Von den Juden und ihren Lügen” (på dansk: ”Om jøderne og deres løgne”) fra 1543 rummer elementer, som nazisterne med stor glæde brugte til antisemitisk propaganda, og igennem det meste af sit liv viderekolporterede Luther også en hel del antijødisk tænkning.
Eksempelvis hævdede Luther, at jøderne omskar deres drengebørn ved at flænse forhuden af med neglene, at de forgiftede brøndene, og at de begik ritualmord på kristne. Disse ting havde han faktisk benægtet i 1523 med det sigende skrift ”Dass Jesus Kristus ein geborener Jude sei” (på dansk: At Jesus Kristus var født jøde). Men mod slutningen af sit liv hævdede han altså disse ting, selvom han ifølge Kaufmann mødte så få jøder i sit liv. Spørgsmålet er, hvor vigtig en opdagelse det er, at han havde så lidt med konkrete jøder at gøre?
”Selvom Luther ikke mødte mange jøder i sit liv, var de jo naturligvis et tema for ham gennem Det Gamle Testamente. Jøderne havde en stor, fiktiv betydning som indbegreb af alt det, man på Luthers tid afskrev, og det skyldes til en vis grad Det Nye Testamentes rolle i Luthers liv. Man må huske på, at Luther ikke havde nogen historisk afstand til Det Nye Testamente, han levede så at sige i det.”
Mener De, at denne manglende historiske afstand undskylder eller forklarer de mere antisemitiske skrifter fra Luthers hånd?
”Jeg har ikke nogen apologetisk interesse. Med bogen vil jeg tydeliggøre, at for Luther lå jøderne på et helt andet realitetsniveau, end de gør for os i dag. Det, vi kan skelne imellem – fiktion og realitet – kunne Luther ikke. Jeg prøver at historisere ham, at se, hvordan denne mand tænkte meget anderledes end os. De få jøder, han møder, indsætter han i en nytestamentlig virkelighed. De var en drøm, en bibelsk forestilling for ham. Jeg prøver at forklare hans verdensbillede gennem historisk arbejde.”
Men hvis De mener, at han fandt sit jødesyn i Bibelen, hvordan forklarer man så, at nogle af hans angreb på jøderne ikke har bibelsk belæg, sådan som De også skriver?
”Det er sandt, at Luther ikke kun fik sit billede af jøderne fra Bibelen. Der er også en mængde almindelig ressentiment i påstande som eksempelvis, at jøderne forgiftede brønde, eller at de ville være verdensherskere. Disse ting tilhører en generel, førmoderne antisemitisme fra samtiden.”
Men De taler også om Luthers ”proto-racistiske udsagn”?
”Et par steder i min bog viser jeg, at Luther ytrer tvivl om, hvorvidt dåben kan virke for jøder, og det begrunder han med jøders ’væsensnatur’. Det ser jeg som et proto-racistisk argument. Jeg mener ikke, at Luther altid hævdede dette, og skepsis over for døbte jøder kan man finde mange steder i samtiden. Men som alle andre teologer vidste Luther, at forskellen på jøden og den kristne udelukkende er dåben. At han visse steder ytrer tvivl om dette, er teologisk set et absolut problematisk sagsforhold.”
”Vi skelner til tider mellem antijudaisme og antisemitisme. Den første er religiøst motiveret, mens den anden er bestemt af race eller biologi. Denne begrebslige skelnen er naturligvis bekvem. Nogle finder det så provokerende, at jeg dokumenterer, at også den anden, antisemitismen, er til stede hos Luther. Han mener eksempelvis, at jøder har urent blod. Du godeste, hvor ved han det fra? Den slags tilhører antisemitismens historie.”
I Danmark hører man til tider hævdet, at skriftet ”Om jøderne og deres løgne” er et af de mest antisemitiske skrifter i Vestens historie. Er det efter Deres mening korrekt?
”Nej. Dette skrift er relativt ukendt, fordi kun en meget lille del af det bliver læst. Men over 90 procent af det er lang og kedelig bibeleksegese og handler om, hvordan enkelte gammeltestamentlige passager kan fortolkes kristologisk. Hvis man som jeg har en historisk-kritisk intention med sin Luther-forskning, er det et ret kedeligt skrift. Når man medtager disse ting, synes jeg ikke, at det er så antisemitisk i sammenligning med meget andet. Det er upassende at kalde det et af de mest antisemitiske skrifter, vi har. Men det er klart, at der er syv-otte sider, der er præget af et dybt jødefjendskab, og derfor har det fået en vild virkningshistorie.”
At ”nogle finder bogen provokerende”, som Kaufmann nævner, er ikke svært at tro. For selvom den oftest hyldes som en god balancegang mellem åbenhed og forsøg på historisk forklaring, skriver Kaufmann også, at Krystalnatten på en vis måde repræsenterer et ”Luther-ord, der når sit mål”. Men selv med så voldsom en påstand mener han dog ikke, at den evangeliske kirke i dag behøver at have et problem:
”Den evangeliske kirke verden over har i dag ikke noget at gøre med racehad. Og vi kan ikke forstå hverken tysk eller europæisk historie uden ham. Men en naiv omgang med Luther er problematisk. Sidste år var jeg i København og kunne tydeligt mærke, at den danske omgang med Luther er mere differentieret end den tyske. Op mod Lutherjubilæet i 2017 bruger den tyske kirke ham som identifikationsfigur, og det, synes jeg, er uheldigt. Sådan en figur forbinder man med noget uindskrænket positivt, og det går ikke med Luther. Så ville vi lyve for os selv.”
Men når nu De medgiver, at Luthers antisemitisme langt hen ad vejen er forklarlig gennem hans samtid, kan man så ikke også glæde sig over hans mange positive bidrag: ’Ved tro alene’-formlen, toregimentelæren og så videre – kan man ikke skelne hans teologiske antijudaisme fra de andre teologiske bestanddele af hans tænkning?
”Hvis man omgås Luther historisk, kan man ikke skelne. Luthers teologi er meget kompleks, og jeg ville entydigt sige, at man er nødt til at være meget selektiv i sin Luther-læsning, hvis man på den måde vil opdele hans tænkning. Man skal i hvert fald medgive, at man så ignorerer en masse ting. Man kan ikke hævde, at et tema eller en teologisk tanke, man selv finder interessant, er identisk med den historiske Luther. Han har sagt visse voldsomme ting, og han har sagt nogle meget rigtige ting. Vi må vedstå, at han indimellem er et meget fremmed menneske fra det 16. århundrede. Det savner jeg ved mange Luther-forskere i dag. De tror, at det, de kan lide ved ham, er lig med den historiske Luther.”