Hvordan kan det dog gå til, at tusindvis af sider fra filosoffen Martin Heideggers hånd ligger skjult? Den formentlig vigtigste tyske filosof siden G.W.F. Hegel ved vi videnskabeligt set langt mindre om, end vi gør om så mange andre store personer, fordi hans arvinger uden at ryste på hånden har holdt store dele af hans efterladte papirer gemt væk fra offentlighedens nysgerrighed.
Det har de juridisk set gode grunde til. Martin Heidegger slog umiskendeligt - og på skrift - fast, at hans videnskabelige og litterære arv af upublicerede papirer ikke måtte udgives omgående efter hans død, men at de skulle arkiveres for nøjagtigt 100 år. Kun fordi Heideggers forlægger, den navnkundige Vittorio Klostermann Senior i samarbejde med Heideggers søn Hermann Heidegger, gjorde et ihærdigt overtalelsesforsøg, lykkedes det at overbevise Heidegger om, at man kunne påbegynde udgivelsen af hans efterladte papirer, når man først havde udgivet alle andre af hans skrifter i en såkaldt Gesamtsausgabe.
Derudover testamenterede Heidegger alle rettigheder over de efterladte papirer til familien, og det har hans efterkommere taget ganske alvorligt lige siden. Det har ført til lange beskyldninger om, at den samlede udgivelse af Heideggers værker bliver manipuleret, så de fremstår mere fri af nazistiske tilbøjeligheder, end de faktisk er, og at udgivelsen på ingen måde lever op til videnskabelige standarder. I alle fald udarter rettighedsspørgsmålet sig ofte til en temmelig rodet og problematisk affære.
Eksempelvis har filosoffen Marion Heinz, der er medarbejder ved udgivelsen af Heideggers samlede værker, af arvingerne fået lov til at læse Heideggers breve til hans bror. De ligger gemt væk fra offentligheden, men efter Marion Heinz' besøg i arkivdyngerne overtalte avisen Die Zeit hende til et interview. Da måtte man åbne artiklen med det temmelig ødelæggende spørgsmål: ”Fru Heinz, de har læst brevene - men strengt taget må De vel ikke tale om dem?”.
”Jo, jeg må gerne tale om dem, jeg må bare ikke citere dem. Før enhver publikation af citater eller parafraser skal arvingerne give tilladelse til udgivelsen.”
Det er mildt sagt ikke gode vilkår for videnskabeligt arbejde, og Marion Heinz medgiver i artiklen også, at det er ”beklageligt”, at arvingerne ikke kan se dette.
Det mener en af Heideggers sidste elever, den tidligere Freiburg-filosof Rainer Marten, født 1928, også. I samme avis skrev han under den aggressive overskrift ”Gralsbeskyttere med den sidste troskab”, at der er tale om en skandaløs ordning, der nu må ændres.
Ikke til fordel for det, han kalder en sensationshungrende offentlighed, men til fordel for filosofiens sag og dens medansvar for det menneskelige.
Det er svært at sige, om der er en opblødning på vej. En af de nulevende arvinger til Heideggers papirer er hans kødelige barnebarn Arnulf Heidegger. Han har afvist alle beskyldninger. Han anerkender forskningens trang til at få adgang, men fastslår, at vi umiskendeligt véd, at Heidegger ikke ønskede andre ting udgivet før 100 års forløb og oprethavrettens udløb.
Alligevel har han til Die Zeit sagt, at der allerede foregår samtaler med det tyske litteraturarkiv om, hvordan man kan finde en middelvej mellem Heideggers klare ønsker og forskningens forståelige ønsker.
Det store spørgsmål er, hvem der ejer en stor filosofs tekster. Det er næppe blot et juridisk spørgsmål.