”JEG TILSTÅR, at jeg i min ungdom var betaget af kærlighed til den konstitutionelle frihed, og den er så sammenvokset med mit hele væsen, at jeg hverken kan eller vil slippe den. Det forekom mig, at såvel danske som tyske måtte kunne komme til at elske den politiske frihed så højt, at de over dens goder ville glemme alle de ved den forskellige nationalitet fremkomne rivninger. Dette var et fejlsyn. Således som forholdene havde udviklet sig hos os, måtte alt andet, selv den konstitutionelle frihed blive en bisag lige over for det nationale spørgsmål. Spørg en dansk mand, om han enten foretrækker absolutismen eller en lovgivende forsamling, hvori der var et afgjort flertal af tyskere, og der kan næppe være nogen tvivl om, at han, hvor meget han end sværmede for friheden, dog vil svare absolutismen.”
DETTE CITAT af D.G. Monrad skrevet i et tilbageblik sent i hans liv (1880) sammenfatter det dilemma, som blev dansk politiks altoverskyggende problem fra Grundloven i 1849 og frem til 1864. Og det blev Monrads personlige skæbne.
D.G. Monrads held var at tilhøre en generation, der blev båret frem til magten af tidsånden. Generationens førende ideologi var nationalliberalismen, som gik ud på, at Danmark skulle have et demokrati med frihed og folkestyre (det er det liberale), og som følge deraf måtte det også blive nationalt, da folkestyre er begrænset til at gælde et folk med samme sprog. Folket kan ikke styre sig selv på et sprog, det ikke forstår.
Monrads generation besad som enhver ungdom en kolossal selvtillid, og de mente, at de var udvalgt til at regere Danmark og føre landet ind i demokratiets tidsalder. De repræsenterede borgerskabet og den akademiske elite og beherskede fuldstændig den offentlige mening.
Monrad havde tidligt vundet en fremtrædende position i den liberale bevægelse. Han søgte den ikke selv, men i kraft af en stor begavelse var han kendt i den forholdsvis begrænsede akademikerelite i København og blev lidt tilfældigt hvirvlet ind i de politiske begivenheder.
Som forbavsende ung, kun 37 år gammel, fik Monrad overdraget det hverv at skrive et udkast til en grundlov. Danmark skulle være et demokrati. Og et demokrati betød dengang, at der skulle være en forfatning, som præciserede, hvorledes folket har del i magten.
Den skulle Monrad skrive. Og Monrad er den person, som har størst andel i udformningen af Grundloven, også som den er i dag.
Grundloven blev meget liberal. Det vil sige, at den gav en udstrakt stemmeret til alle voksne mænd. At den ikke gav kvinder og tyende andel i magten, kan selvfølgelig i dag forarge, men dengang var det faktisk et stort skridt at tage. Det principielle er tit sværere end den efterfølgende udvidelse. Grundloven ændrede også Danmark fra at være et standssamfund, hvor hver dansker primært blev forstået ud fra sin stand som bonde, adelig eller gejstlig, og til at være et samfund med lighed for alle for loven. Det var typisk liberalt tankegods i tiden med rødder i Den Franske Revolution.
Grundloven blev vedtaget, og Danmark udviklede sig liberalt og demokratisk. Der var blot en overleveret mistelten, som ikke var taget i ed. Danmark stod i forbund med Slesvig og Holsten, kaldet Helstaten, og i Holsten talte de tysk og i Slesvig var det blandet. Samtidig var der en lang række internationale aftaler, der forpligtede forholdet mellem Danmark, Slesvig og Holsten, så den danske regering var bundet i sine handlemuligheder. Det var - ultrakort - dilemmaet for dansk politik frem til katastrofen 1864.
Da så Monrad i 1880 ser tilbage på begivenhederne, som han selv var en central del af, indrømmer han en fejlvurdering. For det første erklærer han sin ubetingede kærlighed til den konstitutionelle frihed, altså demokratiet, hvor friheden beskyttes af en forfatning. Forhåbningen var dengang, at danskere og tyskere udleve deres frihed og leve side om side under samme forfatning. København var en næsten halvt tysk by, i hvert fald hvad angår eliten.
Så Monrads håb med grundloven i 1849 var, at friheden kunne forene nationaliteter. Men det, tilstår han så mange år senere, var et fejlsyn.
Som grundlovsfader troede han mere på liberalismen end på nationalismen. Men som ældre må han anerkende, at det nationale tilhørsforhold er stærkere end ønsket om frihed.
Sat på spidsen som af Monrad selv: Danskerne vil hellere regeres enevældigt af deres egne og på dansk, end de vil have frihed under et politisk system med eventuelt tysk flertal.
I dag er denne erfaring nok tydeligere, både i Danmark og ude omkring. Det etniske tilhørsforhold, nationaliteten, er en meget stærk kraft og trumfer gerne de politiske uenigheder. Folk ønsker deres egen stat, og først i anden række kommer styreformen, og mange accepterer gerne semi-autoritære regimer for at få selvstændighed. Og vi ser det også i Danmark, når ”danskhed” kan bruges som argument i en politisk debat - det ville Monrad aldrig have troet muligt. Eller når danskerne er langt mindre kritiske over for frihedsindskrænkninger i nationalt regi, end hvis de for eksempel kom fra EU.
I SINE ÆLDRE ÅR indrømmer Monrad hæder og berettigelse til de politikere og embedsmænd fra det gamle regime, som ikke ville sætte demokratiet så resolut frit som ham selv. Anders Sandøe Ørsted var enevældens mand, ingenlunde nogen reaktionær person, men som den tids statsminister indskrænkede han demokratiet og Grundloven for at redde samhørigheden med Slesvig og Holsten. Da det skete i 1853-1854, hamrede Monrad løs på Ørsted og det resulterede i, at han blev afskediget som biskop over Lolland-Falsters Stift. En vaskeægte politisk fyring, men Monrad var heller ikke mild i sin kritik.
Som gammel ser Monrad med langt større forståelse på Ørsteds politik. Han havde så at sige ret i princippet, men alligevel uret, fordi tidsånden ikke var med ham.
”Det, der i og for sig er rigtigt, bliver i politisk henseende urigtigt, når det ej lader sig gennemføre,” skrev Monrad, og at det ikke lod sig gennemføre, skyldtes blandt andet de nationalliberales hårde mediekrig og den liberale tidsånd, der gik over Europa.
På mange måder skabte Grundloven alle de problemer, som førte frem til 1864.
Men fordi de nationalliberale efter 1840'erne ikke ville lytte til nogen som helst form for moderation i ønsket om en grundlov, blev den gennemført, og så skubbedes nationalitetsproblemet ud i fremtiden.
MONRADS og de nationalliberales problem var cirklens kvadratur. Demokrati kan kun fungere i en sprogligt homogen nation, da folket skal kunne debattere offentligt på samme sprog. Havde sproget været tysk i Rigsdagen fra 1849, havde bønder været udelukket fra indflydelse. Det var svært nok i forvejen, og de nationalliberale nærede stor foragt for de bønder, de ideologisk og principielt kæmpede for.
En forsmag på konflikten opstod i den slesvigske stænderforsamling, en forløber til den nationale rigsdag, da Peter Hiort Lorentzen i 1842 begyndte at tale dansk, selvom han skulle tale tysk. Allerede da var det åbenlyst, at et demokrati kun er muligt med et fælles sprog, som alle kan tale og føle sig hjemme i og fortrolige med.
Under enevælden var sproget ikke det store problem, da befolkningen ikke havde nogen indflydelse. Det er først med demokratiet, at sproget kommer øverst på dagsordenen. Og så får vi konflikten mellem demokrati (liberalisme) og nationalitet.
Derfor var krigen i 1864 også en uløselig konflikt, fordi ingen kunne forestille sig en antikveret helstat overleve i demokratiets fremtromlende tidsalder. Og samtidig kunne ingen heller forestille sig en deling af Slesvig, et oprindelig gammelt dansk land, blot på grund af relativt nylige befolkningsmæssige (eller mest blot sproglige) forskydninger. For Monrad og hans generation var det lige så utænkeligt at dele Slesvig, som det i dag ville være at give Vollsmose eller Gellerupparken national selvstændighed, blot fordi der måske er opstået et udenlandsk flertal.
Der var mange odds imod Danmark, og de nationalliberale politikere, Monrad inklusive, var ikke de dygtigste diplomater og statsmænd, ligesom Danmark var handicappet af et kongehus, som under Frederik VII ikke nød respekt i udlandet.
EFTER NEDERLAGET i 1864 rejste Monrad med sin familie til New Zealand i ydre emigration. Han politik var forlist.
I 1869 vendte han hjem til Danmark, blev først præst i Brøndbyerne og senere igen biskop over Lolland-Falsters Stift og hele tiden var han aktiv i den offentlige debat og en overgang medlem af Rigsdagen.
Siden da var der to strenge i Monrads engagement.
På den ene side fastholdt han sine liberale grundprincipper. I 1878 skrev han ivrigt imod biskop H.L. Martensen i København, der havde forfattet et stort værk, ”Den christelige Ethik”. Martensen var konservativ med overlap til sympatisk forståelse for den spirende socialisme, men primært antiliberal og anti-individualist. ”Liberalismens genmæle til biskop Martensens sociale etik” hed Monrads skrift, som også i dag er værd at læse sammen med Martensens skrift. Når vi i dag diskuterer liberalisme versus konservatisme, er mange af argumenterne og synsmåderne til stede i hvert af disse to værker.
Selvom Monrad var en egensindig og original skikkelse, viser hans bog om liberalismens genmæle, at han var godt hjemme i blandt andet den engelsksprogede litteratur og havde læst Adam Smith:
”Der er langt større velstand nu end for hundrede år siden. Denne velstand indskrænker sig ikke til enkelte samfundsklasser, men til hele samfundet. Også arbejdsklassen bor bedre, klæder sig bedre, får bedre fødemidler end for hundrede år siden “ Man sammenligne landene, der have været under påvirkning af den store reformstrøm, med de lande, der er uberørte af den, og man se, hvilken indflydelse på velstanden liberalismen har udøvet.”
Og for Danmarks vedkommende har den samme strømning ført til en selvstændig og stolt klasse af bønder:
”Hvad var bondestanden i Danmark, før liberalismen i slutningen af forrige århundrede tog roret, og hvad er den nu? Før var den en stavnsbundet flok af forarmede arbejdere, nu er den en forsamling af velstående selvejere.”
Monrad imødegår også argumenterne om, at markedet er uetisk eller ukristeligt, som Martensen mente. Tværtimod mente Monrad, at markedet styrkede broderkærligheden eller sammenhængskraften, som vi ville sige i dag.
”Hvad enten arbejderen tænker derpå eller ikke, om han end kun egoistisk tænker på sig selv, så fremmer han lige fuldt ved sit arbejde ikke alene sit eget, men hele samfundets tarv.”
På samme måde ønskede Monrad, måske også inspireret fra England, at kirken skulle have en stærkere rolle at spille i civilsamfundet, så ”den christelige kærligheds-ånd kan få råderum i menigheden”. Monrad forestillede sig, at der skulle være menighedsråd (de kom først i 1900-tallet), og at disse skulle varetage sociale opgaver som fattigkasse med videre.
PÅ ANDRE PUNKTER blev Monrad stærkt pessimistisk for Danmarks fremtid.
Allerede i årene op til 1864 frygtede han og mange i samtiden, at krigen mod Preussen ville blive en overlevelseskamp for Danmark. Tabte Danmark, ville Tyskland tage Jylland, og så var der intet dansk rige tilbage. Man havde Polens skæbne som skrækscenarie, fordi Polen var blevet delt mellem Preussen og Rusland.
Hvis man i dag skal danne sig et indtryk af, hvad Monrad frygtede, skal man læse Georg Brandes' bog ”Indtryk fra Polen” fra 1888. Her skildrer Brandes fra besøg i landet, hvordan Polen var undertrykt og især blev drænet for sin kunstneriske elite og intelligentsia. Biblioteker og kunstsamlinger var flyttet til Rusland. Og det var et reelt skræmmebillede i 1864. Sønderjyllands skæbne kunne være blevet hele Danmarks eller Jyllands skæbne. Derfor insisterede Monrad på, at der skulle kæmpes så ihærdigt. Det var som for mange andre Danmarks overlevelseskamp. I dag ved vi, at det ikke gik så galt, men det er også eftertidens bagklogskab.
Efter hjemkomsten holdt Monrad i 1869 nogle national-eskatologiske forelæsninger på Københavns Universitet, ”Politiske Drømmerier”. Peter Vedel, senere direktør i Udenrigsministeriet, har beskrevet stemningen:
”Det var en mørk og råkold december-eftermiddag, at man samledes i Solennitetsalen (den nuværende festsal, HGJ) ... Monrad besteg katederet “ håret var blevet hvidt og ansigtet furet af tanker og sorger “ hvert ord lød ind i salens fjerneste krog og påhørtes i dyb tavshed, og alt som det skred frem, blev stilheden dybere, tusmørket sænkede sig tættere ned over tilhørerne, og de følte sig mere og mere uhyggelige”.
Ifølge Monrad stod landets statslige udvikling i fare, den danske stat var simpelthen sønderlemmet som suveræn og militær stat, og så måtte der sikres en kulturel, folkelig overlevelse. Monrad skitserer et afvæbnet Danmark, og som den første formulerer han eksplicit muligheden af en stat uden militær. ”Forsvarsløshed er et bedre værn end et utilstrækkeligt forsvar”, hævdede Monrad og er med til at præge den radikalisme, der helt tager afstand fra militarismen og ikke ønsker, landet skal forsvare sig.
Monrads dystre forudsigelse blev dog imødegået. Daværende konseilspræsident Krag-Juel-Vind-Frijs så det som åbenlys selvovergivelse: Monrad ville ”fede kapunen til en forsulten nabo”. Også hans egne gamle venner fandt det demoraliserende. Grubleren havde taget overhånd.
Denne skeptiske tankegang sår kimen til dansk udenrigspolitik helt frem til 1992. Tanken om, at militær magt er umulig, at Danmark er for lille til at kunne have et militær, og at Tysklands magt er alt for overvældende. Hele den radikale tradition fra Viggo Hørup, P. Munch og frem til fodnoterne i 1980'erne er præget af Monrads tanker fra 1869.