Hvorfor bryder massemordere ud i latter, når de har slået et andet menneske ihjel?

RB Utøya er åben for besøg i anledning af treårsdag... Oslo - 22. juli kommissionen offentliggør ...

Den norske massemorder Anders Breivik er et eksempel på den lystfølelse, som Klaus Theweleit beskriver i sit seneste værk, der direkte oversat til dansk ville hedde ”Gerningsmændenes latter”. Anders Behring Breivik nåede at dræbe 77 mennesker - heraf 69 på øen Utøya (billedet) - inden han overgav sig. Scanpix

Morderens latter er født af angsten for sammenbrud, mener den tyske kulturteoretiker Klaus Theweleit, der har udgivet et foruroligende værk om den krænkede mands fysiske fornøjelse ved at dræbe - fra SS over Breivik til Islamisk Stat

”Anders Behring Breivik fra Oslo (32) kom ud med det den 22. juli 2011 på den lille ø Utøya.

Der, hvor AUF, det norske 'arbejderpartis' ungdomsorganisation, afholder sin årlige sommerlejr, skyder han 69 mennesker i løbet af en time; mest unge socialdemokrater.

Over for politifolkene, som han overgiver sig til kl. 18.24, præsenterer han sig som ”kommandant i Norges antikommunistiske modstandsbevægelse”.

Emma Martinovic, 18 år, en af de overlevende, som undslap dræberen ved at springe i vandet, fortæller, hvordan morderens latter ledsagede hende, idet hun panisk svømmede væk fra øen:

'Bag os kunne vi høre skyderiet, skrigene, latteren fra Breivik, mens han skød og råbte til os: I kan ikke slippe væk.'”

Med denne indledning antydes det kun, hvad der venter læserne af bogen ”Gerningsmændenes latter” af den tyske kulturteoretiker og kultforfatter Klaus Theweleit.

Vi følger i citater og beskrivelser, hvordan Anders Breivik ved hvert pletskud jubler som en fodboldfan, når der falder et mål. At skyde 14-årige, sagesløse socialdemokrater i hovedet på klos hold forekommer ham at være en stor sejr i kampen mod Norges ”kulturmarxistiske feminisme” - en nødvendig fornøjelse i forsøget på at redde Vesten.

Den 73-årige forfatter kommer blandt andet omkring SS-soldaters pralerier, kommunistforfølgelser i 1960'ernes Indonesien, mexicanske narkobanders voldsmetoder, IS-krigernes henrettelsesæstetik samt purunge afrikanske soldater, der med jubelskrig myrder løs med macheter.

Her er Breivik bare et af mange eksempler på mænd, der myrder og åbenlyst fejrer det under og efter akten.

Den tyske kulturteoretiker og kultforfatter Klaus Theweleit. Foto: Scanpix

Læs også:  Her forklarer Klaus Theweleit, hvorfor han har skrevet en bog om latter og drab

Men Breivik er særligt veldokumenteret, og det gør en forskel. Uanset hvor vi er på kloden og i historien, går Theweleit nemlig til den blodige alvor med psykoanalytikerens grundighed. Det er udgangspunktet og målet: mordet, akten at myrde, ja hver detalje i ødelæggelsen er kropslig og konkret - og udtryk for morderens fysiske behov for at stabilisere sin ”kropslige fragmentering”.

Denne fragmenteringsproces, som er en helt overvejende maskulin udskejelse, hænger sammen med kropsligt forankrede erfaringer og nederlag: Det oversete barn, den mislykkede pubertet, udgrænsningen, angsten for det kvindelige, den sociale isolation, den forkvaklede seksualitet. Den type oplevelser kan opløse unge mænd så meget, at de vender deres selvhad udad i en dødsrus.

Det sker stadig oftere i en stærk selviscenesættelse: Halshugninger for rullende smartphones eller massakrer, hvor morderne tilnærmelsesvist har kamera på hjelmen og en journalist med på mobilen.

Budskabet er tydeligt: ”Alle skal vide, at det var mig, at jeg er farlig og klar til at dø.”

Den norske massemorder Anders Breivik er et eksempel på den lystfølelse, som Klaus Theweleit beskriver i ...

Den norske massemorder Anders Breivik er et eksempel på den lystfølelse, som Klaus Theweleit beskriver i sit seneste værk, der direkte oversat til dansk ville hedde ”Gerningsmændenes latter”. Her ses han under sin retssag i Oslo i 2012. Foto: Scanpix

”Den soldateragtige mand føder sig selv gennem volden. Den fragmenterede krop har brug for destruktionen for at skabe en slags ligevægt,” skriver Theweleit og kommer gennem talrige analyser af denne proces til kernen af sit analyseobjekt: Morderens latter, der er født af angsten for sammenbruddet.

Den psykoanalytiske udforskning af massemordernes eskapader er tankevækkende.

For pludselig kan ideologier og religioner bag massemord og terror mere eller mindre skiftes ud efter forgodtbefindende.

IS-krigeren, der halshugger med jubel-latter, Breivik, der skriger glæden ud, og den mexicanske narkoboss, der storgrinende spiller fodbold med det afhuggede hoved - alle falder under samme psykologiske behandling hos forfatteren. Det er nemlig ikke bare et forskruet verdensbillede eller en given ideologi, der driver morderen, men først og fremmest et desperat og kropsligt forankret forsøg på selvopretholdelse.

Det er for Klaus Theweleit absolut ikke ensbetydende med, at alle kulturer, ideologier og religioner fostrer den samme mængde fragmentering. Hvis man ser nærmere på tidens største plage, IS-krigerne, så handler det også om islamisk propaganda og om religiøst-patriarkalsk vanvid.

Og om sociale tabere på jagt efter eventyr og betydning. Men at visse kulturer er en mere næringsrig grobund for det morderiske vanvid, rækker i Theweleits øjne ikke til at forklare selve spiren i den personlige villighed til mord og død.

Det kræver omvejen over den enkelte gerningsmand, hans biografi og nederlag, der har forankret sig i den fragmenterede krop.