Eberhard Jüngel er i manges øjne den betydeligste nulevende, protestantiske teolog. Heldigvis kan han også forklare den store dogmatik for et dagblad, for han har nemlig gennem alle årene også besteget prædikestolen. Kristeligt Dagblad har besøgt den anerkendte tænker i det sydtyske Tübingen, hvor han var teologisk professor indtil pensioneringen for ni år siden.
Byen har gennem århundreder været et teologisk kraftcenter, så det er logisk, at Jüngel fik lov at virke ved dette universitet. Mindre logisk er det, at Tübingen nu om dage er dækket af tilbud om psykologisk smertelindring. Blanke messingskilte fortæller i hver anden opgang om praksis af indtil flere terapeuter, psykiatere eller psykologer. Hvad er det dog for en sindets smerte, der har besat byen? Jeg bemærker det for Jüngel, der bekræfter med et listigt smil.
Der er virkelig mange, ja. Men De må huske, at Tübingen har en tradition for sindslidelse at holde i hævd med Hölderlin som den berømteste repræsentant.
LÆS OGSÅ: Den sorte budbringer
Digteren Friderich Hölderlin, en af Tysklands største, blev gal og sad derpå 36 år i et tårn ud til floden Neckar. Det er nu Tübingens største turistattraktion.
Og Teologisk Fakultet her i Tübingen var så at sige kernen i al lidelsen. De studerende led usigeligt. På grund af hertugen, på grund af professorerne og på grund af sig selv. Jüngel ler sagte. Han har taget imod i sin højtbeliggende, moderne lejlighed. Udsigten er enestående. Ja, det er De Schwabiske Alper. Det er dem, der holder mig her. Han stammer fra Magdeburg i det tidligere DDR.
Hans valg af teologistudiet under kommunismen var kontroversielt og kostede familien en del chikane. Under et studieophold i Schweiz hoppede han af til Vesten. DDR trak historiens korte strå, så nu springer han ofte på flyet i nærliggende Stutt-gart for at besøge venner i Berlin. Men nu skal vi tale teologi, og vi kan jo begynde med ateismen. Den har nemlig altid udfordret Jüngel.
Den nye ateisme vil ikke længere det store filosofiske opgør, men nøjes med et skuldertræk. Påstanden er, at et myndigt menneske simpelthen må være vokset fra troen, og det kan ikke gå vejen tilbage.
Jüngel nikker og smiler fint.
Jo, men hvad er et myndigt menneske? Et forhenværende barn, der er blevet voksent og har fået en dømmekraft, som gør det ansvarligt for alle dets handlinger? Hvis dét er et myndigt menneske, så bør vi have så mange myndige mennesker som muligt. Men lad os ikke glemme, at et myndigt menneske ikke slår sine forældre ihjel i det øjeblik, han bliver myndig. Han påstår heller ikke, at de ikke eksisterer. Men hævder det myndige menneske, at der ikke fører nogen vej tilbage til kirken, så vil jeg erklære mig enig.
Jüngels lyseblå øjne tindrer drillesygt.
Vejen til kirken fører nemlig aldrig tilbage, men altid frem. Kristne skal aflægge regnskab om det håb, der er i dem, og om den fremtid, de sammen som kirke går hen i mod. De overser undervejs ikke den ateist, der står og trækker på skulderen, men de møder ham uden intellektuel eller moralsk vold. De gør ham klart, at man kan blive uopmærksom af for megen trækken på skuldrene. Og de beder for ham, når de taler med Gud, der ikke er nogen ven af ligegyldigheden. Og som netop derfor vender sig i kærlighed mod den ateist, der er ligeglad med ham og sørger for, at han ikke får ondt i skuldrene af at trække på dem.
Hjerneforskning har erstattet den filosofiske kritik. Alle religiøse forestillinger er kun elektriske impulser i hjernen, hedder det nu, og ved bøn kan man se højere blodgennemstrømning i bestemte centre deroppe?
Her er jeg skam atter enig. Blot et eneste ord forstyrrer mig: kun. Man må antage, at alle religiøse forestillinger også er elektriske impulser i hjernen, men at de kun skulle være det, ville være videnskabeligt overmod. Alle religiøse forestillinger har også en side, der er naturvidenskabeligt tilgængelig. Teologerne skal så insistere på de andre spørgsmål, for eksempel frihedens. Både Guds og menneskers frihed. Det angår ikke kemi eller fysik. Hér begynder nemlig det, som tidligere kaldtes metafysik, og så er vi på et helt andet terræn.
Også trosliv må altså have en anatomisk trædesten i mennesket?
Naturligvis. Gud har jo skabt os af både sjæl og krop, og de korresponderer indbyrdes. Man må sige, at blodgennemstrømningen forhåbentlig stiger under bøn i dette eller hint center, som de hævder, har med bønnen at gøre.
Moderne mennesker, herunder også teologer, ønsker, at kirken holder op med at bruge et ord som synd. Det er forældet og avler blot skam. Folk har snarere brug for selvtillid.
Hyppig misbrug af begrebet gør, at den opfattelse måske ikke er fuldkommen uforståelig. Forstår man kun synd som moralsk forkastelig adfærd, og taler man kun om den for at ødelægge menneskets selvtillid, da var det en tvivlsom kategori. Men for kristentroen er synd noget helt andet. Synderen er den, der unddrager sig Guds ønsker. Og Gud ønsker sig frem for alt ét: at være sammen med os og leve med os. Med synderen.
Synd består altså i ikke at unde sig selv det gode. Det gode, som Gud i Jesus Kristus har tiltænkt os, ja, i dåben har tildelt os. Derfor tilgiver Gud synd. Og slettet skyld er vel noget, der giver selvtillid.
Martin Luther kaldte kirken for fællesskabet af retfærdiggjorte syndere. Ikke et fællesskab af de moralsk fejlfri, men af de mennesker, der lader deres synder blive tilgivet. Derfor findes der i grunden, som Luther også bemærker, ingen større synder end en kirke. I den ved man nemlig noget om skyldens store vægt og tilværelsens lethed for dem, hvis synder er dem forladt.
At Gud bliver menneske, er noget ganske særligt ved kristendommen. Og derpå kan Guds væsen fortælles i en histories form?
Omvendt. Først finder Guds væren sted som historie, der kan fortælles og kræver at blive fortalt. Derpå bliver denne historie bragt på begreb som inkarnationen: at Gud bliver menneske. Guds historie handler om Guds komme til verden advent. Målet er Jesu bliven menneske.
De nytestamentlige udsagn om dette ligger vel at mærke historisk senere end fortællingerne om Jesus. Men de er nødvendige, for det punkt, de sigter mod, og som allerede er nået, er ikke slutpunktet. Det er vi stadig på vej imod. Det håber vi på indtil dommedag. Eller skal vi sige: de sidste tider, for at tage det moralske ud. Dommedag skal den kristne nemlig glæde sig til, ikke skælve for. Gud er dommeren, ja i Det Nye Testamente er det Jesus, der indtager sædet, og det skal tolkes positivt. Dommeren er ingen anden end den, som blev dømt i vores sted. Derfor vil hans dom falde tilsvarende ud.
I Deres værker tages Jesu korsdød meget alvorligt. Den opfattes ikke som en kort afmagt. Det er virkelig Guds død?
Man må ikke opfatte det som en kort afmagt, nej. Dette er et spørgsmål, som allerede den gamle kirke beskæftigede sig intensivt med. Den kom med forskellige svar: Kun mennesket Jesus døde, hævdede nogle. Andre sagde: også den Gud, der blev menneske, døde. Dette formuleres i vores tyske salmebog: Å store nød, Gud selv ligger død, på korset døde han. Linjen var så anstødelig, at man i vore dages salmebog har ændret den til: Guds søn ligger død.
Den treenighedslære, som opstod i den gamle kirke, forsøgte at løse problemet ved at sige, at Guds søn døde, men Gud Fader forblev uberørt. Men i alle tilfælde skal det fastholdes, at ateismens tale om, at Gud er død, kommer fra kristendommen. Den har sit udspring i langfredag. Også Nietzsche forstår det som en oprindelig kristelig tale.
Hvordan håndterer man dette paradoks livets herre er død?
Ved at huske, at Gud er den almægtige herre over liv og død. Herre over døden indebærer imidlertid ikke, at Gud ikke kan eller må udsætte sig for døden. Troen på den opstandne siger, at i Jesu Kristi person har den almægtige virkelig udsat sig for døden.
Dette paradoks tvinger os til at tænke Gud som enhed af liv og død. I denne verden sejrer altid døden. Påskebudskabet siger noget andet. Det accepterer paradokset Gud som enhed af liv og død men til livets fordel. Og dét liv vil Gud dele med os. Han lider med os, og han lider i vores sted, for at vi skal leve med ham. Den kristne tro stoler på livets sejr. Det er et liv, som forsoner sig med døden og dermed sættes fri af dens herredømme. At døden besejres, betyder nemlig ikke, at den ikke længere spiller nogen rolle, men at den ikke længere er herskeren.
Fra Sankt Gallen-munkenes hymne citerer Luther: Midt i livet er vi omsluttet af døden,. Og så fortsætter Luther: Vend den om! Midt i døden er vi omsluttet af livet! Sådan tror en kristen. Også når han ser det liv, der er truet af død nu og her. Også det jordiske liv er omsluttet af Guds liv.
Men hvordan forstår Jüngel da opstandelsen? Megen moderne teologi opfatter den som noget dennesidigt. Opstandelse hænder, når livet lykkes her og nu. Den er ikke et himmerige efter døden dennesidig, ikke hinsidig, hedder det.
Jovel. Man bør her holde sig til den bøn, Jesus lærte sine disciple: Komme dit rige. Den sætter transcendens og immanens (det hinsidige og det dennesidige, red.) i forhold til hinanden. Gud hører ikke op med at være Gud, når han bliver menneske. Hans rige hører ikke op med at være hans rige, når det kommer til verden. Himlen hører ikke op med at være himmelsk, når det var, som himlen blidt havde kysset jorden som der står i Eichendorffs smukke digt.
Så det evige liv er ikke noget, der fandt sted i tirsdags, da alt gik op i en højere enhed?
Ja, og nu er det så onsdag. Nej, den går ikke. Gud forbliver Gud, når han bliver menneske. Når det hinsidige bliver dennesidigt, så forandrer det det dennesidige.
Altså ikke kun himmerige her?
Nej. Ikke kun her. Men også her.
Der står for tiden en strid om, hvor man skal finde de historiske rødder til den frihed og individualisme, der præger Vesten som ingen anden kulturkreds. I kristendommen, siger nogle. Nej, siger andre, oplysningsfilosofferne måtte i bitter kamp mod kirken bane vejen for frihed og individualisme. Hvordan stiller Jüngel sig mon til denne strid?
At insistere på frihed og individualisme hører til kristendommen såvel som til ateismen. Dette er et af mange tegn på, at den radikale ateisme kun blev mulig på baggrund af den bibelske monoteisme. Luther erklærede, at et kristenmenneske er en fri herre over alle ting og en tjenende slave i alle ting og enhvers undersåt. Her er frihed og jegbevidsthed kendetegn på et kristenmenneske. De to hører imidlertid også til den moderne ateisme, men den forstår dem anderledes.
Anderledes på en måde, der kan føre til fortvivlelse. Eberhard Jüngel citerer fra Jean Pauls digt Den døde Kristus tale. Heri skildres et mareridt, hvor jegpersonen drømmer, at Jesus opdager, at der ingen Gud findes. Grædende må han fortælle de forfærdede mennesker, at de er faderløse. Hvor er hver enkelt dog alene i rummets vidtstrakte gravkælder!/ Jeg er kun ved nær mig selv. Det faderløse menneskes frysende individualisme. Heldigvis vågner jegpersonen dog.
Jüngel tolker:
Kun nær mig selv er her betingelsen. Mennesket blev gennem århundreder forstået som tjener og tolker af naturen. Siden Descartes blev det til naturens herre og ejer. Altså et jeg, der frit forføjer over verden. Dette menneskes lidelser fører til den radikale ateisme. Som Büchner siger i Dantons død: Hvorfor lider jeg? Det er ateismens anstødssten. Naboskabet mellem tro og ateisme er altså tydeligt. Men modsætningen mellem tro og gudløshed er også umulig at overse. Nutidens teologi skal derfor hverken svømme mod eller med ateismens strøm. Men den skal undersøge den til bunds.
