Modernister tager fejl i deres syn på nationen

Tidligere mente mange historikere, at national identitet først opstod i 1800-tallet. Ny udgivelse modsiger igen den antagelse

Dybbøl Mølle og dannebrogsflaget.
Dybbøl Mølle og dannebrogsflaget. . Foto: Morten Juhl.

Saxos monumentale rigskrønike om de danske kongers historie, populært kendt som ”Danernes bedrifter”, er netop kommet i en ny udgave. Det gør historikeren Adam Wagners bog om dansk identitet i middelalderen oplagt at anskaffe sig som en slags lærd kommentar.

For selvom mange læsere altid har taget det for givet, at kongekrøniken også er en historie om det danske folk, så bryder Wagner faktisk med den herskende opfattelse blandt danskere historikere.

Fra Hal Koch over Ole Feldbæk til Michael Bregnsbo og Kurt Villads Jensen - altså de seneste tre historikergenerationer - har de fleste enten hævdet, at Saxo med ”fædrelandet” og ”danerne” i virkeligheden mente ”kongemagten”, eller at han skabte en særlig ideologisk betinget historie på kongens bud, eller at det kun var en snæver elite omkring kongen, der identificerede sig som ”danskere”, eller at dansk identitet først opstod efter det danske imperiums opløsning efter 1864. I stedet gennemfører Wagner en nærlæsning af Saxo for at sandsynliggøre, at der fandtes en bred etnisk-national bevidsthed om at være en æt med særlige sproglige og kulturelle kendetegn og en fælles historie.

Men det ville alligevel være forkert at påstå - hvad forfatteren da heller ikke gør - at Wagner fremfører en revolutionerende tese. Han bekræfter i stedet, hvad flere internationale nationshistorikere, med den engelske antropolog Anthony D. Smith i spidsen, har argumenteret for og dokumenteret igennem de seneste to-tre årtier: at de moderne europæiske nationer byggede videre på middelalderens små og store folkeslag.

Da nationsforskningen for alvor begyndte i 1980'erne, blev den fortrinsvis bedrevet af sociologer og specialister i Europas moderne historie. Derfor blev de moderne nationers middelalderlige rødder overset eller ligefrem benægtet. Nationer og national bevidsthed var noget, der først opstod i 1800-tallet, lød det fra udenlandske så vel som danske historikere, deriblandt Uffe Østergård.

Inspirationen bag denne påstand var toneangivende, fortrinsvis engelske forskere. Det gjaldt den liberale Ernest Gellner, marxisten Eric Hobsbawm og den voksende hær af socialkonstruktivister, der byggede videre på den britiske historiker Benedict Andersons definition af nationen som et ”forestillet fællesskab”, der opstod i kølvandet på bogtrykkerkunsten og modersmålenes standardisering, altså fra Reformationen og fremefter.

I alle tre tilfælde kunne skeptikere måske ane, at der bag disse ”modernistiske” teorier lå en politisk dagsorden. For hvis nationale fællesskaber blot er moderne fænomener, så kan de jo ses som noget forbigående, der vil blive afløst af andre fællesskabstyper i en postmoderne tidsalder: eksempelvis et europæisk folk, et klasseløst folk, et globalt fællesskab eller et postnationalt, multikulturelt fællesskab - i alle tilfælde fællesskaber, der ikke er belastet af nationalismens krav om, at der skal være et sammenfald mellem det politiske og det kulturelle folk. Ja, som i grunden helst ikke vil tale om et folk.

Da middelalderhistorikerne begyndte at blande sig i nationsforskningen, mødte modernisterne dog for alvor modstand. I 1984 afviste den hollandske kulturhistoriker Johan Huizinga modernisternes opfattelse, at det patria (fædreland), som man læser om i de middelalderlige kilder, blot var et politisk territorium, altså det land, en konge regerede over. Huizinga påviste, at det også kunne betyde en persons fædreland i konkret betydning, altså det land, som personens æt havde været knyttet til gennem generationer.

Hvis man kender blot det mindste til samfunds- og humanvidenskaben etnografi, kan det selvfølgelig ikke undre, at grupper med samme sprog, skikke og hjemland langt tilbage i historien oplevede sig i slægtskab med hinanden. For etnografien har jo lige fra begyndelsen konstateret, at mennesket har en social natur og danner grupper med fælles kultur og sprog. For så vidt er forestillingen om vi-grupper så gamle som Homo Sapiens.

De gamle germanske stammesamfund havde myter og sagn, der fortalte dem, hvor og hvem de nedstammede fra. De blev ledet af høvdinge, der ifølge deres oprindelsesmyter var i slægt med deres stamfader. Da disse høvdingedømmer med tiden blev samlet til kongedømmer, der kunne rumme flere stammer, kom det at tilhøre den samme æt til at få en politisk betydning for udviklingen af de europæiske folkeslag.

Som regel førte krig og modsætningsforhold til andre grupper til samling af kulturelt beslægtede stammer. I takt med at de udviklede en fælles bevidsthed som gruppe, kom tidligere gruppeidentiteter til at spille en mindre rolle eller blev bevaret i de nye etno-nationale gruppers mytiske genealogier (oprindelsesmyter).

Således var det utvivlsomt angelsaksernes konflikt med de danske vikinger, der gav dem en tidlig etnisk-national bevidsthed som ”englændere” og førte dem til at samle sig under en fælles konge, Alfred den Store (849-899). På samme måde førte presset fra skandinaverne til dannelsen af en middelalderlig skotsk identitet, som i 1300-tallet blev styrket af bestandige invasionsforsøg fra England. Et sidste eksempel kunne være konflikten mellem anglo-normannerne og den keltisktalende befolkning i Irland, der førte til udviklingen af en irsk identitet.

Det ville dog være forkert at påstå, at etnicitet var den eneste kilde til nationsdannelse i middelalderen. Lige så vigtig var den måde, hvorpå kongerne og den tids magtelite udnyttede deres folks fælles etnicitet til at styrke deres riger og erobre fremmede folks territorier.

Det er i undladelsen af en nærmere analyse af samspillet mellem etnicitet, kongemagt og statsdannelse, at Adam Wagners forsøg på at forklare middelalderens danskhed halter. Hans argument om, at der - uafhængigt af kongemagten i århundreder før Saxo, Valdemar Sejr og biskop Absalon - eksisterede en etnisk bevidsthed blandt danerne (danskerne), er ikke usandsynligt. Men han har ikke kilder, der gør ham i stand til at sandsynliggøre det. Og det vil aldrig blive muligt at vide det, fordi der ikke findes skriftlige kilder, der kan afdække almuens selvopfattelse. Det eneste, Wagner kan gøre, er at henvise til den ”selvfølgelighed”, hvormed Saxo taler om danerne som et selvbevidst folk.

Til gengæld er den grundige og detaljerede analyse af Saxos brug af latinske nøglebegreber som ”patria”, ”natio” og ”gens” ret overbevisende. Det samme er kritikken af tidligere Saxo-forskere. Denne læser følte sig i hvert fald til sidst overtydet om, at der i det mindste i de to højeste stænder (adelen og gejstligheden) i højmiddalderen fandtes en etnisk-national bevidsthed, altså en forestilling om danerne som et folk blandt andre folkeslag, og at Danmark udgjorde kernen i det imperium, danske konger gik i krig for at skabe.

Denne danske identitet byggede på deres besiddelse af et fælles sprog, bestemte kulturelle træk, en fælles kirke og forestillinger om en fortid, der strakte sig langt tilbage i tiden. Hvor vidt denne identitet strakte sig ned til de lavere stænder, må stadig stå hen i det uvisse. Givet er det dog, at Saxos værk tjente til dens yderligere udbredelse - blandt dem, der læste latin i ind- og udland, og det var nok de sidste, der var målgruppen.

Wagner konkluderer, at opfattelsen af, hvad folket er - nemlig ”et afstamningsfællesskab med et fædreland og fælles sprog, kultur og historie” - var ”grundlæggende den samme” som den, man havde i 1800-tallet. Men det er en temmelig ahistorisk påstand, som det kan undre én at møde hos en historiker, og som han da heller ikke har belæg for i sin teori, som han har hentet hos antropologen Anthony D. Smith. Smith mener rigtignok, at moderne nationer kan føres tilbage til middelalderens etniske samfund, og at 1800-tallets nationalister således ikke konstruerede nationale identiteter ud af den blå luft. Men han understreger også, at der er tale om en udvikling, der blandt andet påvirkes af de forskellige statsbygningsprocesser, der foregår ud over Europa, samt af moderniseringsprocesser og de forskellige modsætningsforhold mellem stater og nationer.

Der er således ikke belæg for at tale om nationen som et politisk fællesskab på den måde, det blev forstået i 1800-tallet, og nationalisme som en masseideologi, der krævede sammenfald mellem stat og nation, var der overhovedet ikke tale om i middelalderen. Det var jo netop derfor, kongen havde frihed til at opbygge et multinationalt imperium.

Til gengæld kan forfatteren med god ret afvise forestillingen om, at tysktalende borgere i Holsten, norsktalende nordmænd og islandsktalende islændinge følte sig lige så danske som dansktalende i rigets kerneterritorium. Og med lige så god ret kan han afvise postmoderne socialkonstruktivisters ”skråsikre udsagn om, at sammenkædning af sprog og nationalitet er noget moderne”, og at danskerne først blev ”opfundet” i slutningen af 1700-tallet.

Om bogens læsbarhed er det vigtigt at understrege, at der er tale om en kun let omskrevet magisterkonferens om nationsbegrebet hos Saxo. Den rummer derfor også en del gentagelser, og denne læser savnede i høj grad et stikordsregister. Det er derfor ikke en bog, der vil nyde stor folkelig udbredelse, selvom der er tale om et vigtigt dansk korrektiv til den modernistiske forståelse af Danmarks og det danske folks historie.