Hvert årti synes at have en eller to filosoffer, der løfter sig op og bliver en del af kanon. I nullerne blev en af dem den nu 74-årige Giorgio Agamben. Hans opstigning til filosofisk kultfigur og ”public intellectual” på den globale scene hænger snævert sammen med den bog, forlaget Klim for nylig har udgivet på dansk: ”Homo Sacer – den suveræne magt og det nøgne liv”.
Værket udkom på italiensk i 1995 og blev oversat til engelsk i 1998. Men det var ikke mindst de politiske reaktioner i kølvandet på terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001, der skabte den tidsånd, som Agambens tænkning kaster lys over.
For det var her, man kunne se og forstå, hvorfor det langtfra var et tilfælde, at regeringer overalt i Vesten i bestræbelsen på at værne sig imod terror gav myndighederne beføjelser til at overvåge, registrere og kontrollere borgerne i et omfang, tidligere tider ville have forsvoret som udemokratiske. Og her kunne man forstå, hvad der muliggjorde Guantanamo-fængslet, hvor de såkaldte ulovlige kombattanter fra krigen mod terror blev indespærret uden de rettigheder, krigsfanger eller almindelige forbrydere har, fortæller ekstern lektor på Aarhus Universitet Rasmus Ugilt, der er ph.d. og forfatter til en bog om terror, som blandt andet trækker på Agambens tænkning.
Homo sacer – latin for det hellige, eller mere træffende, det bandlyste menneske – er navnet på en særlig status i romerretten, som man kunne dømmes til, hvor man mistede alle rettigheder og derfor kunne slås ihjel, uden gerningsmanden gjorde sig skyldig i mord. Ikke ulig at man kunne blive erklæret fredløs herhjemme i middelalderen. For Agamben er homo sacer et udtryk for en tankemæssig, juridisk og politisk struktur, der er lige så gammel som den vestlige kultur.
Pointen er, at der er et sammenfald mellem måden, den filosofiske tradition har defineret mennesket på – som for eksempel et politisk dyr – og den måde, politiske rettigheder og juridisk status er blevet tildelt på. Altså, at der først er et biologisk væsen, som sidenhen kvalificeres til at blive menneske i kraft af at indgå i et politisk fællesskab og få tildelt rettigheder. Agambens kritiske undersøgelse viser så, at når rettigheder tildeles, kan de også fjernes igen, hvorved mennesket reduceres til at være et biologisk væsen, der ikke længere kan gøre hævd på retten til sit eget liv. Et nøgent liv kalder han det. Og var det kun teori hos for eksempel Aristoteles, bliver det ifølge Agamben konkret og uhyggelig virkelighed i det 20. århundrede.
Det er her, hans analyse af undtagelsestilstanden og de nazistiske kz-lejre dukker op i ”Homo sacer”.
Lejrene var nemlig også et juridisk tomrum, hvor jøderne efter at have mistet alle deres rettigheder kunne ombringes i industriel skala, uden at det inden for den nazistiske retsstat talte som mord, forklarer Nicolai von Eggers fra idéhistorie på Aarhus Universitet.
”Det, Agamben viser med sin analyse af kz-lejrene, er, at de er en funktion af den undtagelsestilstand, Hitler erklærer, da han bliver kansler. Forfatningen ophæves, og der kommer ikke en ny. Dermed indtræffer der en tilstand, hvor lovens kraft er gældende, men ikke fungerer som lov. Man er underlagt loven, men har ingen rettigheder, og man er ikke længere beskyttet af loven.”
Om føje tid forsvarer von Eggers sin ph.d.-afhandling, der både bygger på og kritiserer Agambens tænkning, ligesom han var redaktør på den seneste udgave af Slagmark – Tidsskrift for Idéhistorie, der netop havde Agamben som tema. Han fortsætter:
”Den afgørende konklusion er, at i stedet for at se undtagelsestilstanden som noget perifært i en forfatning, så er den i virkeligheden præmissen for, at forfatningen og lovgivningen kan virke.”
Det er også derfor, at Agambens videre og radikale diagnose er, at vi ikke engang i de borgerligt-liberale demokratier er kommet hinsides den tænkning og den mekanisme, undtagelsestilstanden udgør. På den måde kommer Agamben, der ellers arbejder dybt med nuancer, frem til nogle både kontroversielle og bastante udsagn. Som for eksempel, at der er en tæt solidaritet mellem demokratiet og totalitarismen, fordi kz-lejren er ”nomos”, altså grundmodellen, i det moderne, og at vi lever i en generaliseret undtagelsestilstand.
Det er en bastanthed, man kan være noget skeptisk over for, mener Søren Gosvig Olesen, lektor i filosofi på Københavns Universitet. Han har oversat flere af Agambens bøger til dansk.
”Altså, jeg køber ikke det hele råt for usødet hos Agamben. Jeg synes, problemet her er, at han ikke graduerer det, men sidestiller forholdet mellem en komatøs patient og lægen, der skal træffe beslutning om, om der skal slukkes for respiratoren, og så forholdet mellem en fange i en koncentrationslejr og en Kapo.”
Nicolai Von Eggers er også påpasselig over for den konsekvens, Agamben drager af sine egne tanker. Men, siger han:
”Agambens tese er ikke, at vi hele tiden lever i en undtagelsestilstand. Men at den hele tiden er en mulighed, som der oftere og oftere gøres brug af. Og jeg synes også, at han påpeger noget vigtigt og problematisk, nemlig at det politiske og administrative system i dag er blevet enormt magtfuldt, mens vi som borgere er mere udsatte. Samtidig er det også en kritik, der peger hen på Agambens eget håb om et fællesskab, der ikke er statsligt og juridisk organiseret, men hvor det politiske fællesskab kollektivt konstant forhandler og genforhandler de regler, der leves under, uden at de af den grund skal nedfældes som lov,” slutter han.
Det er ved dette håb, at Agambens dobbelttydige forhold til og læsning af Bibelen og kirkehistorien bliver vigtigt, forklarer Rasmus Ugilt.
”Målet for den kritiske analyse er, hvad han kalder profanering – en afmontering af de hierarkier, som kristendommen har givet os. Han prøver at bringe tænkningen væk fra sin tendens til at have guder og suveræner. Det er en vigtig pointe for ham, at sekularisering ikke betyder, at vi har fjernet os fra kirkens magt, men at selvom kirken og troen svinder i betydning, så er den vandret ud i resten af samfundet. Derfor fylder analysen af kristendommens teologiske og institutionelle historie så meget hos ham,” siger Ugilt.
”Men i sit opgør trækker han paradoksalt nok til dels også på den kristne tradition selv. Særligt Paulus og hans tanker om det kristne fællesskab i de sidste dage, hvor man lever uden for loven og uden for de samfundsbærende institutioner. Men fortolket på måde, der på det nærmeste stjæler Paulus fra kristendommen og gør ham til en ikke-kristen tænker.”
Ingen tvivl om , at Agamben placerer sig selv på den anarkistiske del af venstrefløjen, men selv her er han en noget kompleks størrelse. I kølvandet på eurokrisen og de hjælpepakker, EU – og primært Tyskland – gav til de sydeuropæiske lande mod, at de gennemførte en række skrappe reformer, skrev Agamben i 2013 et indlæg i den italienske avis La Repubblica, hvor han pludselig slog en konservativ tone an. EU var i krise, fordi man ignorerede kulturelle og religiøse forskelle mellem nordeuropæiske protestanter og sydeuropæiske katolikker, mente han.
”Ikke alene giver det ingen mening at bede en græker eller en italiener om at leve som en tysker, men selv hvis det var muligt, ville det føre til ødelæggelsen af den kulturarv, der eksisterer som en livsform,” skrev Agamben. Noget af en overraskelse for hans danske følgere.
”Jeg fik et chok,” siger Ugilt.
”Men man skal måske ikke pille så meget ved Agambens tænkning, før han fremstår konservativ.”
Anders Ehlers Dam er professor i dansk litteratur ved Det Europæiske Universitet i Flensborg og har skrevet debatbogen ”Forandre for at bevare? – tanker om konservatisme”. Også han har bemærket Agambens konservative toner.
”Både i sin kronik og i efterfølgende interviews kritiserer han økonomismen, nivelleringen af kulturelle forskelle, udryddelsen af traditioner og fremskridtstænkningen, og det genfinder man jo netop i en kulturkritisk konservatisme,” siger han.
”Han har et andet Europabillede, som tager mere hensyn til det, han kalder livsformer, det vil sige kultur, religion, sprog og fortid. Med et paradoks siger han, at enheden, altså Europa, findes gennem en bevarelse af forskelle. Det er også en kernekonservativ tankegang, når han fremhæver, at det kun er gennem for- tiden, at vi kan forstå nutiden og fremtiden. Men det, der adskiller ham fra traditionel konservatisme, er, at han ikke taler om nationer, men mere om den latinske livsform over for den nordeuropæiske og tyske,” siger Anders Ehlers Dam.