Forestil dig en verden, hvor singler bliver ført til et eksklusivt hotel for at finde en ny kæreste, straks de er blevet alene. Lykkedes det ikke inden 45 dage, bliver gæsten transformeret om til et dyr efter eget valg og sat ud i naturen. Kun par forlader hotellet, for samfundet tolererer ikke andre livsformer. Og på hotellet kan man ikke frit vælge partner. Der skal være en betydelig overensstemmelse for at lave et såkaldt match. Begge skal være nærsynede, have let til næseblod eller være følelsesforladte. Det lyder måske surreelt, og det er det da også. Men det overordentlig imponerende og foruroligende ved Yorgos Lanthimos’ første engelsksprogede film – efter anmeldelsessucceserne ”Alperne” og ”Dogtooth” – er, at den negative fremtidsvision bliver præsenteret på en så nøgtern og antiscience fiction måde, at man køber præmissen.
Beåndet af den spanske surrealist Luis Buñuel med opskårne øjne og drømmeagtige sekvenser er rejsen ind i Lanthimos’ univers som et møde mellem et David Lynch-inspireret hotel og et manuskript af Charlie Kaufman (”Evigt solskin i et pletfrit sind”). Filmens overordnede tema er ildevarslende tilskyndet af vor tids endimensionelle menneskesyn. Aldrig har vi haft flere muligheder, men samtidig er vi karrige med at acceptere anderledes tænkende. Filmens verdensbillede er ekstremt totalitært. Alle karakterer accepterer fuldt ud præmissen om, at hotelmanageren (en utrolig troværdig Olivia Colman fra Susanne Biers ”Natportieren”) kan sende mennesker ud i dyrenes rige.
Det driver gæsterne ud i ekstremt onde handlinger mod næsten, fordi de moralske grænser langsomt, men uigenkaldeligt, forrykkes. Det vækker minder om nazitiden og gør ”The Lobster” til en udfordrende etisk film, samtidig med at den også er en kulsort komedie og en virkelig øm kærlighedshistorie.
Colin Farrell er David, hvis hustru netop har forladt ham. Han sendes derfor til hotellet og medbringer sin bror, hunden Bob, der ikke lykkedes med at finde en ny kæreste. Hver nat sendes hotelgæsterne ud i skoven for at jage ”enspænderne”. Det er dem, der stikker af fra hotellet og lever i skoven sammen med de reinkarnerede dyr. David stikker selv af og møder en kvinde (Rachel Weisz), der er nærsynet ligesom ham selv. Det er denne kærlighedshistorie, der for alvor løfter ”The Lobster”, fordi Farrell og Weisz formår at omfavne menageriet og deres to karakterer med så ømme og enestående præstationer, at man fortaber sig i deres kærlighedskamp midt i det surrealistiske tableau. Det er Lanthimos’ pragtinstruktion, der sikrer så megen menneskelig genklang i en så i grunden absurd historie, der nok er morsom, men latteren er ikke omkostningsfri.
Thimios Bakatakis står bag kameraet og forener berusende smukke naturoptagelser med drømmelignende slowmotion, der kun styrker filmens balancegang mellem sønderlemmende socialrealisme og besnærende surrealisme. ”The Lobster” er umulig at genrerubricere. Men den er forjættende i sin anderledeshed – klog, rørende, morsom og udfordrende.
