Ny superheltefilm savner magi og psykologisk dybde

Ben Affleck som Batman og Henry Cavill som Superman mødes i en ordentlig omgang ramasjang, forsøgt maskeret ...

Ben Affleck som Batman og Henry Cavill som Superman mødes i en ordentlig omgang ramasjang, forsøgt maskeret som moralsk epos. Foto: © 2015 Warner Bros

film
Three stars
De menneskelige aspekter, der kunne have givet ny kraft til historien om Batman og Superman, bliver tilsidesat til fordel for vold og effektelskende ramasjang
Karen Dyssel

Superman og Batman mødes i et sammenbidt actiondrama, der savner magi og psykologisk dybde

Messiassymbolikken i ”Batman v Superman: Dawn of Justice” er så tung, at den eviggyldige historie mister sin styrke og i stedet bliver til en upoetisk pastiche pakket ind i vold. Superman er sønnen, der er kommet til jorden fra planeten Krypton for at frelse mennesket fra sig selv. Men vil han ultimativt ofre sig selv for menneskeheden? Og hvad bør han gøre for at sikre fred?

Efter at have hyldet Superman spørger offentligheden nu, om det kappeklædte væsen er frelseren eller en forbryder, der ofrer uskyldige liv i jagten på at forsvare det, han ser som sandt. Det er hovedsporet i Zack Snyders superhelteepos, hvor også Batman ser sig gal på den død og ødelæggelse, der ofte følger Supermans aktioner.

Dette moralske lag fremtræder nu mest som et pligtskyldigt fernis af dybde og en undskyldning for at lade endnu flere bygninger falde sammen og biler bryde i brand. Filmens udtrykkelige tematisering af de negative konsekvenser af Supermans superkræfter bliver nemlig ikke brugt til andet end en undskyldning for at lade Batman jage ham. Og det gør han så.

Henry Cavills Superman er fersk. Vi er meget langt fra Christopher Reeves’ drengede charme, og al afvæbnende selvironi er fraværende. Der er heller ikke mange følelser at spore i det renskurede ansigt, så selv om Cavill både bærer sit kors og sin frelserkappe, er der ikke kompleksitet gemt i hans inkarnation af den arketypiske messiasfigur.

Ben Affleck giver Batman lidt mere liv, men den troværdighed og psykologiske klangbund, som Christian Bale gav flagermusmanden i Christopher Nolans vellykkede Batman-trilogi, er nærmest forsvundet. Tilbage står to hårdtpumpede, ja, figurer. De menneskelige aspekter, der kunne have givet ny kraft til historien om Batman og Superman, bliver tilsidesat til fordel for vold og effektelskende ramasjang.

Jesse Eisenberg (fremragende i for eksempel ”Louder than Bombs”) som superskurken Lex Luthor giver filmen et tiltrængt skær af vildskab og galskab. Luthor er også forældreløs, men hans tab har næret et selvhad og en menneskeforagt, som lyser igennem ønsket om at tilintetgøre Superman og Batman. Det er på Luthors foranledning, at de to mødes, men kampen slår aldrig rigtig andre gnister end dem, der laves af special effects.

Hans Zimmers musik er et langt, medrivende rekviem, og farverne holdes i betagende grå/blå nuancer.

Kameraets svimlende indstillinger panorerer imponerende over Gotham og Metropolis, men den flotte indpakning står i kontrast til den tyndbenede fortælling, og slutningen gør, at hele menageriet egentlig føles mest som én lang optakt til de kommende års bebudede superheltefilm.

”Batman v Superman” bliver derfor ikke en selvstændig forædlet fortælling om de mytiske lag, der har skabt Superman og Batman. Holdet bag forsøger at knytte filmen op på virkelighedens krigsforbrydelser, senatshøringer og terrorisme, men det klæder ikke en superheltefilm så direkte at mime virkeligheden. Det er i en forskudt spejling af vor egen tid, at sådanne film, når de lykkes, kan give moralske og eksistentielle problemstillinger nyt liv. Det lykkes ikke rigtigt denne gang.