Storpolitik i det 21. århundrede er kun mulig som udvidet autohjælp

Vor tid kalder på praktikere, der kan holde vejene farbare, skriver filosoffen Peter Sloterdijk. Som der er ...

Vor tid kalder på praktikere, der kan holde vejene farbare, skriver filosoffen Peter Sloterdijk. Som der er brug for her i Dungannon i Storbritannien den 8. december 2015. - Foto: Scanpix

Mængden af frisat energi har nået et punkt, hvor omkostningerne er blevet større, end tanken kan rumme. Der er ingen ideologi tilbage, der kan hævde, at den ved, hvordan vi kommer videre.

Hvor det 19. århundrede bød på tanker om fremskridt, vil vi i det 21. århundrede have politikere, der kan pumpe vandet væk fra vejen. Forvandling af fremtiden fra fremgang til frygtelighed er et gennemgående tema i den tyske filosof Peter Sloterdijks seneste bog

Visse røster beklager, at vi har visionsløse politikere. Vi lever i en tid uden store personligheder. Borte er vidtskuende ånder, og tilbage står vi med fuskere, personer, der ikke er meget større end os selv, folk, der ikke har tid til at tænke ud af boksen, fordi de spurter fra det ene lille problem til det næste. Vi vil gerne her forklare, hvorfor det ikke kan være anderledes.

I sin seneste roman,”En ny tid”, beskriver forfatteren Ida Jessen tilværelsen i Thyregod i Sydjylland for omtrent 100 år siden, hvor opdyrkningen af heden stadig var en frisk omsat vision.

Det mørke landskab, hvor vinden ikke møder modstand, og som må plantes til for at dæmme op for sandflugten, lysnede op i begyndelsen af det 20. århundrede. Der blev oprettet skole- og lægedistrikter, huse blev bygget med bedre byggeskik, der blev skabt andelskasser, og jernbanenettet lagde sig ned over landskabet. Viden og idéer kunne forandre livet.

Den døve, stumme og blinde pige kunne bringes tilbage til sin familie efter at have lært blindskrift på højskolen. Tuberkuloseepidemien kom efterhånden under kontrol med sanitære forholdsregler. Veje blev forbedret, så man kunne komme frem med cykel og bil. Thyregods Borgergade blev forlænget med flere og flere forbrugstilbud.

Moderniseringen af livet på landet blev ledsaget af en trang til at fastfryse en fortid, som var ved at forsvinde.

Den lokale præst var folkemindesamler som den berømte Evald Tang Christensen, der også gæster Ida Jessens fortælling. Der er noget ligefremt og triumferende over den dokumentarisme, man blev grebet af i tiden omkring det forrige århundredeskifte.

Efter kloge koners beretninger skrev man fortidens sange og sagn ned, ligesom man fastholdt en uopstyltet version af omgivelserne med fotografier af ”huse og mennesker og landskaber og dyr og maskiner”. Man fristes til at tænke på det som fremskridtets sekretærarbejde - et arbejde, der i vores tid, hvor visioner er uldne og slidte størrelser, og hvor fremskridt er afløst af rundtosset forandring, fremstår rørende forældet.

Visionsløshed er fællesnævneren for vores håndtering af tidens udfordringer: klima, miljø, befolkningstilvandring, pres på nationalstaten, væksten, der ser ud til at være gået i stå. Verden, virkeligheden og fremtiden er blevet en ydre magt, ikke noget, vi selv frembringer.

Denne passivitet, eller reaktivitet, adskiller os fra personerne i Ida Jessens roman. Vi er henvist til at afværge påtrængende trusler. Vi implementerer ikke længere omkalfatrende idéer. Hvor fremtid før i tiden rimede på mulighed og fremgang, er den i dag omgærdet med frygt.

Denne forvandling af fremtiden fra fremgang til frygtelighed er et gennemgående tema i den tyske filosof Peter Sloterdijks seneste bog, ”Die schrecklichen Kinder der Neuzeit” (på dansk omtrent ”Modernitetens uopdragne børn”) fra 2014. Den handler om, at virkeligheden er blevet for stor for os.

I september 2015 ”bankede virkeligheden på”- som det hed med henvisning til flygtninge på de danske motorveje. Den virkelighed, der bankede på, er skabt af mennesker: Det gælder naturligvis flygtningesituationen. Men det gælder også klima- og miljøudfordringerne. Virkeligheden har længe banket på.

Mere præcist: Den er skabt af mennesker i nyere tid, af moderne mennesker. Uden videnskab, teknologi og industrialisering, ingen klimaudfordring. Uden lægekunst, landbrugs-, kommunikations- og transport- og krigsteknik og alt muligt andet, ingen befolkningseksplosion, intet pres på grænserne.

Menneskene har ganske vist altid ændret verden og omskabt virkeligheden. Men den moderne periode (fra oplysningen i 1600- og 1700-tallet) har særligt tydeligt vist, at ”historien frisætter mere energi, end den selv formår at binde”, som Peter Sloterdijk siger.

”Bindingen” sker i form af det, der gerne kaldes kultur, det vil sige bestemte rammer for tænkning, kommunikation og handling. Mennesker er i princippet frie dyr (eller i alt fald meget friere end alle andre dyr). Men de benytter sig normalt ikke ret meget af denne frihed - for eksempel vælger vi i denne artikel at benytte os af det danske sprogs regler og laver ikke vore egne ord eller vores egen regler for stavning.

Et gennemgående ideal i menneskehedens historie har været ikke at være fri og original. Visdom har været at følge normer og standarder, som gik tilbage til verdens tilblivelse eller tidens begyndelse. I praksis er dette ideal blevet omsat til en mere håndterlig etisk fordring: Du skal efterligne dine forældre!

Den konservative indstilling har haft gode argumenter for sig. Dels er det det nemmeste, det vil sige det mest økonomiske: Det kræver langt mindre energi end hele tiden at skulle bryde rutiner og opfinde alternativer. Dels er det blotte faktum, at man er i live, et argument for at gøre ligesom den lange række af forfædre. Hvis de havde handlet grundlæggende forkert, ville de ikke have frembragt én selv; altså er det klogt at gøre som dem.

Overlevelse er en slags håndfast sandhedskriterium. Har noget, for eksempel kristendommen, eksisteret i 2000 år, må den på en eller anden måde være ”i sync med” verden. Dette fortidsprincip kan man kalde det ”genealogiske”: Hvem er jeg? Jeg er først og fremmest søn eller datter af min far og min mor.

Fra oplysningstiden og til engang i slutningen af det 20. århundrede blev der frisat en hidtil ukendt mængde energi. Det gav sig udslag i en overbevisning om, at menneskelig tænkning kunne mestre verden. Ideologier er tankebygninger, der mente sig større end virkeligheden.

Totalitære ideologier som kommunisme og fascisme og liberale ideologier som tro på kapitalisme og markedskræfter - alle var de bygget på et skema, hvor nutiden stod udspændt imellem en mørk fortid og en lys fremtid.

De kunne alle, hver på sin måde, forklare, hvad mennesker skulle gøre for at komme og tættere på fremtiden. Dette fremtidsprincip er anti-genealogisk. Hvad er min etiske fordring? Du skal bryde med din far og din mor. Hvem er jeg? Jeg er den, der arbejder i fremskridtets tjeneste.

Ironisk nok har denne tro på fremtiden samme oprindelse som det, der i nutiden er den mest konservative af alle institutioner: kristendommen. Konservative børn er artige børn. Moderne børn er de uregerlige. Peter Sloterdijk udpeger indbegrebet af et uvornt barn:

Jesus - verdenshistoriens mest berømte ”uægte barn” eller ”bastard”, som det tidligere hed, enten med ingen far eller en dobbelt far. Han kom for at sætte splid i familierne, som kirkegængere kunne høre i teksten til anden juledag. Men historien op til nutiden er fuld af dem:

Det var dem, der blev historiens helte - og skurke. Det var bastarderne, fornægterne af deres far og mor, som frisatte den kolossale energi, der førte til penicillin og klodens opvarmning, supersygehuse og Auschwitz.

Hvis kristendommen begyndte med at vende ryggen til den verden, som alle andre har ment var den eneste rigtige, hvordan er det så kommet dertil, at kristendommen i dag står som det mest tungt-traditionelle af alt? Kristendommens oprindelige succes skyldtes, at den var i stand til at blive en religion både for genealogiens kirker og for bastardernes klostre og eneboerhuler.

De to modsatrettede principper levede side om side som folkelig kirke og som elitekirke, i hvert fald til og med Reformationen. Herefter begynder det moderne, først langsomt, siden med enorm hastighed. Kirken gav slip på bastardprincippet, der eksploderede i filosofi, videnskab, teknologi og æstetik. Tilbage stod genealogiprincippet.

Men bastardprincippet er i nutiden løbet ind i store vanskeligheder. Udtryk som ”man må følge med tiden” og ”man må ikke stå i vejen for fremskridtet” hører hjemme i et afsnit af ”Matador” eller ”Downton Abbey”. I nutiden skal man ganske vist fortsat omstille sig. Men det sker kun i nutidens korte tids navn. Man kan skue bagud, hvis man vil, men kun som privatperson eller pensionist, men ikke på sin arbejdsplads. Men fremad skuer man kun med bekymring og frygt.

Få vil vente noget godt af fremtiden, og det vil være et lille mirakel, hvis den globale opvarmning virkelig kan holdes nede på under to grader. Til gengæld ser det ud til, at flere danskere end tidligere kan lide folkekirken. Det er ikke den, der står i vejen for fremskridtet - det har det klaret selv.

For mængden af frisat energi har nået et punkt, hvor omkostningerne er blevet større, end tanken kan rumme. Der er ingen ideologi tilbage, der kan hævde, at den ved, hvordan vi kommer videre. 1970'ernes Egon Olsen indvarslede nutiden. Han havde en plan, og vi vidste alle, hvordan det ville komme til at gå med den plan.

Ingen fornuftig politiker i vore dage vil risikere at være Egon Olsen. Vi vil have digelappere, førstehjælpere ferme til damage control, folk, der sørger for at pumpe vand væk fra vejene, nogle, der nogenlunde kan finde ud af, hvad vi gør nu i forhold til EU, til alting. I sin seneste bog ramte Peter Sloterdijk hovedet på sømmet:

”Hvis fremskridt og reaktion var de dominerende begreber i det 19. århundrede, kendetegnes det 21. århundrede af lappeskrædderi og reparation. Storpolitik er kun mulig som en udvidet autohjælp.”