Staten er blevet vores gud

Christiansborg Slot om

Ifølge Mikkel Thorup, lektor i politisk idéhistorie ved Aarhus Universitet, er der gennem de seneste tre-fire århundreder sket en udvikling i menneskers måde at se sig selv i verden på, som i store træk placerer staten i den position, som Gud tidligere indtog. Når staten siger, vi skal iføre os cykelhjelm og ikke kan tåle tobaksrøg, så indretter vi os derefter. Foto: Scanpix / Scanpix

I de europæiske lande har staten ageret som det jaloux og mistænksomme familieoverhoved, der ikke kunne leve med, at andre instanser fik for stor indflydelse.
Mikkel Thorup

I sin nye bog, ”Statens idéhistorie”, undersøger idéhistorikeren Mikkel Thorup, hvordan det gik til, at alle forestillinger om, at mennesker kan indrette sig på en anden måde end i en stat, er uddøde i løbet af tre-fire århundreder

Til de store, traditionelle verdensreligioners forestillinger om Gud hører gerne, at Gud er udgangspunktet for det hele, tilstedeværende i det hele, vidende om det hele og ansvarlig for det hele. Og først og fremmest er Guds position ikke til diskussion.

I kristendommens Ti Bud lyder det første bud slet og ret, at vi ikke må have andre guder.

Ifølge Mikkel Thorup, lektor i politisk idéhistorie ved Aarhus Universitet, er der gennem de seneste tre-fire århundreder sket en udvikling i menneskers måde at se sig selv i verden på, som i store træk placerer staten i den position, som Gud tidligere indtog.

Han har netop udgivet bogen ”Statens idéhistorie - magt, vold og politik”, som blandt andet har til formål at åbne vores øjne for, hvor betingelsesløst vi har overgivet os til idéen om, at staten styrer os, passer på os, tager ansvar for os - og absolut ikke tåler, at vi drager dens magtposition i tvivl.

”Jeg henter inspiration fra den engelske filosof Thomas Hobbes' værk 'Leviathan' fra 1651. Her defineres staten som den dødelige gud. Staten har mange af en guds karakteristika, men er kendetegnet ved sin skrøbelighed og sårbarhed, og i modsætning til en gud, som der ikke er noget før eller efter, så har staten en opkomst og en mulig afslutning,” forklarer Mikkel Thorup.

Men idéhistorikeren bliver ikke ved Hobbes' syn på staten, for i de cirka 350 år, der er gået siden, har staten udviklet sig i mere og mere selvbevidst, grænsende til magtfuldkommen, retning. Ikke mindst her i Danmark, hvor vi tit sætter lighedstegn mellem ordene ”staten” og ”det offentlige”, altså alt det, vi har tilfælles.

Ifølge Mikkel Thorup har den dødelige gud staten ”i enkelte samfund på kloden, herunder ikke mindst Danmark, formået at gøre sig selv så naturligt udseende, så uundværlig, så permanent og omnipotent tilstedeværende, at den mere ligner fortidens udødelige gud”.

Så mens Hobbes brugte gudebilledet for at slå et slag for den dengang skrøbelige stat og minde os om, hvor meget den vil kunne gøre for os, så er der i dag - ikke mindst i Danmark - grund til at tænke over, hvor meget magt over vores liv vi har kanaliseret ét sted hen.

”Jeg synes, det er interessant at tænke over, hvordan vi har vænnet os til, at staten er så intimt og dog så fjernt til stede i vores liv. Staten giver os regler for alle baggrundsbetingelser. Hvordan vi skal færdes i trafikken, hvor meget vi skal betale i skat, og hvilke ingredienser man må putte i linoleumsgulve. På en enkelt generation har den ændret vores kropslige beredskab i en grad, så vi nu alle kører med cykelhjelm og ikke kan tåle tobaksrøg,” siger Mikkel Thorup.

Han føjer hertil, at staten er blevet som en del af familien, men ikke som én, det er let at argumentere imod. Snarere som et fjernt, skjult familieoverhoved, over for hvem vi, med den franske filosof Alexis de Tocquevilles ord, er blevet ”frygtsomme, lydige får”.

Det ovenstående kan efterlade læseren med det indtryk, at Mikkel Thorups bog er et kampskrift imod den måde, vi har indrettet staten på. Men idéhistorikeren er selv ganske splittet i sit syn på staten.

For på den ene side er det svært at komme udenom, at det har markeret et meget stort fremskridt for menneskene, at staten fik så meget magt. Staten tog monopol på vold og magtudøvelse i et omfang, som har skabt usædvanlig fredelige og trygge samfund.

Men på den anden side er staten ikke nogen uskyldig part. Staten har gennem de seneste århundreder nedkæmpet, udmanøvreret og indlemmet alle andre forestillinger om, hvordan vi mennesker kan indrette os.

Staten har selvfølgeliggjort sig selv, og ifølge Mikkel Thorup er det problematisk, at enhver udfordring mødes med den reaktion, at det må staten tage sig af, og derfor må vi have mere stat.

Cyklister på cykelstien i myldretiden. Her holder dame med rød cykelhjelm tilbage for

Når staten siger, vi skal iføre os cykelhjelm og ikke kan tåle tobaksrøg, så indretter vi os derefter, mener Mikkel Thorup. Foto: Thomas Vilhelm / Scanpix Denmark

”Vi er nået et punkt, hvor borgere ikke længere kan udfordre staten, og rent ideologisk er vi gået helt bort fra at overveje alternativer. I over 100 år har vi haft det repræsentative demokrati som en slags garanti for indflydelse - at vi på en måde skrev lovene for os selv via vores valgte repræsentanter. Men jeg mener, vi kan overveje, om det repræsentative demokrati er i så god stand. Det repræsentative er blevet mere facade, som vi også kender det fra EU. Blandt magthavere ses folkelig indflydelse som besværlig og dyr, og hele begrebet velfærd bliver set som en udgift, det gælder om at holde nede. Magtforholdet mellem regering og embedsværk er forskudt, blandt andet fordi embedsapparatet er blevet dygtigt til at generere sin egen viden uden at få input udefra.”

Denne udvikling er jævnligt genstand for kritik i debatten - en kritik, hvor magtfuldkommenheden ofte tildeles betegnelser som ”djøfisering” eller ”konkurrencestatstænkning”. Men for Mikkel Thorup rækker det langt ud over faggrupperne jurister og økonomers dominans eller en bestemt nationaløkonomisk måde at anskue de enkelte nationalstaters økonomiers indbyrdes konkurrence på:

”Staten behøver ikke længere legitimere sig selv i et begreb uden for sig selv som folkesuverænitetsprincippet. Staten er blevet en gud, som ikke behøver offer eller røgelse. Den legitimerer sig selv.”

Enhver, der har et minimalt kendskab til verdenshistorien, siden ”Leviathan” udkom i 1651, vil vide, at få lande - om nogen - i denne periode har haft én lang harmonisk statsdannelse. Utallige revolutioner og uroligheder har præget århundrederne.

Men selvom diverse omstyrtninger har præget, hvordan og af hvem staten blev regeret, så mener Mikkel Thorup alligevel, at der er foregået én sammenhængende proces, hvor staten som begreb udmanøvrerer alle andre forestillinger.

Men befolkningens forhold til staten er ikke det samme i alle lande og verdensdele. I sin bog gør idéhistorikeren forholdsvis meget ud af at analysere, hvordan Den Amerikanske Revolution med Uafhængighedserklæringen i 1776 skabte et væsentligt anderledes syn på staten end de europæiske landes systemomvæltninger, af hvilke Den Franske Revolution i 1789 er den mest berømte.

”Den Amerikanske Revolution fik ikke stor indflydelse i Europa. Den inspirerede de franske revolutionære dengang, men siden er det netop Den Franske Revolution, der har været toneangivende for de europæiske stater. Og de to revolutioner fik to helt separate udviklingsforløb,” fortæller Mikkel Thorup.

Set i et statsperspektiv er det især bemærkelsesværdigt, at Den Franske Revolution tog en masse direkte opgør med alle samfundets institutioner, adelen, kirken, familien og håndværkerlavene. Alle disse andre institutioner blev set som konkurrenter til statens tag i befolkningen og blev derfor udryddet, pacificeret eller inkorporeret i staten.

”I de europæiske lande har staten ageret som det jaloux og mistænksomme familieoverhoved, der ikke kunne leve med, at andre instanser fik for stor indflydelse,” siger Mikkel Thorup, som mener, at den danske folkekirke-konstruktion er et eksempel på, hvordan kirken bringes under kontrol ved at blive inkorporeret i staten.

I USA forholdt det sig anderledes. Man havde ingen adel, men de revolutionære var i vid udstrækning velhavende plantageejere, der havde store besiddelser og egne slaver. Og begreber som kirke og familie så man ingen grund til at rette sit fokus imod.

Revolutionen var vendt imod de centralistiske engelske bureaukrater, som lavede love og regler, som borgerne - rige eller fattige - ingen indflydelse havde på ovre i kolonierne.

”Den Amerikanske Revolution havde ikke et behov for at skabe en omnipotent centralmagt. Den vendte sig imod dén, som de revolutionære mente at se i Storbritannien. Dette er baggrunden for, at man i den amerikanske forfatning indførte en række dysfunktionaliteter i den måde, præsidenten, Kongressen og højesteret griber ind i hinanden på,” forklarer Mikkel Thorup.

Hvor vi i Europa - med reference til filosoffen Montesquieu - har gjort meget ud af magtens tredeling, så har man i USA bevidst lavet et system, hvor den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt kan sætte hinanden ud af spillet, hvilket samlet set svækker centralmagten betydeligt i forhold til lokale myndigheder såsom delstater og bystyrer, og i forhold til den enkelte borgers personlige frihed.

Det paradoksale er, at vi i dag står med en magt i hovedstaden, Washington, som i udenrigspolitisk sammenhæng er enorm - på dette niveau tåler den siddende præsident ifølge Mikkel Thorup sammenligning med Romerrigets kejser - men i forhold til magten internt i USA er Washington en svag statsmagtsbastion.

Og ved siden af staten spiller erhvervslivet, civilsamfundet, de mange trossamfund og familien som begreb en større og langt mere selvstændig rolle end i Europa:

”Man kan sige, at hvis staten er blevet en gud, så praktiseres denne gudsdyrkelse som monoteisme i Europa og som polyteisme i USA.”

Men hverken i Europa eller USA - og slet ikke i ekstremt centralistisk styrede stater som Kina - er der for alvor nogen aktører, der med styrke anfægter statens ophøjede position. Store virksomheder og andre positionerer sig blot i forhold til staten på den for dem selv mest gunstige måde.

Og dog. Der findes ét område, som til en vis grad unddrager sig gængs statslig kontrol. t felt, der ligesom staten på den ene side kan nå os alle og på den anden side selv er svært at få hold på. En nutidig pendant til den status, de store have havde dengang i 1600-tallet, da Thomas Hobbes opfordrede alle til at slutte op om den skrøbelige enhed, en stat var.

”Dengang var havet det område, som staten havde brug for, fordi transport tog alt for lang tid over land, men samtidig var det svært at håndhæve lov og ret langt ude på havet, hvor der var pirater, som kunne undslippe. I dag har internettet overtaget havets rolle i denne sammenhæng. Det befolkes af digitale pirater af enhver slags. Ytringsfrihedsforkæmpere, hackere, forbrydere, multinationale selskaber, der unddrager sig beskatning. Her foregår våbenhandel og udbredelse af børneporno, men også tiltag, der udfordrer statens magtposition, som Wikileaks' afsløringer af efterretningshemmeligheder,” forklarer Mikkel Thorup.

Pointen er, at leder man forgæves efter seriøse, ideologiske bud på en anden måde at tænke samfundet på, så findes der en slags revolutions- eller piratromantik, som knytter sig til internettet. I den vestlige kultur har piraten altid været en tvetydig figur.

På den ene side en morderisk, statsundergravende forbryder, på den anden side en charmerende, frihedselskende oprører i stil med Robin Hood.

Denne figur forbinder mange i dag med diverse internetaktører som Wikileaks-redaktøren Julian Assange eller whistlebloweren Edward Snowden.

”Internettet er, som havet var engang, et territorium, som er svært at kontrollere, og som derfor udfordrer territorialstaterne. Den kinesiske løsning på udfordringen vil være at prøve at sætte sig på magten over det, men det er problematisk. Dels fordi internettet i dag er blevet lige så uomgængeligt, som havet var engang. Dels fordi det trods alt griber ind i den enkeltes frihed på en måde, vi ikke bryder os om,” forklarer Mikkel Thorup.

Derfor er internettet blevet det felt i verden, hvor der foregår en konkurrence mellem frihed - på godt og ondt - og statskontrol. En konkurrence, hvor staterne selv gør flittigt brug af de nye digitale muligheder til en magtudøvelse, der bliver mere virtuel og mindre territorial end før.

I sin bog spørger Mikkel Thorup, om ”havet er skyllet ind over landet”, så ”piraten nu snarere er de globale strømmes kaptajn end basisdemokratiets fribytter”, og det er ”ved at blive havet snarere end landet, der er magtens grundlag og princip”.

Når pirater som Assange og Snowden står til søs på deres piratskuder, rykker de digitale statslige kanonbåde ud med overvågning og kontrol i et omfang, som ingen kan matche. Og det sker ikke i mindre omfang fra det frihedselskende, føderalistiske USA, hvor borgerne gerne må have andre guder end staten, end fra Europa.

”Der foregår en magtkamp. Men der er ingen mulighed for, at staten taber. Dertil er statssystemet blevet for stærkt. Heller ikke på internettet kan der i det lange løb foregå noget, som ikke er statsskabt, statsovertaget eller statstolereret,” siger Mikkel Thorup.