Pavens prædikant: Europa har brug for ny Kierkegaard

Europa har brug for en ny kristen tænker , der som Søren Kierkegaard kan gøre klart, at troen handler om en personlig relation til Jesus. Ellers vil frygt og panik styre vores reaktioner på nye udfordringer som flygtningestrømmen, siger Raniero Cantalamessa, der prædiker for pave Frans

Måske skal europæerne genopdage Jesus som person gennem de tilkomne muslimer, siger Raniero Cantalamessa, der her ses i Københavns gader i solskin under den netop overståede kirkefestival Himmelske Dage. –
Måske skal europæerne genopdage Jesus som person gennem de tilkomne muslimer, siger Raniero Cantalamessa, der her ses i Københavns gader i solskin under den netop overståede kirkefestival Himmelske Dage. – . Foto: Sille Arendt/Københavns Stift.

”Hvad Kierkegaard ville tænke? Det ved jeg ikke med sikkerhed. Men jeg ved, at jeg både føler sympati og kærlighed for de mennesker, jeg ser gå rundt i Københavns gader – og lever i resten af Europa i dag.”

Sådan svarer Raniero Cantalamessa, italienskfødt præst, kapucinermunk og katolsk teolog, på spørgsmålet om, hvad en af hans store inspirationskilder, den danske teolog, filosof og forfatter Søren Kierkegaard, ville mene, hvis han så det myldrende liv i den danske hovedstad og fulgte samfundsdebatten rundt omkring i Europa.

”De er Guds børn, og jeg ved, at Gud elsker dem, ligesom han elsker mig. Derfor ser jeg på dem med kærlighed,” uddyber Cantalamessa, som nu under tre paver har haft titel af pavelig husprædikant.

”Samtidig føler jeg medynk med dem. De er så optaget af mad, penge, sex. Når jeg ser på dem i evangeliets lys, ser jeg mennesker, som endnu er i mørket. Som der står i kapitel 2 i Peters Første Brev, kaldte Jesus os ud af mørket til sit underfulde lys, men mange mennesker i Europa går rundt i mørket.”

Kristeligt Dagblad møder Cantalamessa i forbindelse med kirkefestivalen Himmelske Dage, hvor han har deltaget i en debat med Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, og den førende lutherske teolog Ulrich Duchrow fra Heidelberg. Duchrow er optaget af at reformulere Reformationen, så dens indbyggede kritik af social ulighed bliver tydelig, og Cantalamessa understreger, at netop social og økonomisk ulighed, migration og uhæmmet kapitalisme er udfordringer, han tager alvorligt og ønsker, at kristne engagerer sig i løsningen af.

”Troen på Jesus skal ikke få kristne til at trække sig ud af verden, men til at engagere os i den på en anden måde. Evangeliet kan give os det håb, der er nødvendigt for ikke at give op eller gå i panik over for de store udfordringer, og heldigvis tror jeg, at flere vil opdage, at et personligt forhold til Gud, sådan som Kierkegaard mente, at kristendommen krævede af os, er livsnødvendigt,” siger han.

Cantalamessa er kendt som en dygtig teolog, der efter at have virket som professor og leder af afdelingen for religionsvidenskab på et katolsk universitet i Milano i 1980 valgte at forlade den akademiske verden for at blive munk og prædikant for paven.

Desuden har han været leder af Vatikanets dialoggruppe med de pentekostale kirker og er kendt for sin optagethed af Søren Kierkegaard, som han ofte citerer og henviser til i sine prædikener og bøger.

Hans bøger er oversat til over 20 forskellige sprog, heriblandt dansk, og han er bredt anerkendt både af lutherske og katolske teologer for sit forsøg på at give åndelige og ikke kun sociale eller politiske svar på samfundsmæssige spørgsmål.

”Mange mennesker oplever ikke, at de har brug for evangeliet, når alting går godt, økonomien er i fremgang, og de er sunde og raske. Men når ulykker rammer deres familie, økonomien er i krise, eller vi ser problemer som dem, der møder Europa nu med flygtningestrømmen, bliver flere klar over, at de ikke kan nøjes med underholdningsserier på tv. De må finde et svar, som er proportionalt med udfordringerne, og det finder de i evangeliet. Det mærkede jeg tydeligt, når jeg fik henvendelser fra folk, der havde fulgt mine programmer på tv,” siger han med henvisning til, at han fra 1990-2004 havde et ugentligt program på den landsdækkende italienske tv-kanal RAI Uno, hvor han udlagde søndagens evangelietekst.

”Guds kald til os om at gå fra mørket til lyset er meget aktuelt. Når vi er i mørket, ser vi ikke verden i evangeliets lys, og så mister vi nemt håbet. Er vi derimod forankret i troen, ved vi, at selvom vi fejler i dette liv, venter der os noget større i livet efter døden, og det giver os mod til at give os i kast med det umulige, hvor vi på forhånd ved, at der ikke findes perfekte eller lette løsninger,” siger han.

Som eksempel nævner han, at blikket på flygtninge ændrer sig, når man ser med troens blik.

”Fra troens synsvinkel er vi alle brødre, for vi er alle Guds børn. Jesus siger det tydeligt i Matthæusevangeliets kapitel 25, hvor han skelner mellem dem, der gav ham noget at spise og drikke og gav ham tøj og tog sig af ham, da han var i fængsel, og dem, der ikke gjorde. ’Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig’. Det kan vi som kristne ikke løbe fra. Det ændrer diskussionen om modtagelse af flygtninge fra alene at handle om økonomiske ressourcer, byrdefordeling og så videre til at handle om, hvordan vi møder Jesus. Det giver os en meget god grund til at se på den fattige og flygtningen med andre øjne og ikke lade os overmande af frygt og panik.”

Ifølge Cantalamessa er det godt og nødvendigt, at kirken engagerer sig i nødhjælpsarbejde. Men fundamentet for at gøre det bør være åndelig fordybelse.

”Europa er for svagt i troen. Derfor gør kirken ofte blot det samme, som sociale og humanitære organisationer gør. Men som kristne må vi altid prøve at genantænde troen. Konkret i forhold til flygtninge handler det om måden, vi ser på det andet menneske på. Reducerer vi dem til modtagere af vores godgørende hjælp, mens vi hæver os op på en piedestal, eller møder vi dem som brødre og søstre, som vi ved, er elsket af Gud ligesom os?”.

”I pave Frans har vi et stærkt forbillede. Vi så det, da han besøgte Lesbos og tog nogle flygtninge med tilbage til Vatikanet uden at skele til, om de var kristne eller muslimer. I påsken for et par år siden vaskede han fødderne på indsatte i et fængsel, hvor der også var muslimer iblandt. Han talte ikke til dem om Jesus, men behandlede dem i Jesu ånd,” siger den pavelige husprædikant.

”Europa har brug for flere, der som pave Frans kan hjælpe os til at overvinde frygten. Mennesker, som tør forkynde deres tro på Jesus dristigt og klart. Vi mangler én, der som Kierkegaard kan minde os om, at kristendommens kerne ikke er en doktrin, men en relation til en person. Det har vi glemt, og derfor risikerer vi at stivne i traditioner, som vi følger formålsløst i stedet for at følge Jesus.”

Cantalamessa påpeger , at Kierkegaard som en intellektuel, der forstod rationalitetens begrænsning, har meget at sige europæerne i dag.

”Kierkegaard vidste, at den menneskelige fornuft kun kan beskæftige sig med relative ting, mens troen åbner for det absolutte. Derfor må vi også læse Bibelen med troens briller. Som Kierkegaard sagde, kan vi ikke undskylde os med, at dele af Bibelen synes obskure eller svære at forstå. For de klare dele af evangeliet er i virkeligheden de sværeste at efterleve. Men vi må forsøge i stedet at blive siddende og diskutere det, vi finder uklart.”

Cantalamessa tilføjer, at han både inden for og uden for de store kirkesamfund ser tegn på, at kristne genopdager Jesus som troens centrum og engagerer sig i verden med udgangspunkt heri. Og også andre steder ser han kilder til håb.

”Jeg mødtes for nylig med to muslimer, der begge havde høje positioner i samfundet, den ene som diplomat, den anden som forretningsmand. De fortalte med begejstring, at de havde fået øje på den store rolle, Jesus spiller som profet i islam. Deres kærlighed til Jesus var stærk, selvom de ikke kan følge os hele vejen og ikke anerkender ham som Guds søn. Måske skal det kristne Europa genopdage Jesus gennem muslimer, som elsker ham, mens mange kristne er begyndt at tage ham for givet. De opdager ham for første gang og ser noget, vi næsten er holdt op med at se.”