Den tyske teolog Rudolf Otto levede fra 1869 til 1937 og huskes især for sit banebrydende værk ”Det hellige” fra 1917.
Det blev en af de mest indflydelsesrige teologiske bøger i det 20. århundrede og genoptrykkes fortsat, nu oversat til 20 sprog.
Otto blev teologisk kandidat fra universitetet i Göttingen og beskæftigede sig allerede fra studietiden især med Martin Luther. 1906 blev han professor i Göttingen, i 1917 på universitetet i Marburg.
Stedets teologiske fakultet var et betydeligt luthersk center. Tre år efter Ottos ansættelse ankom Rudolf Bultmann, den senere så berømte dialektiske teolog. Begge virkede i Marburg til deres pensionering.
Rejser til Indien, Sri Lanka, Kina, Japan, Mellemøsten og Afrika vakte hos Otto en levende interesse for fremmede religioner, især hinduismen. Han bedrev grundige religionshistoriske studier, som danner basis for hovedværket ”Det hellige”.
Rudolf Otto fokuserer heri på et element, som han vil hævde alle religioner har til fælles, nemlig en ærefrygt for det guddommelige - med streg under ”ære” og streg under ”frygt”.
Man ærer sin Gud og frygter ham tillige. Tilsammen giver det anledning til en andagt, som ikke kan beskrives, men kun erfares, for den har med mysteriet at gøre.
Et religiøst myserium sammensat af to dele, som Otto kalder ”mysterium tremendum” (skælvende) og ”mysterium fascinans” (fascinerende, betagende).
Til frygt og bæven for mennesket åbenbarer Gud sig som grænseløs magt, der som noget fremmed og ukendt overskrider al fornuft. Dette erfares som uhyggeligt, men den rette skælven vil gå hånd i hånd med fascinationens opløftende glæde.
Ingen af de to dimensioner lader sig reducere eller skille ad, men virker sammen i det, som Otto kalder det ”numinøse” (af det latinske ”numen”: overnaturlig magt) .
Den lutherske Otto fandt erfaringen af det numinøse udtrykt hos reformatoren Martin Luther, der begynder sin Lille Katekismus med ordene ”Vi skal frygte og elske Gud over alle ting” og i øvrigt gennem hele sit værk ofte er inde på den Guds vælde, som kan vække frygt.
Men som tillige er trøstens og fredens eneste sikre kilde.
Otto skrev også værker om fjernøstlig og kristelig mystik, hvori han søgte at optegne ligheder mellem verdensreligionerne. Han konkluderede dog, at den kristne mystik var al østlig mystik overlegen.
Han fik betydelig indflydelse på både teologi og religionsvidenskab i det 20. århundrede.
Den tysk-amerikanske teolog Paul Tillich vedkendte sig sin gæld til ham, og det samme gjorde den fremtrædende rumænske religionsforsker Mircea Eliade, der brugte hans begreber i sit hovedværk ”Det hellige og det profane”.
En af grundlæggerne af den dialektiske teologi, Karl Barth, lod sig inspirere af Otto og påpegede, at kirkefaderen Augustin var inde på tanken om det numinøse ved at tale om det himmelske lys som det ”helt, helt andet”.
Barth stod dog fjernt fra al sammenlignende religionshistorie.
C.G. Jung anvendte også det numinøses begreb i sin dybdepsykologi. Briten C.S. Lewis læste Otto med tilslutning, hvad man kan læse i hans ”The problem of pain”.
Martin Heidegger var påvirket af Rudolf Otto, ligesom den tyske filosof Hans-Georg Gadamer, der i sin ungdom tog afstand fra hans teorier, men i alderdommen behandlede dem respektfuldt.
Også den vitalistiske forfatter Ernst Jünger var under indflydelse, ligesom jødiske tænkere som Joseph Soloveitchik og Eliezer Berkovits har taget Otto op - Det Gam-le Testamente er jo fuldt af vidnedsbyrd om det numinøse.
Ottos teorier har også været udsat for skarp kritik, blandt andet for at fremstille det numinøse så ubestemmeligt, at man ikke kan ane, om det er Gud eller Satan, der tårner sig ængstende, forjættende op.