Belletristik. Ikke just det mest anvendte ord længere, men måske er det netop derfor, at tyske Odo Marquard, født 1928, synes om det. I alle fald beskrev Marquard for snart mange år siden sin filosofi som ”transcendental-belletristik.” Ordbogen oversætter en belletrist til en ”skønånd”, mens ordets oprindeligt er hentet fra det franske udtryk ”belles lettres”, der lagde grunden til det danske ord skønlitteratur .
Man kunne fristes til at tro, at Marquard især kan lide udtrykket, fordi det er blevet glemt af alle andre. Han har nemlig livet igennem forfægtet en konservativ position, både filosofisk og politisk. I sin seneste bog, der handler om at blive gammel, hylder han ligefrem sin egen aldring, fordi den ifølge ham selv sætter ham ”fri af sin fremtidsafhængighed.”
Filosofisk konservativ eller ej er hans stil til gengæld alt andet end konform, og hvis bogtitler som ”Et forsvar for tilfældet” og ”Fremtid behøver oprindelse” ikke siger det, kunne Marquard i 1996 modtage den eftertragtede Ernst-Robert-Curtius-pris for essayistik, hvilken store tyske intellektuelle som teologen Hans Küng og filosoffen Peter Sloterdijk også har modtaget. Læg dertil vigtige bidrag til forholdet mellem religion og sekularisering og en stribe filosofiske afhandlinger samt Tysklands eneste officielle orden, ”Bundesverdienstkreuz”. Så står De med en intellektuel kraftpræstation - som er ganske ukendt i Danmark.
ODO MARQUARD er født i byen Stolp, der efter Anden Verdenskrig blev en del af Polen. Mod slutningen af krigen sad han i krigsfangenskab efter tvungen deltagelse i nazisternes såkaldte Volkssturm. Siden har Marquard ikke kigget sig tilbage. Han blev student i 1946 og studerede de næste syv år filosofi, germanistik og teologi i Münster og Freiburg.
Efter at have skrevet sin doktorafhandling og arbejdet for sin læremester, professor Joachim Ritter, blev han i 1965 kaldet til et filosofiprofessorat i Gieen, hvor han blev hele sin professionelle karriere, der sluttede i 1993.
Siden har Marquard dog ikke ligget på den lade side på trods af et slagtilfælde og har bare inden for de sidste to år udgivet to bøger på trods af sin høje alder. Der er tale om alt fra tung og svær filosofi til spændstige essays om alderdom og død, som både anmeldere og læsere i Tyskland længe har nydt godt af.
Tysklands førende Marquard-kender - og tidligere elev af Marquard - Franz Josef Wetz fortæller:
”Odo Marquard er en lidenskabelig fortaler for det borgerlige samfund. Dermed mener han en 'midtens kultur', der undgår alle ekstremer: frie demokratiske samfund, retsstat, social markedsøkonomi. Denne støtte til borgerligheden følger nærmest automatisk af hans filosofi, som man kunne kalde 'endelighedens filosofi': Vi mennesker er skrøbelige, dødelige væsener, der ikke blot er til, men som må gøre meget for overhovedet at kunne være det. Tiltroen til, at vi skulle kunne mestre vores egen tilværelse, er for Marquard alt andet end indlysende. Det enkelte menneskes liv kræver for meget af ham eller hende, og derfor er de borgerlige traditioner, konventioner og institutioner forholdsvis gode. Derfor skal vi ikke af overmod kaste den borgerlige verden væk på trods af dens mangler.”
Denne position, som mange kalder konservativ, har Marquard stort set forsvaret hele livet. Det måtte han i 2003 i anledning af sin 75-års-fødselsdag forsvare i det intellektuelle magasin Der Spiegel:
”Nu skal De ikke tro, at jeg blot tager har indtaget en borgerlig position af bekvemmelighed. Efter 1968 var der - både i Øst- og i Vesttyskland - en stor støtte til marxismen, og jeg var også påvirket af den. Også blandt os filosoffer var der en revolutionær drøm om at skabe himmel på jord. En drøm, der jo altid munder ud i en identitet mellem himmel og helvede, som historien har bevist det,” sagde han dengang. Det fik Spiegels redaktør til omgående at spørge, om ikke Marquard blot var en ”konservativ småborger” og hans filosofi én, der kun duede på ”dage med godt vejr?”
”Jeg siger blot: Ikke al forandring er per se godt. Bevisbyrden må altid ligge på skuldrene af den, der vil forandre. Ikke på det, der allerede foreligger,” svarede Marquard dengang.
MARQUARD startede sin filosofiske løbebane som elev af den tyske filosof Joachim Ritter, der grundlagde den såkaldte Ritter-skole. Den udviklede sig gennem en berømt læsekreds, ”Collegium Philosophicum”, hvor Ritter lod 12 elever deltage, og som senere er blevet kaldt et ”korstog imod marxismen”.
Det udartede til det, flere historikere har kaldt modernitetskonservatisme, og med sin marxismekritik kom Ritter-skolen hurtigt i opposition til den berømte Frankfurter-skole, hvor teoretikere som Adorno, Horkheimer og senere Habermas var de førende stemmer. Den tænkning, Marquard sammen med Ritter udviklede i opposition til Frankfurter-skolen, brød ud i lys lue, da han med sin polemiske og ret ukonservative stil tidligt fik den filosofiske superstjerne Jürgen Habermas på nakken. I et interview kaldte Habermas Marquards måde at tænke på for fundamentløs og uden personlige binding, hvorfor den var en ”ohne-mich-Philosophie” - en filosofi uden politiske konsekvenser for det enkelte menneske. Det fik den muntre Marquard til at svare, at hans filosofi skam blot var en ”ohne-ihn-Philosophie, det vil sige en filosofi, der ikke havde noget med Habermas at gøre.
Franz Joachim Wetz uddyber:
”Mennesket er for Marquard oprindeligt et svagt, grundløst livsvæsen i en overmægtig, kaotisk verden. Lige som et menneske, der sitrer af kulde, har brug for den varmende ild, har det enkelte menneske brug for aflastning og retningslinjer. Disse skal fungere som kompensation for eksistentiel utilstrækkelighed. De borgerlige instanser tilbyder det svage menneske livspraktisk mening, orientering, støtte, trøst og hjælp i kampen mod hverdagens vanskeligheder.”
Men denne konservatisme er ikke det fundamentale for Marquard, selvom den er vigtig. Den er tværtimod afledt af en mere fundamental filosofisk tradition, nemlig skepticismen, der har rødder helt tilbage til filosofiens begyndelse og handler om, hvad mennesket kan opnå af viden.
Den knyttes ofte sammen med en såkaldt domssuspension, hvor man accepterer, at det er umuligt at afgøre sætninger som sande eller falske. Franz Josef Wetz forklarer, at det er en form for skepticisme, der ligger til grund for Marquards arbejde og for hans selvudnævnt belletristiske stil:
”Marquard betegner sig selv som transcendentalbelletrist for at understrege sin fortællende og humorfyldte stil og for at påpege sin skepsis over for traditionelle filosofiske forsøg som principiel argumentation, fornuftsdyrkelse med mere. På grund af vores forgængelighed er vi slet ikke egnede til fuldkomne, absolutte, endegyldige sandheder.”
”Marquard forsøger ikke at ophæve ethvert sandhedskrav, han forsøger blot at påpege, hvordan den menneskelige begrænsning burde spille en større rolle i vores tænkning. Det er et bud, som den endelig fornuft stiller: at vi er nødt til at knytte an til det overleverede. På den måde er transcendentalbelletristikken et forsøg på at gøre visse overleverede, borgerlige kulturformer mere plausible gennem fortælling, i stedet for at forsøge at begrunde dem gennem principiel filosofi.”
Denne tilgang har blandt andet mundet ud i de filosofiske traktater, hvis titler er temmelig sigende: ”Afsked med det principelle” (1981) og ”Forsvar for det tilfældige” (1986). Begge forsøg på at formulere en skeptisk filosofi i en tid, hvor meget få andre filosoffer holdt lignende positioner.
DET ER IKKE så svært at se, hvordan visse skabeloner i Marquards tænkning gengiver et religiøst ekko: Det afmægtige menneske ligner unægteligt en kristen syndslære, mens Marquards tanker om de borgerlige institutioner lægger sig tæt op ad en teologisk tanke om, at Gud bruger loven i dens verdslige forstand til at holde synden nede.
Alligevel har Marquard aldrig villet kalde sig selv kristen. Faktisk har han flere gange - med slet skjult ironi - kaldt sig selv polyteist, fordi han mener, at vi har brug for ”mange guder” - myter, fortællinger, værdier, der alle kan yde modstand mod stigende ensretning af samfundet.
”Dertil har vi brug for kirker, men også gode romaner, museer, biblioteker. Og filosofien,” sagde han på et tidspunkt. Alligevel udtalte han sig i Der Spiegel temmelig tvetydigt om forholdet til kristendommen. Han kaldte sig selv polyteist og tilføjede:
”Måske er den kristne religion jo også polyteistisk. Tænk på trinitaritetsdogmet og på de mange forskellige konfessioner,” og sluttede med en klassisk Marquard-udtalelse:
”Min kone er en protestantisk præstedatter. Jeg er en halvt omvendt hedning.”
Til gengæld mener Franz Josef Wetz ikke, at det giver mening at kalde Marquards tænkning for kristelig:
”Selvom Marquard taler for den kristne religion som en del af det borgerlige samfund, tager han opsigtsvækkende nok stort set intetsteds stilling til den. Han er velvilligt indifferent over for den. Det hænger sammen med, at religion på den ene side ikke er tilgængelig for hans jeg. Jeg mener, at hans menneskebillede med forestillingen om den enkelte som et svagt og utilstrækkeligt væsen, der har indrettet sig så godt, som det er muligt, er en areligiøs tanke. Men på den anden side kan Marquard ofte tale om religionens livspraktiske relevans, så længe han selv slipper for at tage del i det.”
Sagt af Odo Maquard
"Fremtid har brug for fortid, fordi menneskelivet er for kort til, at vi kan nå at lave for store ændringer. Vores død kommer altid hurtigere end de fleste af vores ændringer."
"Der, hvor vi begynder i livet, er aldrig begyndelsen."
"Efter det ekstreme højres afvisning af borgerligheden - hos nazisterne - fulgte der i Tyskland efter 1968 det ekstreme venstres afvisning af den. Jeg er for en afvisning af denne borgerlighedsafvisning."
"Jeg er imod den evige stimulation af anormalitetstrangen. Det er en tysk sygdom."
"Min kone er en protestantisk præstedatter. Jeg er en halvt omvendt hedning."
"Vi mennesker består i langt højere grad af tilfælde end af valg."
"Meningen - og denne sætning står fast - er oftest den meningsløshed, man tillader."
"Kravene vokser, fordi meningen udebliver. Det moderne velstandssamfund er forsøget på at erstatte den tabte mening med luksus."
