Reformationshistorien set gennem Luthers krop

Op til reformationsjubilæet har historieprofessor Lyndal Roper brugt 10 år på at komme ind på livet af Martin Luther som menneske. Selv hans hovedpine, sexliv og fordøjelse har teologiske implikationer, for reformationshistorien er også et kropsligt anliggende, mener hun

”Martin Luther” af den tyske renæssancemaler Lucas Cranach den yngre. –
”Martin Luther” af den tyske renæssancemaler Lucas Cranach den yngre. – . Foto: Polfoto.

Allerede nu er der Luther ud over det hele i Tyskland, hvor markeringen af Reformationens 500-år kører gennem resten af året. Særligt udtalt er det i Lutherstadt Wittenberg, hvor reformatoren i oktober 1517 ifølge overleveringen slog sine 95 teser mod afladshandel op på kirkedøren.

Mange Luther-biografier er på markedet i disse måneder. En af dem er skrevet af Lyndal Roper, australsk historieprofessor ved Oxford University med speciale inden for Reformationen og ældre tysk historie. I løbet af de sidste ti års tid har hun læst en enorm mængde litteratur om Luther.

”Jeg ville egentlig kun bruge fem år på det,” fortæller Lyndal Roper med et forlegent grin, da Kristeligt Dagblad spørger til det enorme arbejde, der er mundet ud i mammutbiografien ”Mennesket Martin Luther”.

”Men det var så rasende interessant at gå ind i en person fra den tidligste modernitet. Der er meget få mennesker fra det 16. århundrede, som vi kender så godt som Luther: Hvordan han så ud, hans følelseliv, hvilken side af sengen han sov i, hans drømme – selv hvad der blev snakket om over aftensmaden.”

Alt det ved vi. Alligevel har de fleste biografier fokuseret på hans teologiske idéer og virkningshistorie. Her er mennesket Luther generelt kommet til kort, mener australieren, hvis mål er at gennemlyse hans ”sjælelandskab”, hans sociale forhold og ikke mindst Luthers forhold til sin egen krop.

”Vi mennesker består jo ikke kun af idéer, og vi bliver ikke bare bevæget af idéer, men også af følelser. Jeg vil vise, hvordan man kan forstå teologi og idéer anderledes, hvis man har et bedre indblik i subjektet – her altså Luther, hans følelser, konflikter og sociale liv.”

Dermed vil Lyndal Roper give bud på, hvorfor netop denne Martin fra Mansfeld skulle starte et teologisk oprør, som udartede sig til en eksplosiv revolution, hvis sprængkraft formentlig først blev overtrumfet af Den Franske Revolution små tre århundreder senere. Og hun vil vise, hvordan Luther levede, tænkte og troede med hele sin krop i et omfang, der virker fremmed for os moderne mennesker.

”Luthers bemærkelsesværdige mod og målrettethed skabte Reformationen; hans forstokkethed og evne til at dæmonisere sine modstandere havde nærved ødelagt den igen,” hedder det i biografien, der understreger, hvordan Luthers personlighed – på godt og ondt – havde enorme historiske følger.

Det gælder også hans forhold til kroppen.

”Luther skelner stort set ikke mellem kød og ånd, mellem krop og sjæl,” siger Lyndal Roper.

”Han har et meget direkte og uforblommet forhold til det kropslige, også til for eksempel det seksuelle og anale. Men selv fordøjelsesprocesser er jo en vigtig del af det at være menneske. Luther ser det hele menneske. For ham handler religion, Gud og Djævelen også om det kropslige, for de fleste i en overraskende konkret betydning.”

Dermed knytter Lyndal Roper Luthers teologi direkte sammen med det kropslige. Det understreges i et omstridt og afgørende træk ved Luthers teologi, nemlig dogmet om realpræsens: at Jesus i nadveren ikke bare er symbolsk, men kødeligt og konkret tilstedeværende.

”Dette punkt var med til at splitte reformationsbevægelsen fra begyndelsen,” siger Lyndal Roper.

”Men Luther brugte voldsom megen energi og tid på at forsvare idéen teologisk. Formentlig fordi han pinedød ville have vished om, at hans frelse eksisterede – konkret og kropsligt. Luther var jo ikke et menneske, der var absolut overbevist om sin egen frelse og så troen som en sød trøst. Han kæmpede med sin tro og sin tvivl, han kæmpede spirituelt og religiøst hele sit liv.”

Denne kamp viste sig også i Luthers konkrete forhold til Djævelen, som viste sig for ham i ”anfægtelser”, for eksempel som melankoli, tvivl, forstoppelse eller søvnløshed.

”Luther fornemmede mest Djævelen somatisk i form af hovedpine, tandpine eller tinnitus. Alt det så han som Djævelens angreb, og han fortalte og skrev åbent om det. Det gjorde ham sårbar i forhold til at blive stemplet som djævlebesat, men han argumenterede den anden vej rundt. Han så Djævelens angreb som et bevis på, at han stod på Kristi side. For ellers ville det for Djævelen jo ikke være værd at angribe ham,” siger Lyndal Roper.

”Også her bliver hans egne kropslige erfaringer til et middel til at erfare det religiøse.”

Den 730 sider tunge biografi er mere end Luthers krop og psyke. I næsten kronologisk rækkefølge giver værkets 19 kapitler sideløbende et kildenært og dog letlæst ridt gennem Luthers liv. Da Luther i 1505 droppede jurastudiet for at blive augustinermunk i Erfurt, var det til faderens store ærgrelse. Flere gange i biografien kommer Lyndal Roper tilbage til Luthers faderoprør, som blev afgørende for hans personlighed og tro. Hermed har Lyndal Roper absolut ikke i sinde at give entydige forklaringer, understreger hun.

”Man ville reducere Luther alt for meget, hvis man bare peger på, at han havde en stor faderfiksering. Han er et ekstremt komplekst menneske, men han reflekterede og lærte meget af konflikten med sin far. Det efterlader spor i hans forhold til andre mennesker – og i hans teologi og forhold til Gud, som han tog til sig som en fader,” siger den australske professor, der selv er vokset op med en protestantisk præstefader i Melbourne.

”Oprøret styrkede hans rygrad, især i de voldsomme angreb på paven. Omvendt havde han som barn ingen erfaringer med, at magt skal have legitimitet nedefra, hvilket viser sig i hans reaktionære magtteologi og i hans fordømmelsen af bondekrigene.”

I sine tidlige år som munk svælgede Luther i visse perioder i skyldfølelse for at komme så tæt på Gud som muligt. Og flere gange fastede han i et sådant omfang, at han udmarvet og deprimeret frygtede for sit liv. Disse beskrivelser, mener Roper, skal dog ses gennem et filter af den sene Luthers skriverier, hvor han lagde afstand til klostertilværelsen – for netop derfra kender vi i dag store dele af den unge Luther.

I tiden hvor den fredsløse Luther søgte tilflugt på slottet Wartburg og oversatte Det Nye Testamente til tysk, var der også fokus på det kropslige. Han følte sit ”utæmmelige køds brændende ild” – det handlede dog mindre om hans svære forstoppelse og undertrykte seksualitet end om ”dovenskab og træthed” som følge af lediggangen, hvilken han beklagede i et brev til sin medreformator Philipp Melanchton.

Luther led her formentlig også under isolationen. I hvert fald var han ifølge Lyndal Roper langt fra at være den ensomme helt, som han ofte gøres til i reformationsmytologien, hvor troens og skriftens ensomme autoritet fremhæves som det eneste afgørende i trosspørgsmål.

”Luther var meget social og må derfor også forstås gennem sine forhold til venner og kolleger. I øvrigt var dialogen og striden hans vigtigste intellektuelle værktøj, han formede helst sine idéer i disput med andre,” pointerer historikeren.

Midt i bondekrigenes rasen i sommeren 1525 giftede han sig med den 15 år yngre nonne Katharina von Bora, som han skulle få seks børn med.

”Luther så bondekrigene som ”Djævelens triumf” og ville ærgre netop Djævelen med sit ægteskab med Käthe,” siger Lyndal Roper med en undren, som om hun er forsmået på Käthes vegne.

Selv hævdede Luther senere, at han ikke giftede sig med hende ”af kødelig kærlighed eller brunst, men af velbehag i en ægtefælle”.

Roper kan her påvise, at Luther forsvarede kvindens ret til seksuel nydelse i ægtesengen. Generelt blev seksualiteten for Luther til en del af menneskets væren, og han mente, at paven havde lige så lidt magt til at forbyde noget så naturligt som sex, som han havde ”magt til at forbyde mad, drikke, afføring eller fedme”.

I løbet af 1530’erne smed Luther efterhånden de asketiske træk i sin teologi helt over bord. Han udviklede en faderlig og sjælesørgende holdning over for ægteskabelige problemer blandt sine sognebørn, og han fordømte ikke kødet ligesom mystiske tænkere som Thomas Müntzer, der insisterede på en ren spirituel erfaring af Gud. Kødets lyst er jo blot en synd blandt mange, også den vil finde sin nåde for Gud, mente Luther.

Trods denne udvikling blev Luther langtfra mildere med alderen. Tværtimod, understreger Lyndal Roper, der heller ikke ser nogen grund til at skelne skarpt mellem den yngre og den ældre Luther.

Også Luthers karisma og oprørske evner ser Lyndal Roper som gennemgående personlighedstræk.

”Psykologisk betragtet har det haft den skyggeside, at han gennem hele sit liv brød med en lang række tætte samarbejdspartnere og venner, fordi de i hans øjne så forkert på tingene. Han kunne være et indædt hadefuldt menneske – stærke følelser, som han i øvrigt ofte udtrykte i kropslige metaforer.”

Selv i sin høje, sygdomsplagede alder var Luther ikke i stand til at give magten videre til næste generation, fordi ”han havde ødelagt sit forhold til så mange af dem, der kunne have gået i hans fodspor”, som Roper formulerer det.

Således døde han som 62-årig i sin fødeby Eisleben i 1546 efter et historisk afgørende, men overvejende provinsielt liv, hvor han stort set ikke havde være uden for Sachsen – på nær en enkelt rejse til Rom omkring 1510-11, hvor han ved selvsyn oplevede pavesædet, denne ”gudløshedens tinde og Djævelens trone”.

Trods århundreders Luther-biografier håber Lyndal Roper med sin psykologisk og kropsligt forankrede tilgang at have kastet nyt lys over reformatoren, især over, hvordan følelsesmæssige anlæg og konflikter prægede Luthers teologi og præmoderne mennesker generelt.

”Som historiker skal man arbejde forsigtigt med psykoanalysen,” medgiver hun.

”Hvis man tolker alt som psykopatologiske træk, kan man godt ende man med at få det samme ud, som man putter ind. De psykologiske værktøjer skal bruges til at lade sig overraske, til at belyse og skabe nye erkendelser. Det kræver omvendt, at man tager rigtig meget af Luther med.”

Det har Oxford-professoren unægteligt gjort i løbet af ti års forskning i Luther. Det er derfor svært ikke at spørge om, hvilken Luther Lyndal Roper helst ville møde, hvis hun kunne.

”Jeg elsker Luthers humor, hans evne til at få noget morsomt ud af noget alvorligt. Så jeg ville nok helst møde ham over en øl,” lyder det med et grin fra Lyndal Roper.

”Hvis jeg skal sætte årstal på, ville jeg gerne møde ham i 1525, hvor han var nygift og var så bange for, at forholdet med Käthe skulle blive et Josef-ægteskab. Han anede jo ikke, om han – en 41-årig mand uden seksuelle erfaringer – var i stand til at gå i seng med sin kone. Samtidig prædikede han netop i denne tid ubarmhjertigt mod bønderne og de simple minearbejdere, men personligt afspejler hans få breve fra den tid, at der kom der en ny lethed i hans liv og tanker. Den Luther ville jeg faktisk rigtig gerne møde.”