Den bedste af alle verdener

Det er mangelen på selvkritik efter kommunismens sammenbrud, som har ført Vesten på den økonomiske afgrunds rand, mener den franske filosof André Glucksmann

”Vi må overvinde fristelsen til at lukke os inde bag vore nationale grænser og i stedet erkende, at kun samlet er Europa stærkt nok til at holde stand mod giganter som Kina og Rusland,” mener den franske filosof André Glucksmann. –
”Vi må overvinde fristelsen til at lukke os inde bag vore nationale grænser og i stedet erkende, at kun samlet er Europa stærkt nok til at holde stand mod giganter som Kina og Rusland,” mener den franske filosof André Glucksmann. –. Foto: BaltelSipa.

Panglossisme, siger André Glucksmann. Panglossisme er den arvesynd, der har kastet Europa og Vesten i finansmarkedernes skærsild. Gældskrisen er ikke et økonomisk, men et mentalt og filosofisk fænomen, mener han.

Den franske filosof er en af Frankrigs mest produktive tænkere. Siden han sprang af den maoistiske vogn efter 1968, har han placeret sig som en af de nye filosoffer, som de anti-kommunistiske og anti-totalitære tænkere kaldte sig.

Og det er netop en slags totalitær enhedstænkning, han øjner bag gælds- og finanskrisen.

Det slår mig, at krisen kom som en total overras­kelse. Bagefter har vi fået mange kloge forklaringer på, hvorfor den opstod. Men på forhånd havde ingen økonomiske specialister, finansanalytikere eller politikere forestillet sig, at en sådan global systemkrise kunne opstå. Til nød erkendte man muligheden for lokale, afgrænsede kriser, og det har vi også haft i Asien og Sydamerika. Men ikke en generel krise. Der var tale om en slags kollektiv forblændelse, og netop denne forblændelse gjorde krisen mulig, mener André Glucksmann.

Det er her, Pangloss kommer ind i historien.

Pangloss er huslæreren i filosofi i Voltaires satirisk-filosofiske fortælling Candide, den troskyldige.

Pangloss er professor i metafysiko-teologo-kosmologo-nigologi, med andre ord i alt og ingenting. Han er overbevist om at leve i den bedste af alle verdener. Og hverken krig eller jordskælv ryster denne grundfæstede optimisme, der hviler på en naiv tiltro til den etablerede ordens fortræffeligheder.

Indtil finanskrisen levede vi i en tilstand af fremskreden panglossisme, siger André Glucksmann.

Denne panglossisme opstod i kølvandet på kommunismens sammenbrud og afslutningen på den kolde krig, mener den franske filosof.

Både økonomer, politikere og filosoffer bildte sig ind, at vi havde nået afslutningen på historien, som den amerikanske politolog Francis Fukuyama formulerede det. På det strategiske plan var konfrontationen mellem de to blokke slut. Og på det økonomiske herskede en grænseløs optimisme og en blind tiltro til økonomiens og markedernes rationalitet. Vore ledere, både de økonomiske og politiske, troede sig ufejlbarlige. Det var ikke bare en mangel på flair, det var en ideologisk fejltagelse, mener Glucksmann.

En slags videnskabelig liberalisme? fristes man til at spørge den gamle anti-kommunist, der om nogen har hudflettet den videnskabelige socialisme.

Det er et fænomen, der rækker dybere end den neo­liberale ideologi. Den absolutte jagt på penge og berigelse er et tidløst fænomen og kan som sådan ikke i sig selv forklare den ene eller den anden krise.

Panglossismen er en fejltagelse, som har optrådt adskillige gange i historien og hver gang efter afslutningen på en stor konflikt. I virkeligheden stammer formuleringen fra Hegel, som benytter den i Åndens fænomenologi. Udtrykket blev især brugt efter Napoleonskrigene og slaget ved Jena. Napoleon havde vundet, og den bonapartistiske politiske og juridiske rationalisme så ud til at skulle brede sig uhindret til hele Europa, forklarer Glucksmann.

Efter Anden Verdenskrig er det den russiskfødte filosof Alexandre Kojève, radikalismens franske fader sammen med for eksempel Sartre, der tager formuleringen op igen, denne gang som symbol på det perfekte klasseløse samfund. Og efter Berlinmurens fald er det så Fukuyama, der lancerer tanken om USA som den endegyldige sejrherre og demokratiets og markedsøkonomiens sejrsgang kloden rundt. Evnen til at se kritisk på samfundsudviklingen blev fuldstændig fortrængt af panglossisterne. Vi levede jo i den bedste af alle verdener.

Med andre ord: Krisen er ikke økonomisk. Den er mental. Selvfølgelig skal vi holde styr på budgetterne. Men løsningen på denne krise er ikke bare at tøjle de offentlige budgetter og nå en slags gældens punkt nul, som aldrig har eksisteret, mener André Glucksmann.

Han henter en episode fra Don Juan frem, hvor Don Juans skrædder beklager sig over den gæld, spanieren har oparbejdet hos ham. Han vil have sine penge tilbage, men Don Juan får ham overbevist om, at den bedste garanti for tilbagebetaling vil være at give ham kredit på et nyt sæt tøj, så han han kan aflægge besøg ved hoffet og skaffe sig friske kontanter.

Gæld er et samfundsvilkår. De eneste, der forestiller sig, at målet bør være at slippe af med offentlig gæld, er marxistiske og monetaristiske manualer, siger André Glucksmann.

Han er blevet kaldt en forræder efter at have vendt ryggen til marxismen, beskyldt for at være en forklædt neo-konservativ under Bush-regeringen i USA og kritiseret lige meget for at have støttet Nicolas Sarkozy og for bagefter at have undsagt ham.

André Glucksmann er, med egne ord, en politisk ateist, der kun følger sin egen samvittighed. Han tager imod i den spartansk møblerede stue i lejligheden i det centrale Paris. De mange bøger, filosoffer forventes at omgive sig med, tapetserer væggene i entréen, men i stuen er det spejle i alle størrelser og alle tænkelige indramninger, der dækker væggene. Selv det lille bord omgivet af asiatisk udseende kurvestole er dækket af et af de spejle, som den 75-årige filosof har holdt op mod det franske samfund i snart 40 år.

Og når André Glucksmann holder sit spejl op for gældskrisen, er det ikke en økonomisk katastrofe, han ser. Men en åndelig eller mental og politisk. En tendens til at tænke for lukkede døre, som han skriver i sin seneste bog, Republikken, sutskoen og de små kaniner, hvor ingen af de officielle forklaringer på krisen finder nåde for hans blik. Hverken den velmenende kritik af grådigheden, den heideggerske kritik af teknikken eller den marxistiske kritik af den fremmedgørende forbrugerisme.

Det essentielle er ikke magtkampen mellem politikerne og rating-agenturerne. De går nemlig alle i den samme fælde og tror, at det udelukkende handler om økonomi. Vi skal se ud over økonomien. Det er forenklingerne, der leder os på afveje. Hvem tør hævde, at liberalismens fader,Adam Smiths, teori begrænsede sig til markedets usynlige hånd? Marx kan ikke reduceres til anti-kapitalisternes lunkne suppe. Selv ultraliberalisten Friedrich von Hayek bygger på Aristoteles, Kant og Hume, langt fra den økonomiske videnskabs selvtilstrækkelige filosofiske analfabetisme, raser Glucksmann.

Hele sit liv har han bekæmpet totalitarismen. Og det er netop skyggen fra denne totalitarisme, han nu aner over det europæiske demokrati. For de, der vil drage fordel af de vestlige demokratiers økonomiske svækkelse, er de autoritære regimer i Kina og Rusland.

I den tilstand af økonomisk usikkerhed, vi befinder os i, er risikoen stor for at lade sig friste af den tilsyneladende stabilitet i Putins vertikale magtsamfund og Kinas forføreriske økonomiske fremgang, advarer han.

Disse regimer er ikke blot totalitære, understreger André Glucksmann. For første gang i historien er de mest totalitære regimer også verdens rigeste. Kina har netop overhalet Storbritannien som verdens sjettestørste økonomi. I Rusland sidder Vladimir Putin på en krigskasse fyldt med petrodollar. Og hvad mere er, med hanen til en væsentlig del af Europas energiforsynling.

Rusland og Kina er hver på sin måde gennemkorrumperede lande. Og denne korruption truer ikke bare deres egne befolkninger. Den truer også os. Vi er allerede ramt af det. Tænk bare på Berlusconi, der hyggede sig med sine unge damer i Putins seng. De to lande besidder en hidtil uset kapacitet til at korrumpere, købe og skabe forrådnelse. Det 20. århundredes store problem var totalitarismen. I det 21. århundrede vil problemet være kombinationen af demokrati og korruption. Den økonomiske rationalisme, der førte til finanskrisen, risikerer at føre til, at vi lader os korrumpere til gengæld for samhandel og våbensalg. Det var det, jeg kom op at skændes med Sarkozy om, siger André Glucksmann.

Over for denne trussel har Europa kun ét våben: at stå sammen.

Vi må overvinde fristelsen til at lukke os inde bag vore nationale grænser og i stedet erkende, at kun samlet er Europa stærkt nok til at holde stand mod giganter som Kina og Rusland. Europa har gennem sin historie ofte været splittet. Men vi har også været i stand til at stå sammen mod en pest, der truer os alle. Det er det, vi skal nu: stå sammen mod pesten og støtte den frie tanke i de totalitære samfund, mener André Glucksmann.

Den bedste af alle verdener ligger i ruiner og Pangloss har som i Candide opgivet filosofien for at dyrke sin have. Han har forladt den verden, der spejler sig i André Glucksmanns dagligstue.

Og det er, ville Voltaire sige, trods alt at foretrække.