Julen er tiden, hvor vi samles om traditionerne i familiens skød. Men sådan har det ikke altid været. Op til begyndelsen af 1800-tallet var julen nemlig ikke den familiehøjtid, den er i dag. Dengang boede mange på gårde ude på landet, og det var folkene på gården, man fejrede jul med, ikke familien.
Men det ændrede sig i begyndelsen af 1800-tallet. Landet var blevet betydeligt mindre, efter at man i 1814 mistede Norge. I 1807 mistede Danmark flåden, da englænderne bombarderede København, og i 1813 gik staten bankerot. Danmark havde brug for en oprejsning.
”Det var brug for nogle nationale værdier, og dem fandt man i julen,” siger Else Marie Kofod.
Hun er forfatter og leder af forsknings- og formidlingsenheden ved Dansk Folkemindesamling. Hun har blandt andet skrevet bogen ”Skik og brug” om danskernes traditioner.
”Det var borgerskabet, der i de første årtier af 1800-tallet begyndte at kæde familien og julen sammen,” forklarer hun.
”Tidligere havde julen ellers ikke haft den store betydning. Bønderne på landet samlede sig juleaften, spillede om pebernødder og spiste æblestykker stegt i fedt - forløberen for æbleskiver - og så sad man oppe til midnat, et levn fra den katolske tid, hvor man ventede på midnatsmessen. I byerne havde borgerskabet da holdt jul, men det havde ikke været noget særligt.”
Men med det nye fokus på danskhed og traditioner blev juleaften en familiebegivenhed, og op gennem 1800-tallet lagde man de nu kendte danske traditioner til: juletræet, gaverne, maden. Det er de traditioner, vi stadig trækker på i dag, når familien samles for at holde jul.
I 1950'erne kom der ekstra fokus på familien i forbindelse med julen. Else Marie Kofod har via sit arbejde læst gamle dameblade fra 1950'erne, og her er hun for alvor stødt på, at der bliver fokuseret på familieværdierne, særligt i julen.
”Ordet kernefamilie stammer fra 1950'erne. Middelklassen overtog nogle af borgerskabets værdier, og det blev et ideal at leve i en kernefamilie. Det var ikke alle, der havde råd til, at mor kunne gå hjemme, og derfor blev det dét, man stræbte efter. Familien og værdierne i kernefamilien blev idealet. Her passede julen ind, fordi det er en familiehøjtid,” forklarer Else Marie Kofod.
At advent også er blevet en familiebegivenhed, ses ifølge Else Marie Kofod som en naturlig forlængelse af julen.
”Hvor julen tidligere begyndte med juleaften, slutter den nærmest i dag med juleaften,” siger Else Marie Kofod. ”Hele december er én stor optakt til julen, og det er også det, adventen står for.”
Adventskransen er en tysk tradition, som man begyndte at se i dele af Sønderjylland så tidligt som omkring Første Verdenskrig. Men den slog først igennem under Anden Verdenskrig, da tyskerne som besættelsesmagt havde lejet sig ind på danske skoler. Her hængte de adventskransen op. Og selvom den i begyndelsen vækkede dårlige associationer hos danskerne, gik der ikke længe, før den også slog igennem her i landet. Den var således at finde på et julemærke i 1946.
Men måske er den lange (familie)jul begyndt at blive for meget? Selvom 78 procent i en undersøgelse foretaget for Kristeligt Dagblad i 2008 sagde, at julen først og fremmest var en anledning til at være sammen med familien, kan fokus på familiesamværet også medføre et pres.
”For dem, der ikke har en familie at være sammen med, kan det være anstrengende med julen,” siger Else Marie Kofod. ”Det kan ligefrem være pinligt at skulle holde den alene. Derfor ser vi mange, der går sammen med vennerne eller tager på højskoleophold over julen.”
Efter 1968'er-generationens opgør med de traditionelle familieværdier og et stigende antal skilsmisser består kernefamilien i dag også af nye konstellationer. Det har også betydning for, at familien kommer i fokus i julen, og mange holder juleaften flere gange. Men selvom julen er blevet længere, og mange unge har som nyere tradition at slutte juleaften af med en bytur, er det stadig familietraditionerne, man værner om.
Julen er stadig familiens fest.