Hvad betød Pannenberg for dansk teologi?

Pannenberg var en brobygger mellem åbenbaringsteologien og skabelsesteologien, svarende til Tidehverv og Løgstrup i Danmark, forklarer teolog Johanne Stubbe Teglbjærg

Wolfhart Pannenberg.
Wolfhart Pannenberg. Foto: en.wikipedia.org.

En dansk kender af Pannenberg er Johanne Stubbe Teglbjærg, lektor i teologi ved Københavns Universitet. Hun fortæller, at den store tyske teolog også fyldte meget i det danske teologiske landskab.

”Pannenberg er blevet meget læst herhjemme. Og meget bredt, ikke af nogen bestemt fløj, ligesom der ikke har været en bestemt periode, hvor der pludselig stod Pannenberg på det hele. Det har været stille og roligt siden hans gennembrud i 1960'erne.

Hans værker er da også udformet, så man kan bruge dem uden at være egentlig Pannenberg-discipel, for han tager en mangfoldighed af emner op.”

Johanne Stubbe Teglbjærg peger på de fronter, Pannenberg manøvrerede imellem og sætter til fremme af forståelsen navne på et par danske, kirkelige retninger, der er fronternes forlængelse:

”Pannenberg forholdt sig til skismaet mellem åbenbaringsteologi og skabelsesteologi, svarende nogenlunde i vores folkekirkelige landskab til modsætningen mellem Tidehverv og Løgstrup. Hvis man ikke vil lade den ene position udelukke den anden, så er Pannenberg oplagt.”

Han opfattede sig som brobygger fra det lutherske ”skriften alene” til den lejr, som inddrager menneskelig erfaring og sansning. Og han blev paf over, at hans første værk høstede skarp kritik fra de dialektiske teologer i Tyskland?

”Ja, han blev meget overrasket og følte sig simpelthen misforstået. Hans gennembrudsværk 'Offenbarung als Geschichte' (på dansk: Åbenbaring som historie, red.) blev anmeldt som liberalteologi og naturlig teologi, og man hævdede, at han hverken havde forstået Luther eller Barth.

Han tog sig kritikken meget nær, og hele hans mægtige værk er egentlig et forsøg på at forklare dette første udspil. Jeg mener, kritikken er forfejlet, men det er sandt, at han både ville være Barths arvtager og samtidig bygge sit værk op som en kritik af dennes Guds-ord-teologi.”

Vil han glide over i glemslen nu og blive en stor tysk dinosaur?

”Nej, jeg tror Pannenberg fortsat vil blive læst. Hans hovedpointe er, at Guds ord er tilgængeligt for enhver og giver mening, så det ikke er noget, man blot autoritetstro skal tilslutte sig. Det er ikke bare abstrakt, men åbenbares historisk, så alle kan tage del og diskutere det.

Danske teologistuderende har i dag ofte svært ved at finde ud af, hvorfor de studerer teologi og ved at se sig selv som præster engang. Lige her, med et ben inde på faget og et ben derude, hvor teologien er anfægtet, kan man med Pannenberg erfare, at teologiens pointer og problemer lader sig tænke både indefra og udefra. Han favner jo så bredt og inddrager så mange discipliner, både naturvidenskab, historie, filosofi og så videre - for i hans øjne er er kristendommens fornuft fælles for dem alle.

De teologiske problemer finder vi ikke kun inden for en snæver, sekterisk sammenhæng; alle problemer i verden er i princippet teologiske. Det har Pannenberg set, og det, tror jeg, vil appellere til de studerende i en postmoderne verden.”