Morgenavisen Jyllands-Postens chefredaktør Carsten Juste blev med egne ord læsterligt forkølet onsdag i sidste uge. Samme dag, som tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) mente, at han skulle at gå af som chefredaktør som en konsekvens af sit fejlskøn ved at bringe de 12 karikaturtegninger af profeten Muhammed. Carsten Juste har sans for ironien i det.
Jeg har været forkølet lige siden. Det er enten Allahs straf, eller fordi mit immunforsvar er røget ned i kælderen. Jeg vågner hver morgen og tænker, hvor katastrofen slår ned i dag. Men ellers har jeg det godt og føler, at jeg har stor råstyrke og meget kampkraft i behold.
Tvivler du ikke, når du ser, hvad tegningerne har udløst?
Hvis jeg havde vidst, at det ville ende med dødsfald og ambassadeafbrændinger, havde vi ikke trykt dem. Men det vidste vi faktisk ikke, og derfor har jeg ikke fortrudt noget. Aviser laves forlæns, og det er det, vi har gjort, siger Carsten Juste.
En vagtmand fra Falck Security skal se legitimation, før man får lov til at entre Jyllands-Posten i Viby J. Hovedsædet i Århus og redaktionen på Kongens Nytorv i København er under skærpet overvågning af vagtkorps og politi som følge af de mere en 100 bombe- og andre trusler, der har ramt avisen efter offentliggørelsen 30. september sidste år af Muhammed-tegningerne.
Den 58-årige Carsten Juste, der på grund af forkølelsen har måttet arbejde hjemme i fem dage, er tilbage på sit kontor. Hæs og hostende. Venlig og imødekommende. Og bekymret. For tegnerne bag de satiriske profetbilleder, der står i forreste frontlinje. For ytringsfrihedens fremtid. Og over verdenssituationen.
Jeg frygter, at vi vitterligen står over for en religionskonflikt af uoverskuelige dimensioner, siger han og fortsætter:
- Der er blevet for meget religion i vores samfund. Det maser sig frem fra revner og sprækker, og det er fordi, vi har fået besøg af en meget stærk religion, islam. Det er en ulykkelig udvikling. Religion skal være et privat anliggende, men jeg møder religion i det offentlige rum, som jeg ikke har gjort tidligere. Pludselig skal du tage stilling til ting, du ikke tidligere har drømt om at skulle tage stilling til. For eksempel blodpenge, kvindeundertrykkelse og den islamistiske organisation Hizb-ut Tahrirs uhyrlige begrebsverden. Når selv en gammel fritænker som Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden giver op og nu anerkender religionens placering i samfundslivet, så er vi ved at være langt ude. Nogle gange kan man faktisk savne, at kristendommen går i offensiven.
Selv er jeg ikke religiøs. Jeg er kulturkristen. Jeg har en veneration for folkekirken, som er blevet stærkere med årene. Den der meget enkle og prunkløse kirke, som altid står der og træder til, når der er brug for den, men ikke stiller nogen som helst krav. Som netop er en meget tolerant størrelse. Man taler om den rummelige folkekirke. Og så er det et af de sidste fællesskaber, vi har i dette land.
Hvad er vigtigst, den totale ytringsfrihed eller at vise respekt for religioner?
Den totale ytringsfrihed er vigtigst. Det hænger sammen med, at uden ytringsfrihed kan man ikke rejse spørgsmål ved religiøse dogmer og andre vaneforestillinger. Uden ytringsfriheden havde vi ikke fået udviklet demokratiet, som vores samfundssystem bygger på. Det er de muslimske lande netop eksempler på. Så ytringsfriheden er en helt nødvendig forudsætning for, at man kan udvikle et moderne demokratisk samfund.
Men brød I ikke et muslimsk tabu ved at bringe de tegninger?
Jo, men det var også engang et tabu at sætte spørgsmålstegn ved, at Jorden var flad, og der har været mange andre tabuer, som modigere mennesker end os gjorde op med. Desuden er der tusindvis af eksempler på, at muslimer selv har brudt det tabu. Vi har modtaget et hav af Muhammed-tegninger i den sidste tid her på redaktionen, siger Carsten Juste og viser et amerikansk tegneseriehefte frem med profeten i hovedrollen. Jeg tror ikke, at det er det sidste tabu, vi vil blive bedt om at overholde, og deri ligger meget af den hele misere. Det er ikke ensbetydende med, at vi ikke ønsker at behandle muslimer og andre troende med respekt, for det gør vi, blandt andet ved at skrive i Jyllands-Posten bredt om integrationsproblemer så godt, at avisen for nylig fik EU's hæderspris for indsatsen.
Hvad har du lært af balladen?
Jeg er bestemt blevet klogere, lyder det sarkastisk fra Carsten Juste.
Det har vist sig, at ytringsfriheden krakelerer meget hurtigere, end jeg havde troet. Og jeg må nok erkende, at det i øjeblikket ser ud til, at man er ved at indføre global begrænsning af ytringsfriheden, hvor muslimer får nogle særrettigheder. Konsekvenserne vil være, at de får udbygget deres særrettigheder. Jeg er meget utryg ved det, der foregår for øjeblikket. Vi har jo bragt selvcensuren frem i lyset, og den er endda blevet større. Det er ikke ensbetydende med, at vi ikke vil blive ved med at kæmpe for den ytringsfrihed, vi har. Selvfølgelig vil vi det. Men jeg tror, at man har set den sidste satiriske tegning af Muhammed i noget land. Vi må fæste lid til, at der i hvert fald i Danmark er så mange muslimer af Naser Khader-typen, at det i løbet af nogle generationer lader sig gøre at integrere dem.
FN's generalsekretær Kofi Annan og Uffe Ellemann Jensen taler om, at vi lever i en global landsby og derfor ikke kan fortsætte med at gå rundt om gadekæret og snakke sammen. Er det nu rigtigt? Det er jeg ikke så sikker på. Da Jyllands-Posten bragte Muhammed-tegningerne, krævede det, at folk gik rundt som en anden professor Tribini og trompeterede og slog på tromme for at gøre opmærksom på dem. Hvis ikke imamerne havde rejst rundt i Mellemøsten med falske tegninger og rygter, var der ikke sket noget. Men jeg skal love for, at i det øjeblik, der er gennembrud, fungerer det sådan. Men hvor begynder og hvor ender den medieskabte virkelighed? Tilsyneladende er det mange mennesker, man ser demonstrere på tv, men det er det jo ikke i virkeligheden. Det er mit indtrængende håb, at det kun har været et mindretal, der har skabt balladen, og at det store brede muslimske flertal netop er så fredselskende, som de påstår, de er.
En af de dage, hvor der havde været flagafbrændinger og så videre kom jeg hjem over midnat. Fruen var gået i seng, og jeg tog et glas rødvin for at slappe af og tændte for fjernsynet, der var indstillet på BBC World. Lige op i synet stod en vild palæstinenser med en Kalashnikov i den ene hånd og viftede med en avis. Et foto af mig tonede frem. Da tænkte jeg: Hvad er det, der foregår? Hvad er det, vi har udløst?
Men jeg kan ikke tage ansvar for det. Der må være et personligt ansvar. De kaster brandbomber mod den danske ambassade i Damaskus, ikke jeg. Det må stå helt klart for alle, at vi har været en lille sten, der har udløst en krise, der grunder i en lang række andre forhold. På et tidspunkt er det taget ud af vores hænder, og vi har magtesløse måttet se til. Vi har gjort, hvad vi kunne og undskyldt, at tegningerne var krænkende - det nogle kalder for en halv undskyldning - og at det på ingen måde var vores hensigt med dem. Men vi kan ikke undskylde, at vi har bragt tegningerne, for vi er en fri avis i et frit land, der agerer under den danske grundlov og har vores eget sæt af etiske regler. De tegninger er gået igennem Jyllands-Postens etiske filter, og havde de været for grove, havde jeg standset dem, som jeg har bremset andre tegninger i tidens løb. Det er en meget vigtig pointe i denne sag.
Du har tidligere efterlyst opbakning fra andre medier?
Jyllands-Posten har fjender i det her land, blandt andet konkurrenterne, og de har skudt os ondsindede motiver i skoene. De har sagt, at vi bare ville krænke for at krænke. Men det har vi aldrig drømt om, for det ligger ikke i Jyllands-Postens selvforståelse. Det vil måske overraske kritikerne, at Jyllands-Posten er en meget moralsk avis, og der går ikke en dag, hvor vi ikke på redaktionen diskuterer noget redaktionelt, der relaterer til etik. Derfor føler jeg, at det er urimeligt og uretfærdigt, når nogle af de voldsomste kritikere bliver ved med at tale om, at vi blot provokerer for provokationens skyld. Det er ikke rigtigt. Det, der har generet mig, er mistænkeliggørelsen i visse andre aviser som Berlingske Tidende og Politiken, der behandler mig som en almindelig løgnagtig politiker og beklikker mig og avisen på vores hæderlighed. Man kan kalde os dumme og uvidende, men ikke løgnere. Det har ubetinget været det værste i det forhold.
Hvor ser du lyspunkter?
Jeg kan se et, og han hedder Naser Khader. Han er en modig mand.
Hvorfor går du ikke af?
Fordi jeg ikke har gjort noget forkert. Men det, der er sket, gør selvfølgelig et dybt indtryk på mig. Det siger sig selv. Men det virker uvirkeligt. Og netop fordi jeg i bund og grund er et følsomt menneske, trøster jeg mig med, at jeg ikke modtager signaler fra min samvittighed. Det er ikke sådan, at jeg går grædende i seng. For der er ingen sammenhæng mellem det, at vi har slået et par streger i vores avis og det, der har udløst de ting, der sker ude i verden. Det er nogle helt andre, der har ansvar for det, og de ved det til gengæld godt.
remar@kristeligt-dagblad.dk