Først var der Thorkild Grosbøll, der kunne fortælle om sin manglende tro. Nu er der atter præster, herunder Per Ramsdal, der tilsyneladende løber med al opmærksomheden, som fortæller, hvordan bærende dogmer i kristendommen ikke siger dem noget - herunder opstandelsen, som er et centralt led i trosbekendelsen.
Er det på universitetet, de friske præster lærer at save grenen over? Lad os spørge en derfra, dr.theol. Jesper Høgenhaven, professor i Gammel Testamente på Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.
”Det handler vist ikke så meget om, hvad de lærer, men mere om det, de ikke fik lært,” mener Høgenhaven.
”De mangler nok endnu blikket for, at den kristne trosbekendelse først og fremmest er nøglen til at lukke Bibelen op. Til at åbne fortællingen om syndernes forladelse. Antimetafysikken, derimod, er det bedste redskab til at lukke Bibelen i. Ja, den lukker vel næsten alle ældre bøger, for i dens afvisning af det metafysiske ligger en uvilje til at lade sig oplyse.
Man vil kun anerkende det, ens eget intellekt er i stand til at tage ind. Og det kan faktisk være meget lidt - for os alle sammen vel at mærke. Antimetafysikken er en insisteren på en snæver horisont, en afskæren sig fra trangen og lysten til at blive klogere. Den repræsenterer en kolossal og arrogant mangel på ydmyghed over for traditionen, som er større og rigere, end vi overhovedet fatter.”
Men piller den nytestamentlige bibelkritik ikke hurtigt en bogstavelig forståelse af opstandelsen fra hinanden ved at påpege, at den er kommet senere til og den slags?
”Jeg er ikke den store fan af ordet 'bogstavelig', men allerede Paulus taler ubestrideligt om en opstandelse, som han lægger meget vægt på er sand og virkelig - ja, den sætter ligefrem en ny virkelighed.
Ord som ”bogstavelig” og ”historisk” er her misforståelige, for de siger for lidt. At Kristus opstod fra de døde, er mere virkeligt, end at Napoleon blev født på Korsika. Det sidste har vi sikre kilder som belæg for, så det er altså historisk korrekt, men Kristi opstandelse er sand på en langt mere omfattende måde.
Det vil antimetafysikken så ikke vide af. Men den er jo også barn af vores moderne epoke, hvor virkeligheden begrænses til det, vi selv kan kapere.”
Universitetets teologiske fakultet har vel en indbygget splittelse, for kun her findes både en tekstkritisk videnskabelighed og noget højere, ”uvidenskabeligt”?
”Teologien er dér slet ikke så enestående. Der findes faktisk noget parallelt for juristerne og medicinerne. Lægen har menneskets sundhed og overlevelse som mål, men heri ligger intet videnskabeligt tvingende. Dén dimension kommer andetstedsfra. Det samme gælder lægeløftet, der ikke rummer et gran af videnskab. Ligeledes skal juraen, føler vi, tjene retfærdigheden og ikke blot afspejle samfundsstrukturer.
De gamle embedsstudier har noget tilfælles i dette, at de rummer en dimension, som smukt overskrider det rent positivistiske. Teologien giver slet ikke mening uden denne overskridelse. Da vil den være reduceret til religionsvidenskab med særligt fokus på en bestemt religion.”
Flere universitetsteologer lægger stor vægt på dette, at fakultetet ikke er nogen præstehøjskole, men en videnskabelig uddannelse. Men det er vel en kendsgerning, at folkekirken stadig aftager næsten alle kandidater?
”Jeg synes også, det er noget mærkeligt noget at lade, som om kirkens præsteembede slet ikke står og venter som det, vi i alt overvejende grad uddanner kandidater til. Man skammer sig måske over det. Engang var det omvendt, og man fandt det særligt fint, at teologien beskæftigede sig med de evige spørgsmål. Nu, da de ikke står så højt i kurs, vil nogle måske gerne putte de dimensioner lidt væk.
På fakultetet lærer vi de studerende nogle sprog, vi indfører dem i traditionen og sætter dem i stand til at tænke teologisk. Præstegerningen bliver i forhold hertil kronen, for den kristne forkyndelse er den egentlige begivenhed. Tiltale, tilsigelse, den udlægning af Bibelen, hvor den udlægger sig selv for menneskehjertet.
Vores forberedende arbejde herinde kan vi godt kalde videnskab. Men det ville være bizart at puste det op til at være det mest betydningsfulde. Vi ved jo også intuitivt, at det ikke er det, der foregår på Det Medicinske Fakultet, som er den sande lægegerning, men at lægen helbreder sygdom.”
Du har selv gennem 17 år været sognepræst, før du vendte tilbage til universitetet. Kan du sætte dig ind i lægfolkets undren over, hvad de ser som ikke-troende præster?
”Det kan jeg sagtens. Jeg spørger skam også, hvad man vil være præst for, hvis man ikke kan stå inde for trosbekendelsen. Som jo endda er andet og mere end en samling sætninger eller et partiprogram, man kan vælge at gå ind for, nemlig en henvisning til en virkelighed, større end den enkeltes fattevene.
Tænk også på præsteløftet, hvori præsten forpligter sig til fortsat at studere flittigt. Man har lovet at arbejde på en stadig dybere tilegnelse af det kristne budskab. Dele af det budskab kan så for den enkelte præst i perioder sikkert være vanskelige at håndtere. Det kan sagtens kræve et helt livs fordybelse at tilegne sig alle dets aspekter. Men den tålmodighed skal man mobilisere.”
Det forlanges heller ikke af en præst, at han skal forstå opstandelsen, men at han forkynder den?
”Ja, det er netop ikke det samme. Opstandelsen er centrum i evangeliet og går langt ud over menneskelig begribelse. Ellers var det ikke Guds befrielse af os fra dødens og syndens verden. Det er vel indlysende, at det må ligge ud over menneskets, ja slægtens fatteevne. Det er noget, som skænkes i troen, ikke begribes. I en guddommelig begivenhed modtager det enkelte menneske det i tro. Det skal vi som præster forkynde - med de begrænsede ord og begreber, vi nu engang råder over.”
Du er professor i Gammel Testamente. I dets tekster leder man forgæves efter opstandelseshåb, plejer man at sige?
”Så enkelt er det ikke. I Salme 104 hedder det, at Gud fornyer verden med sin ånd. Skaberen sættes her som livgiver og håb, der tydeligt rækker ud over det timelige og døden. Det perspektiv findes skam også i Det Gamle Testamente. Håbet ligger også her. De første kristne læser Det Gamle Testamente med Kristus-bekendelsen som nøgle. Så træder forjættelsen og håbet frem i linjerne. Én læsning har loven som centrum, en anden ser teksterne i opstandelsens lys.”
Sidste år mistede du din kone efter et pinefuldt sygeleje. Kan sådan erfaring af tilintetgørelse ikke undergrave opstandelseshåbet - der ifølge Feuerbach og Freud blot er en skærm, vi stiller op, fordi vi ikke tåler realiteterne?
”Det kunne den ikke. Opstandelsen var nærværende som en erfaring, allerede mens min kone var syg, atter ved hendes død og er det i dag fortsat for mig. Nu var vi begge præster, og det, vi havde forkyndt og levet på, stod sin prøve, selv ved graven.
Det overbeviser ingen, at jeg siger det nu, men det ændrer ikke ved, at det viste sig som en trøst, der var til at tage og føle på.”