Mapplethorpes forunderlige blik for skønhed

Amerikanske Robert Mapplethorpe udforskede i sin tid grænser både kunstnerisk og eksistentielt. At han stadig er relevant viser stærkt seværdig udstilling på ARoS, der lærer beskueren noget af det vigtigste: at se godt efter

Robert Mapplethorpes billeder er trods deres umiddelbare aflæselighed ikke nemme eller entydige, men tværtimod ofte besværlige billeder, der både vækker følelser af lyst og skam. Mange af hans fotos har skulpturelle kvaliteter, som understreges af de antikke skulpturer, som beskueren møder i udstillingens rum. – Fotos: Ole Hein Pedersen/ARoS.
Robert Mapplethorpes billeder er trods deres umiddelbare aflæselighed ikke nemme eller entydige, men tværtimod ofte besværlige billeder, der både vækker følelser af lyst og skam. Mange af hans fotos har skulpturelle kvaliteter, som understreges af de antikke skulpturer, som beskueren møder i udstillingens rum. – Fotos: Ole Hein Pedersen/ARoS.

Hvad er det, de gør, Robert Mapplethorpes billeder? De har en særlig blødhed. En meget stærk sensualitet, et fysisk nærvær, som gør, at den nøgne hånd og armen med de tydeligt spændte blodårer lige der under huden, virker lige så erotisk på mig, som hans fotografier af eksempelvis en afroamerikansk mands store penis gør.

Han arbejdede som en skulptør med sine motiver, han satte lyset, fik den rigtige vinkel frem, og så havde han et særligt intim møde med sine fotografiske objekter. Det hele skete lige her og nu foran kameraet – og det sker igen foran dig som beskuer.

Til november ville kunstneren Robert Mapplethorpe være fyldt 70 år, hvis han ikke var død i 1989, blot 42 år, som et af de mange ofre for den aids-bølge, der lagde sin dødelige hånd over 1980’ernes frie seksualitet, ikke mindst de homoseksuelles.

I disse år er der stor interesse for at vise Mapplethorpes fotografiske værker, eksempelvis var der sidste år en stor retrospektiv udstilling på Kiasma i Helsinki. Udstillingen på ARoS, ”On the Edge”, er mindre og med fokus på den sene Mapplethorpe. Med ganske få undtagelser (12 arbejder ud af 182) er alle værker udlånt fra den norske forretningsmand Stein Erik Hagens samling (en af Norges største private investorer).

Da Robert Mapplethorpe som ganske ung flyttede hjemmefra sit katolske barndomshjem i Queens for at gå på kunstskole i Brooklyn, var det tegningen og fotocollagen, han arbejdede med.

Først i 1969, hvor han sammen med sjælevennen, kæresten Patti Smith, var flyttet ind på det legendariske Chelsea Hotel i New York, begyndte han selv at fotografere. En veninde lånte ham et polaroid-kamera og han opdagede, at kameraet kunne virkeliggøre hans kunstneriske ambitioner. Den rent tekniske side af sagen interesserede ham ikke, han var ikke den, der stod i mørkekammeret; det var et andet mørkt kammer, han ville ind i.

Mapplethorpes kunstneriske ambitioner handlede om skønhed. Sammen med Patti Smith opdagede og dyrkede den unge Mapplethorpe Michelangelos marmorskulpturer. Ikke mindst skulpturen ”Døende slave” (1514-16), som, når man ser bagom titlen, er en muskuløs mandekrop, der viser sig selv frem i en drømmende og ekstatisk lystfuld tilstand: undertrøjen gledet halvt op, den ene arm bøjet op bag hovedet.

Tilmed sidder der, som en lille påmindelse om det dyriske begær, en abe på soklen. Det var den slags kunst, Mapplethorpe blev født som kunstner af, og kameraet viste sig som en opdateret udgave af hammeren og mejslen.

På ARoS viser man ”Døende slave” og tre andre klassiske gipsafstøbninger sammen med de fotografiske arbejder. Denne inspiration bliver sammen med Mapplethorpes katolske baggrund lagt frem som mulige blikke på hans kunst. Kroppen som form og erotisk objekt fascinerende Mapplethorpe.

Da forholdet til Patti Smith gik i stykker, begyndte han at undersøge sit homoseksuelle begær, som qua faderens manglende accept og muligvis hans religiøse opdragelse, var forbundet med skam.

Robert Mapplethorpes ambitioner handlede om at følge sin egen nysgerrighed og drift og at tage kameraet med hele vejen, måske også som en bevidst strategi i forhold til voyeuren Andy Warhol. De mest kontroversielle billeder fra den del af hans ”ouevre” er mappen X fra 1978, hvor Mapplethorpe i 13 (ikke et tilfældigt tal) fotografier trængte ind i det ekstreme sadomasochistiske miljø med både krop og linse. Det sidste værk i serien viser ham selv som en djævlefigur med en pisk stukket op i anus, over skulderen griner han tilbage til dig: Du har set de andre 12, vi er i det her sammen.

Mapplethorpe fotograferede mandekroppe, store mandlige kønsorganer ikke mindst, men han fotograferede også kvindekroppe. Og han fotograferede blomster med en sensualitet, vi kender fra Imogen Cunningham. Mapplethorpes blomster er skønne og obskøne på en og samme tid.

Han blev kendt for sine mange portrætter både af sin egen kreds og af tidens berømtheder, som betalte godt for at blive fremkaldt af Mapplethorpe. En investering, der har kunnet betale sig på den lange bane, for hans eminente portrætter lever, uanset om den portrætterede for længst er glemt. Mapplethorpes portrætter er karakteristiske ved på én gang at udstråle styrke og sårbarhed. Det virker, som om han i ekstrem grad har kunnet få den portrætterede til at stille sig sårbar frem – eller være tændt, som Susan Sontag, forfatteren til nogle af de mest indsigtsfulde essays om fotografiet, skrev.

Man skulle tro, at vi i dag har set alt. Alligevel er de billeder, der på ARoS bliver vist i et særligt rum, som børn advares i mod, stadig svære at forholde sig til. På én og samme tid smukke og absurde billeder, optaget med samme omhu, som Mapplethorpes stuerene portrætter.

Billederne har før har vakt voldsom furore. Året efter Mapplethorpes død kom det til en retssag. I Washington D.C. rasede senator Jesse Helms over utugten med ordene ”Look at the pictures”. I den dokumentarfilm, som HBO netop har lavet, og som ARoS – hvilket er lidt af et scoop – har fået lov at vise under udstillingen, bliver ordene vendt til en positiv opfordring: ”Se på billederne”.

Det er det, man skal, tænker jeg. Se på dem, ikke som entydige eller nemme billeder, men besværlige billeder, der både vækker følelser af lyst og skam.

Ordet bøsse bruges stadig som et skældsord, at være homoseksuel er stadig forbundet med skam. Men hvis der er noget om de teorier, som luftes i forbindelse med ugerningen i Orlando for nylig, hvor 49 mennesker blev dræbt, så er det virkelig på tide, at vi får talt om den skam igen.

Jeg ved godt, at kunstneren Mapplethorpe var homoseksuel og dermed havde et homoerotisk blik på mandekroppen. Og det skrives der meget om i det læseværdige (og ikke særligt dyre) katalog (især vil jeg fremhæve Lars Movins artikel om New York i slutningen af 1970’erne og Rune Gades nærlæsning af Mapplethorpes fetichering af de store (sorte) penisser). Men der er ingen, heller ikke de kvindelige skribenter, der nævner, at Mapplethorpes billeder kunne have en særlig appel for et kvindeligt publikum.

At den kvindelige betragter måske reagerer anderledes på billedet af eksempelvis en stor sort penis lagt frem til beskuelse som kød på en slagterdisk. Er det virkelig stadig sådan, at mandens blik er det eneste blik, når vi taler om at se på billeder? Og at fordi kunstneren var homoseksuel, så skal hans værker iagttages ud fra en homoerotisk logik?

Et lille men: Man kan åbenbart ikke lave en kunstudstilling uden mulighed for, at folk kan tage ”selfier” og være interaktive. Således kan man, efter at have set lidt af hvert i Mapplethorpe univers klæde sig i pels og læder, og forevige sig selv og – naturligvis – dele det. Det virker ærlig talt bizart, oven på Mapplethorpes eksistentielle og kropsinvesterende undersøgelser. Men jeg er da spændt på, hvor langt folk vil gå. Fra ARoS’ side har man hverken lagt latexdragt eller penetreringsobjekter frem.

kultur@k.dk

- Fotos: Ole Hein Pedersen.
- Fotos: Ole Hein Pedersen. Foto: Ole Hein Pedersen