Danmark under vand: Politikerne vil spare

Massiv regn har ramt Nordjylland og sendt beredskabet på overarbejde. Men voldsomt vejr kan fremover blive uoverskueligt, fordi der skal spares penge

Store regnmængder har skabt vanskeligheder i især Vendsyssel i Nordjylland. Her er det i Hjørring hvor Beredskabsstyrelsen at ved at gøre klar til at tømme en viadukt for vand.
Store regnmængder har skabt vanskeligheder i især Vendsyssel i Nordjylland. Her er det i Hjørring hvor Beredskabsstyrelsen at ved at gøre klar til at tømme en viadukt for vand.

I slutningen af august stod Storkøbenhavn under vand, den første weekend i september var den gal i Ringkøbing-Skjern, og et par dage efter kom skybrudsturen til Bornholm.

Denne gang har vandmasserne ramt Vendsyssel, hvor marker, kældre og veje står under vand. Enkelte steder er der faldet mere end 100 millimeter.

I går skabte regnen stadig store problemer og betød blandt andet, at togdriften mellem Aalborg og Frederikshavn var aflyst.

Over 70 mand fra flere afdelinger af Beredskabsstyrelsen har været sat ind. Også mandskab fra Sønderjylland og Næstved har måttet køre mod nord for at assistere.

”Så meget vand over så stor en strækning har vi ikke oplevet før. Vi har en kæmpe opgave foran os,” lyder det fra Hjørrings beredskabschef, Knud Børge Møller.

Men i fremtiden kan situationen blive endnu mere uoverskuelig, for Beredskabsstyrelsen skal spare 125 millioner kroner årligt. Dertil kommer, at Finansministeriet og KL har aftalt besparelser på de kommunale beredskaber på 175 millioner kroner.

Det kan få alvorlige følger for borgerne, advarer Hjørrings borgmester, Arne Boelt (S). Han siger, at det er, som om politikerne på Christiansborg slet ikke har opdaget, at det danske klima er under forandring med mere vand og flere storme som Allan og Bodil.

”For at sige det lige ud, så er det fuldstændig hul i hovedet. Besparelserne bærer præg af at være vedtaget i tørre sko inde på Christiansborg,” siger Arne Boelt, som er tidligere Falck-redder og selv har været ude at hjælpe med at pumpe vand væk fra gaderne i Hjørring.

Endnu er det ikke besluttet, hvordan besparelserne skal realiseres, men Arne Boelt opfordrer sine kolleger i Folketinget til at tænke sig om en ekstra gang.

”Heroppe har vi lige set, at de nuværende ressourcer slet ikke rækker. Hvordan skal det så gå, når besparelserne kommer,” siger han.

Aftalen om besparelser på 125 millioner på det statslige beredskab er indgået mellem regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokraterne eller De Radikale, men Venstres beredskabsordfører, Hans Chr. Thoning, lytter til kritikken:

”Vi må jo konstatere, at vi har nogle udfordringer med det danske vejr. Hvis noget skal gøres anderledes, blandt andet på baggrund af erfaringerne i Nordjylland, så må vi se på det.”

Også Dansk Folkepartis beredskabsordfører, Marie Krarup, er klar til at diskutere, om besparelserne skal føres ud i livet som planlagt.

”Jeg tror godt, jeg tør love, at det er noget, der kommer op til en fornyet debat.”

Var det en fejl, at I gik med i aftalen om at effektivisere redningsberedskabet?

”Jeg kan ikke forklare den historiske proces, men nu kigger vi fremad.”

Den udmelding glæder De Konservative. På sin Facebook-side skriver partiets politiske ordfører, Lene Espersen:

”Først og fremmest er det fantastisk, at der nu også er andre end Det Konservative Folkeparti, som siger nej til besparelserne i vores beredskab. Det er nemlig meget alvorlige besparelser, som vil hæmme landet.”