Nutidens demokrati kan lære meget af oldtidens Athen

Greek Presidential Guards stand in front of the Parthenon temple during the flag hoisting ceremony at the ...

Ofte var der 6000 athenske borgere til stede, når folkeforsamlingen skulle træffe en beslutning, hvilket skal ses i forhold til en samlet borgerbefolkning på mellem 30.000 og 35.000. Et demokrati med så stor deltagelse i beslutningerne hører til sjældenhederne. Her er det Parthenon-templet ved Akropolis i Athen. Foto: REUTERS/John Kolesidis / Scanpix Denmark

Den græske statsmand Demosthenes levede 384-322 før Kristi fødsel og blev berømt som en dygtig taler. I ...

Den græske statsmand Demosthenes levede 384-322 før Kristi fødsel og blev berømt som en dygtig taler. I dag er demokratiet ikke symboliseret ved statsmanden, som næsten dagligt skal vinde folket for sin sag, men derimod ved stemmeurnen, som repræsenterer den ene dag hvert fjerde år, hvor folket reelt har indflydelse. Resten af tiden er vi slaver af de folk, vi har valgt. - Fotocollage: Ole Munk

Mit klare indtryk er, at folket, når det får en mulighed for at sætte sig ind i sagerne, ofte er langt fornuftigere, end de folkevalgte tror
Mogens Herman Hansen

På mandag indleder lektor emeritus Mogens Herman Hansen en foredragsrække om det, han er en af verdens førende forskere i: det klassiske græske demokrati og dets forbindelse til nutiden. Vor tids folkestyre kunne med fordel lære af oldtidens metoder, mener han

Demosthenes var navnet på en af det antikke Grækenlands mest berømte politikere og talere.

Omkring år 350 før Kristi fødsel holdt han en række berømte taler - de filippiske taler - hvor han opfordrede borgerne i den demokratisk styrede bystat Athen til at føle sig moralsk forpligtede over for fædrelandet og om nødvendigt ofre deres liv og ejendomme. Truslen, som Athen stod overfor, var monarkiet Makedonien, som under kong Filip - Alexander den Stores far - var ved at vokse sig til en stormagt.

”Demosthenes var klar over demokratiets begrænsning. Han vidste, at Filip kunne slå til, når han selv ville, han skulle ikke først vinde folkets støtte. Men studerer man det antikke Grækenland, kan man se, at den demokratiske bystat nok havde svært ved at klare sig, når den stod over for en nabostat med en meget stor befolkning som Makedonien. Sammenligner man de omkring 1000 græske bystater, finder man til gengæld ud af, at demokratiet var den stærkeste statsform, stærkere end de monarkier og oligarkier, som der stadig var mange af blandt bystaterne,” forklarer Mogens Herman Hansen.

Den 75-årige lektor emeritus i græsk filologi tager imod på det beskedne kontor i det indre København, han har fået stillet til rådighed af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab til efter sin pensionering fra Københavns Universitet at fortsætte sin forskning. En forskning, som tager sit afsæt i den måde, de græske bystaters folkestyre foregik på, men som er udbygget med sammenlignende studier med alle de senere versioner af demokrati, verden har set. Resultatet er blevet et forfatterskab, som studeres med interesse over hele verden, ikke alene af forskere i det antikke Grækenland, men også såvel teoretikere som praktikere i demokrati som sådan.

På mandag indleder han en foredragsrække på Det Kongelige Bibliotek om demokratiets geografiske og politiske udvikling fra oldtiden til i dag. Og blandt hans mange overraskende pointer om demokratiet er dels, at Demosthenes' tid i 300-tallet må ses som en storhedstid, dels at vor tids demokratier slet ikke er rene demokratier, men derimod hviler på en blandingsforfatning. Og at selvom vi i vor tid har en tilbøjelighed til at betragte vores demokrati som et styreform, der er en arv fra antikken, så viser grundige studier af, hvordan demokratiet blev praktiseret, og hvilke institutioner det hvilede på, at der stort set intet sammenfald er mellem det antikke demokrati og de stater, som i dag opfatter sig selv som demokratiske.

Det eneste sammenfald, han kan finde, er ideologisk: Såvel oldtidens som nutidens tilstræbt demokratiske stater kæder demokrati sammen med idealer om frihed og lighed, uden at der er nogen påviselig tradition. Det tyder på, at demokrati fører til frihed og lighed og omvendt, at frihed og lighed fører til demokrati.

”Man kan sige, at da demokratiet, som hurtigt forsvandt efter romernes erobring af Grækenland i 146 f.Kr., ved begyndelsen af 1800-tallet vågnede af sin tornerosesøvn, blev det ikke vækket ved et kys fra en prins, men som en styreform, der var foragtet af filosoffer, frygtet af fyrster og skrottet af statsmænd,” erklærer Mogens Herman Hansen.

Artiklen fortsætter under billedet 

Den græske statsmand Demosthenes levede 384-322 før Kristi fødsel og blev berømt som en dygtig taler. Fotocollage: Ole Munk Foto: Scanpix

I dag tager vi i vores del af verden demokratiet for givet. Måske uden at være klar over mange af de begrænsninger, der er i vores måde at praktisere demokrati på. Det er derfor, fortsatte studier af det antikke Grækenlands styreform er nyttige, mener demokratiforskeren, som stort set hele sit arbejdsliv var tilknyttet Københavns Universitets nu lukningstruede oldgræsk-studier.

Når man studerer det græske demokrati, opdager man, at der er en markant forskel på de tanker om demokrati, som udgik fra filosoffer som Platon og Aristoteles, og så den praksis, som athenske statsledere som Perikles og Demosthenes repræsenterer, og som vi kender fra græske historieskrivere som Herodot.

I de 2000 år, demokratiet sov tornerosesøvn, var det genstand for megen debat, men mest blandt filosoffer, som langt hen ad vejen foragtede folkestyret. Flertallet af befolkningen var fattige, og Platon og Aristoteles frygtede, at hvis magten lå hos dette flertal, ville de bruge den til at plyndre de rige. Det ønskelige var, at magten lå hos den veluddannede og velbegavede del af befolkningen. Aristoteles hævdede, at demokrati var fattigmandsstyre snarere end folkestyre.

Samme bekymring var udbredt i tiden omkring den amerikanske revolution i 1776 og den franske i 1789, som ikke umiddelbart slog sig op på at ville egentligt demokrati. Ifølge Mogens Herman Hansen skal vi helt frem til valget af Andrew Jackson som amerikansk præsident i 1828, før det repræsentative demokrati blev født.

”Frygten var, at demokratiet ville omstyrte samfundets orden. Og denne frygt deltes også af filosoffer som Tocqueville omkring den tid, demokratiet genopstod. Men frygten har været lige så ubegrundet i oldtiden som i vor tid. Der har altid været flere fattige end rige. Demokratiet har kun yderst sjældent ført til plyndring af de rige,” siger Mogens Herman Hansen, som konstaterer, at vi lever i en verden, hvor de 63 rigeste personer ejer lige så meget som de 3,5 milliarder fattigste, uden at de fattige gør oprør.

Det er selvfølgelig værd at huske, at i de græske bystater, som gik under betegnelsen demokratier, var slaver og kvinder uden stemmeret. Men også de nutidige demokratier har begrænsninger, siger Mogens Herman Hansen.

Hvad er forskellen på oldtidens og nutidens demokrati? Jo, folkeforsamlinger er erstattet af parlamenter, lodtrækning af valg, embedskollegier udpeget blandt menige borgere er erstattet af professionelle embedsmænd, og i stedet for faste rotationsordninger, som hindrer embedsvælde og taburetklæberi, har vi et fastansat embedsværk og folkevalgte, der ofte er levebrødspolitikere.

Mogens Herman Hansen erkender, at måden, de gamle grækere administrerede bystaterne på, havde begrænsninger. Kravene om rotation af embedsmænd efter et års virke gik ud over kontinuiteten, men man undgik oligarkisk dominans. Athens embedskollegier blev ledet af 10 personer - en fra hver ”stamme” på halvøen Attika - som skulle lede kollektivt og blive enige, hvilket kunne gå ud over handlekraft og effektivitet, som også Demosthenes erkendte. Athens feltherre blev valgt. Borgerne ville ikke kæmpe under lodtrukne generaler.

Men ofte var der 6000 athenske borgere til stede, når folkeforsamlingen skulle træffe en beslutning, hvilket skal ses i forhold til en samlet borgerbefolkning på mellem 30.000 og 35.000. Et demokrati med så stor deltagelse i beslutningerne hører til sjældenhederne. Vi har naturligvis haft folkeafstemninger, og i schweiziske kantoner har man haft afstemninger på byens torv.

Men vi har accepteret, at befolkningerne vælger dem, der regerer. Allerede Rousseau slog fast, at dette indebærer, at folket tager fejl, når det tror, det er frit. ”Det er kun frit den dag, det vælger parlamentsmedlemmerne. Så snart de er valgt, er folket slave,” skrev han.

Udfordringen er altså, hvordan man i det moderne demokrati sikrer sig, at folkets røst bliver hørt. Med internettet og dets muligheder for online-afstemninger og underskriftsindsamlinger er der opstået nye muligheder, men de gamle bekymringer for uoplyst pøbelvælde og ineffektivitet spøger endnu. Ikke mindst er der ifølge Mogens Herman Hansen en stor fare for, at den offentlige debat ikke bliver kvalificeret, men polariseret og skævvredet, hvis man tror, de sociale medier er udtryk for folkets røst.

Samtidig er der en stor udfordring for det nutidige demokrati, som handler om, at et effektivt demokrati kræver, at borgerne føler sig moralsk forpligtede.

Her følger to konkrete forslag fra Mogens Herman Hansen til forbedring af nutidens demokrati, som er baseret på hans studier af det antikke Grækenland:

”I vor tid har vi masser af meningsmålinger, som vi tror er med til at give et billede af, hvad folket mener. Men de er ofte for små, altså baseret på for få interviews, til at være en brugbar rettesnor. Dels bruges de for dårligt. Ofte spørges der kun til, hvilket parti den pågældende ville stemme på, hvis der var valg i morgen, ikke hvad den pågældende for eksempel mener om en konkret lov som smykkeloven,” forklarer Mogens Herman Hansen.

Derfor foreslår han, at der i modsætning til alle de private insititutter, som foretager målinger, etableres et statsligt institut for meningsmåling, omtrent svarende til den tilsvarende institution, EU har, Eurobarometer.

”Instituttet skulle være politisk neutralt og ledet af dygtige folk, som skulle sikre sig neutraliteten i måden, der spørges på. Der skulle så tilknyttes et randomiseret, altså tilfældigt, men repræsentativt, udvalg af borgere, som var noget større end antallet af deltagere i gængse meningsmålinger, for eksempel 5000,” siger Mogens Herman Hansen.

Ud over at de 5000 lodtrukne borgere kunne afspejle folkets røst, kunne man også eksperimentere med, hvordan de pågældende personer stiller sig til et emne henholdsvis før og efter, at de har lært mere om emnet ved for eksempel at tale med politikere eller eksperter om det. Derved kan man undersøge, om der er forskel på den umiddelbare og den mere kvalificerede holdning. Sådanne ”deliberative polls” gennemføres af den amerikanske politolog James Fishkin.

En tilsvarende form for styre blev for nogle år siden afprøvet i den canadiske delstat British Columbia, hvor 170 randomiserede borgere udarbejdede et meget rost forslag om overgang fra det angelsaksiske ”first past the post”-valgsystem til et proportionalvalg, men forslaget faldt, fordi det krævede 60 procents tilslutning og kun opnåede 57 procent, og siden blev det fejet til side af politikerne. Det ærgrer Mogens Herman Hansen:

”Mit klare indtryk er, at folket, når det får en mulighed for at sætte sig ind i sagerne, ofte er langt fornuftigere, end de folkevalgte tror.”

”Vi er mange i Danmark, som til en vis grad føler, vi har en borgerpligt. For eksempel hører jeg til dem, som føler sig moralsk forpligtede til at deltage i valghandlingerne, men jeg har flere gange været henne at stemme blankt, fordi jeg ikke syntes, der var nogen, jeg ville stemme på,” forklarer Mogens Herman Hansen.

Vi har ikke stemmepligt i Danmark. Men Mogens Herman Hansen peger på, at det er vigtigt at skelne imellem de pålagte juridiske pligter, vi har - for eksempel til at betale skat eller tilbagebetale et lån - og så den moralske forpligtelse, som bygger på, hvad vi selv føler. Ifølge Mogens Herman Hansen er det et stort problem for demokratiet, at staten ikke kan være sikre på, at vælgerne nok har pligt, men ikke føler sig forpligtede til at lyde loven og myndighederne.

”Det er meget interessant, at hverken Platon eller Aristoteles beskæftiger sig med den moralske forpligtelse. Formentlig fordi det var overflødigt. For i de fleste græske bystater var der en borgered, som enhver borger skulle aflægge, når han blev myndig, eller når styret skulle rekonstitueres efter en borgerkrig,” siger Mogens Herman Hansen.

I USA skal nye statsborgere aflægge en ed, og i skolerne har man en faneed, og herhjemme har man ved en loyalitetserklæring søgt at sikre sig nye statsborgeres loyalitet. Men Mogens Herman Hansen mener, at vi kunne lære af oldtidens grækere på dette punkt. Ingen stat i verden praktiserer en egentlig borgered:

”Mit forslag går ud på, at alle borgere for at få demokratiske rettigheder skal love eller sværge på, at man vil være loyal over for staten og demokratiet. Hvis man ikke føler, man vil forpligte sig moralsk på det, skal man fortsat have sine menneskerettigheder og sociale rettigheder, men hvis man ikke føler sig loyal over for folkestyret, bør man heller ikke være med til at styre.