Hvad stiller vi op med Sade?
Spørgsmålet er uden tvivl blevet vendt og drejet mere end én gang, inden Frankrig blev enig med sig selv om at markere 200-året for Marquis de Sades død. For hvad stiller man op med en figur, som i sine skrifter har udpenslet de mest kvalmende pinsler ud i de mindste detaljer, forherliget tortur, mord og ydmygelse og væltet sig i et så kvalmende søle, at hans navn er blevet synonymt med den perverse nydelse ved at påføre andre smerte?
I 150 år håndterede man Sade ved at forbyde ham. Den franske censur forbød ”Justine eller dydens ulykke”, ”Filosofien i soveværelset” og især ”120 dage i Sodoma”, hvor fire aldrende aristokrater mødes i et afsides slot for systematisk at udsætte 42 drenge og piger for 600 perversioner i fire kategorier: fra ”de simple” og ”de dobbelte” til ”de kriminelle” og ”de morderiske”.
Censuren blev ophævet i 1950, og her 200 år efter Marquis de Sades død er han på listen over Frankrigs nationale fejringer. En udstilling på Orsay Museet i Paris viser, hvordan Sades fantasier antydes i malerkunsten. Og frem til april er Marquis de Sade hovedperson i en særudstilling på Martin Bodmer Fondet i Genve, der ejer den originale 30 meter lange papirrulle, hvorpå Sade skrev ”De 120 dage” i Bastille-fængslet i 1788. Men hvad skal vi med Sade? Hvorfor ikke bare feje hans frastødende litterære forestilinger ind under gulvtæppet?
”Fordi Sade holder et spejl op for os og viser, at mennesker i sig bærer en barbarisk vold. Han stiller spørgsmålet om, hvad der sker med en menneskehed, der er overladt til sin egen magtfuldkommenhed og sin egen selvdestruktion,” konstaterer Michel Delon, professor i fransk litteratur ved Sorbonne Universitetet og kommissær for udstillingen på Martin Bodmer Fondet.
”Man skal ikke se Sade som den, der forherliger ondskaben, men som den, der kaster lys over den side af os, vi ikke har lyst til at se i øjnene,” siger også Eric Marty, professor i filosofi og forfatter til bogen ”Pourquoi le 20 sicle a découvert Sade”, hvor han forklarer, hvorfor det netop var det 20. århundrede, der genopdagede Sade.
”Det 19. århundrede er fortrængelsernes århundrede. Men i det 20. århundrede begynder psykoanalysen at påvirke menneskesynet. Surrealisterne begynder at interessere sig for ham, og samtidig når mange til den konklusion, at især nazismen og holocaust med den systematiske, følelseskolde udryddelse af jøderne synes at bekræfte Sades menneskesyn,” siger Eric Marty.
Idéhistorisk deltager Marquis de Sade i debatten om menneskets sande natur: Er naturmennesket styret af en naturlig godhed, som hos den franske oplysningstænker Jean-Jacques Rousseau, men fordærvet af opdragelse og civilisation? Eller er naturtilstanden som hos den engelske 1600-talstænker Hobbes et kaotisk anarki, hvor mennesket efterstræber sin egen interesse med alle midler?
”Sade er en anti-rousseau. Han forkaster humanismen som en skjult last, der blot har til formål at pleje humanisternes selvglæde, et argument, som vi også hører i dag. Men han adskiller sig også fra Hobbes, der mener at mennesket for at beskytte sig mod kaos foranlediget af den naturlige ondskab og selviskhed afgiver en del af sin egen frihed til statsmagten, Leviathan. Sade fremhæver derimod anarkiet og de kaotiske tilstande, hvor menneskets naturlige instinkter kan udfolde sig frit. Sades verden er den generaliserede og systematiserede prostitution. Ingen religion, ingen moral må stille sig i vejen for den individuelle frihed til at gøre, som man lyster, om det så er vold, mord eller voldtægt,” påpeger Eric Marty.
Derfor er Sade også en radikal ateist, hvis personer finder den største nydelse i blasfemisk forhånelse af Gud og kristendommen under deres orgier. I kristendommen kan troen og nåden frelse mennesket fra arvesynden. Hos Sade er det hverken muligt eller ønskeligt.
”Han har læst oplysningsfilosoffer som Diderot og Baron D'Holbach og benytter enhver lejlighed til at plædere for, at Gud ikke eksisterer. Men han går længere endnu. Han vil udradere ethvert behov for at tro, ethvert behov for transcendens, som han ser som en form for underkastelse og en fornægtelse af individualiteten,” mener Annie Le Brun, professor i litteratur og kommissær for Sade-årets hovedattraktion, udstillingen på Musée d'Orsay i Paris.
I et interview med dagbladet Le Monde peger hun på, at Sades største provokation sådan set ikke er hans forherligelse af volden og vulgære iscenesættelse af pornografiske fantasier, men hans påstand om, at kroppen og instinkterne under alle omstændigheder er det, der driver os, og at viljen ikke kan gøre stort for at forhindre det.
”Allerede i 1782 imødegår han Descartes og hans berømte 'Cogito, ergo sum', Jeg tænker, altså er jeg. Sade mener, at begæret og den begærende krop altid underminerer fornuften og moralen. Det er det, vi ikke kan tilgive ham,” mener Annie Le Brun.
”Man kan også læse hans blasfemi som en slet skjult frygt for kristendommen, der er et bolværk mod ondskabens frisættelse,” påpeger Eric Marty.
”Ligesom Nietzsche mener Sade, at moral består i at tvinge den stærke til at give afkald på sin styrke. Begge hylder den stærke og ser moral som en form for dekadence, hvor lammet får magten over ulven. Men hos Nietz-sche ender det ikke i den grusomhed, som Sade lægger for dagen. Sade forkaster nemlig også empatien og evnen til at sætte sig i andres sted. Han taler i stedet om ”a-pati” i forhold til den vold, som bødlen skal lære at praktisere, og som er nødvendig for at begæret kan ske fyldest,” pointerer Eric Marty.
Og det er her, at forbindelsen til nazismens industrialiserede udryddelsesstrategi etableres. Sade taler om masseudryddelser og spørger retorisk, hvilken forskel det vel gør, om halvdelen af menneskeheden udryddes. En af de første, der peger på denne parallel, er den tyske jøde og filosof Theodor W. Adorno, der flygtede fra Nazityskland i 1934.
”Da Adorno begyndte at læse Sade, mente han at genkende naziregimets kolde volds- og magtanvendelse. Han forsøger at forstå, hvad det er, der frisætter denne vold. Og han peger på Kant,” forklarer Eric Marty, der selv har kaldt den tyske moralfilosof for ”det manglende led mellem Sade og nazismen”.
Det er naturligvis ikke Immanuel Kants hensigt. Kant stiller mennesket over for en etisk fordring om at handle rigtigt i henhold til en abstrakt, universel morallov. Og takket være denne abstrakte etiske fordring bliver Kant ufrivilligt den kanal, som tillader Sade at snige sig ind i 1930'ernes Tyskland, lyder argumentet.
”Adorno viser, at det bliver muligt, når moral gøres til et spørgsmål om formel respekt for en rent rationel lov og samtidig adskilles fra empati og medfølelse med medmennesker. Det er det samme, vi ser, når Boko Haram bortfører 200 skolepiger i Nigeria og legitimerer det med et såkaldt højere moralsk mål. Men vi kan også øjne Sade i forbrugssamfundets legitimering af individets grænseløse jagt på at tilfredsstille alle tænkelige materielle behov,” siger Eric Marty.
I den forstand er Marquis de Sade en udfordring, der tvinger os til at se kritisk på os selv.
”Det er ikke sundt at fortrænge Marquis de Sade,” konkluderer Eric Marty.
”Vi skal konfrontere os med ham for at se vore egne skyggesider i øjnene. Men han bliver aldrig en kulturbærende kraft. Han er vores skyggeside. Og der skal han forblive.”