Manikæerne så sig selv som kristne

Den unge Augustin var manikæer, men han vendte sig som senere kirkefader imod bevægelsen. Nyere forskning overvejer, om vi ikke bør se manikæismen som en tidlig form for kristendom

Stifteren af manikæismen var Mani, der skrev de fleste af sine værker på syrisk.
Stifteren af manikæismen var Mani, der skrev de fleste af sine værker på syrisk. . Foto: Scanpix.

Med over to milliarder tilhængere er kristendommen fortsat verdens største religion, men den udgør langtfra nogen enhed, og en skelnen mellem katolske, protestantiske og ortodokse kristne giver kun et meget groft billede af, hvor sammensat moderne kristendom i grunden er.

Sådan er det i dag, men tilblivelsen af de kristne hovedstrømninger i de første århundreder efter Kristus var også en særdeles kompliceret proces, og adskillige grupper, der så sig selv som de sande kristne, blev efterhånden udgrænset og forsvandt.

Blandt de mange længst uddøde religiøse strømninger i antikken indtog manikæismen en særlig rolle i kraft af sin omfattende udbredelse og lange varighed. Den havde navn efter Mani (216-274), der stammede fra det nuværende Irak. Han forfattede en række værker på syrisk og sendte missionærer mod vest og øst. Derved blev denne religiøse bevægelse udbredt fra Atlanterhavet til Kina og kom til at eksistere i mere end tusind år. Manikæismen blev på denne måde et af oldtidens få kulturelle fænomener, der forbandt øst og vest.

Manikæernes tro byggede blandt andet på astronomiske observationer, hvor man antog, at det øvre himmelrum var Lysets Land. Dér var alle lyssjæles rette hjemsted.

Imidlertid var sjælene fanget i verdensstoffet, særligt i planterigets vækster. Derfor regnede manikæerne med, at især grøntsager var rige på det sjælelige lysstof. Når de udvalgte blandt manikæerne spiste agurker og meloner, forestillede de sig, at lyspartiklerne fra deres fordøjelsessystem via månen og solen steg op til frelsen i Lysets Land.

Nogle religioner har haft deres primære forankring i et enkelt sprog, for eksempel latin i den katolske kirke og arabisk i islam, men manikæerne valgte fra første færd som et led i deres mission at oversætte og formidle deres tekster på de sprog, de kom i kontakt med. Manikæernes udbredelse fandt sted på trods af den undertrykkelse, de blev udsat for i Romerriget, Perserriget, det islamiske kalifat og Kina.

Efter omfattende tekstfund særligt i begyndelsen af det 20. århundrede har vi nu adgang til manikæiske originaltekster bevaret på så forskellige sprog som græsk, koptisk, en stribe iranske sprog, oldtyrkisk og kinesisk, mens der kun er bevaret ganske få rester af den manikæiske litteratur på syrisk, sproget som Mani skrev de fleste af sine tekster på.

Jesus-skikkelsen har en prominent plads i den manikæiske mytologi, og når manikæerne gjorde krav på kristendommens centrale figur, er det ikke overraskende, at kristne forfattere var blandt manikæernes argeste modstandere. En særdeles aktiv antimanikæer var kirkefaderen Augustin, der i sin ungdom selv havde været manikæer.

Der har i forskningen været en tendens til at betragte manikæismen som en ny religion. Augustin og andre af samtidens modstandere anså manikæerne for kættere, men de betvivlede ikke, at manikæerne så sig selv som kristne, og når Augustin selv havde været manikæer, var det hans tidlige forsøg på selv at finde den sande kristendom. Spørgsmålet er, om vi i virkeligheden også bør se manikæismen i sin tidligste form og senere i Nordafrika som en form for kristendom.

Forskningen har længe anerkendt en delvis kristen baggrund for manikæismen: Det var ubestrideligt, efter at den såkaldte Mani-kodeks blev købt af universitetet i Köln i 1969 og udgivet i løbet af 1970'erne. Kodeksen beskriver blandt andet Manis opvækst i og brud med en jødisk-kristen sekt. I parentes bemærket er kodeksen det mindste bevarede håndskrift fra antikken og et fremragende eksempel på manikæernes bogkunst. Kodeksen er mindre end en tændstikæske, men er på mindst 200 sider, hvor hver side rummer mere end 20 linjer pr. side!

Samtidig har en nylig udgivelse af Manis egne breve også rejst tvivl om, hvorvidt Mani virkelig havde til hensigt at skabe en ny religion: Brevene har et kristent præg, og Mani, der kalder sig ”Jesu Kristi apostel”, kredser hele tiden om Jesus-skikkelsen, der kaldes ”frelseren”. Brevene har været med til at igangsætte en debat om manikæismens forhold til kristendommen, og en mulig fortolkning er, at manikæerne oprindeligt og til en vis grad også senere forstod sig selv som den sande kristne kirke. Først senere begyndte nogle grupper blandt dem at forstå manikæismen som en ny religion. Manikæernes stærke tilknytning til kristne traditioner ændrer dog ikke ved, at de også lånte fra andre religiøse traditioner, for eksempel fra buddhisme og zarathustrisme.

Spørgsmålet om manikæismens forhold til kristendommen kan ikke besvares uden indgående studier. I 2012 gav Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation en treårig bevilling til vores projekt “Den manikæiske bibel” (Biblia Manichaica). Hensigten med projektet er at skabe et overblik over brugen af de bibelske tekster i manikæisk sammenhæng. Herved kommer vi meget nærmere på at kunne besvare en mængde centrale spørgsmål: Hvilke bibeltekster anvendte manikæerne? Hvilke versioner af teksterne havde de adgang til? Hvordan fortolkede de teksterne? Og hvordan ændrede deres brug af Bibelen sig over tid?

Ved siden af de allerede nævnte sprog, der rummer manikæiske originaltekster, er det også nødvendigt at forholde sig til den antimanikæiske litteratur. Selvom disse tekster blev skrevet mere eller mindre polemisk mod manikæerne, rummer de ofte troværdige oplysninger, der er en forudsætning for en fuld forståelse af emnet. Undersøgelsen omfatter manikæernes brug af kanoniske bibeltekster, og på den sproglige front har vi valgt at arbejde med teksterne på græsk, koptisk, syrisk, arabisk og de iranske sprog.

Undersøgelsen omfatter bibelcitater og allusioner, der bevidst har været anvendt for at henvise til bibelske motiver. Projektet vil udmønte sig i et omfattende opslagsværk. Vi håber, at det senere vil blive muligt at komplettere undersøgelsen med de ikke-kanoniske bibeltekster og med de latinske, tyrkiske og kinesiske kilder, men allerede i sin planlagte form ønsker værket at bidrage til en dybere forståelse af manikæisme og dermed også den tidlige kristendom.