Finn vil bare huskes som et helt almindeligt menneske

Finn Krenk blev diagnosticeret med alzheimer for godt et år siden. Foto: Paw Gissel

Først glemmer man, hvor man har smidt nøglerne. Siden kommer det til at knibe med overblikket, og sproget bliver ramt. Alzheimer går skånselsløst i krig mod følelsesregisteret, mobiliteten, hukommelsen.

Når alzheimer rammer, rammer den forfærdelige sygdom hårdt. Det oplever 63-årige Finn Krenk som førstehåndsvidne. Her er hans fortælling

Finn Krenk er for nylig gået på efterløn. Det er i sig selv ikke ualmindeligt for en mand på 63 år, men Finn Krenks tilfælde er noget særligt. Han har nemlig fået diagnosticeret alzheimer.

Det er en sygdom, som hvert år rammer omkring 10.000 danskere, der i gennemsnit har 8-10 års levetid tilbage, når de får sygdommen.

Vi er prisgivet vores hjerne. Alle vores evner, følelser og minder er afhængige af dens sindige maskineri, som på mirakuløs vis fungerer år efter år efter år. Indtil det ikke længere fungerer.

Når alzheimer rammer, bliver hjernens funktioner angrebet. Først glemmer man, hvor man har smidt nøglerne. Siden kommer det til at knibe med overblikket, og sproget bliver ramt. Alzheimer går skånselsløst i krig mod følelsesregisteret, mobiliteten, hukommelsen. Det fuldfrontale angreb kan vare i mange år - helt op til 20. Men sygdommen stopper ikke, før hjernen er nedbrudt, og livet ikke længere kan opretholdes.

Finn begyndte allerede for 10 år siden begyndte han at opleve, at noget ikke var, som det skulle være. Han havde været biografen for at se en film og ville dagen efter fortælle sine kolleger, hvad den handlede om. Men hvem var det nu, hovedpersonen var? Og hvad var dennes ærinde? Det var som om, at filmens handling var blevet mudret i hukommelsen og om muligt nærmest forsvundet derinde i hjernen et sted. Finn Krenk måtte give fortabt - han kunne simpelthen ikke huske.

Fluks røg han til lægen og videre til en hjernescannning, men lægernes besked var klar: Der var ikke noget i vejen - Finn Krenks hjerne så ganske almindelig ud.

Så Finn Krenk fortsatte udfortrødent sit arbejde som afdelingsleder i Vejdirektoratet og affandt sig med at have en lidt slunken hukommelse.

Men i 2013 begyndte den for alvor at være gal igen. Det blev svært at holde flere bolde i luften på samme tid på arbejdet, og tidpunkter og aftaler røg i farten. 

Og denne gang var lægernes dom ikke mild. Der var tale om en demenssygdom. Ung alzheimer hed den - for Finn Krenk var under 65 år, så han var ung, når det kom til alzheimer.

Finn Krenk selv, hans kone og deres til sammen fire børn havde godt set det komme. Der var ikke tale om noget lyn fra nogen klar himmel. Som Finn Krenk siger: 

"Det er ikke sådan, at hele verden går i stå, når man er forberedt på det."

Den 1. januar 2014 forlod Finn Krenk sit elskede job gennem 25 år for sidste gang og gik hjem på efterløn. Det var ikke nogen nem beslutning, for arbejdet havde altid betydet meget for Finn Krenk. Men han kunne godt se, at det ikke ville være realistisk at blive ved med at knokle på den måde. 

For det er som om, at det hele går lidt langsommere oppe i hans hoved. Som om tandhjulene godt nok stadig går i hak, men de gør det i et noget sløvere tempo. Af samme grund har Finn Krenk forud for dagens samtale skrevet nogle punkter ned, som han kan frekventere, hvis det bliver svært at huske noget af det, han gerne vil fortælle.

Brillerne hænger i en snor om halsen. Det var konen Ullas idé - så bliver de jo ikke hele tiden væk. Hun er i det hele taget en gave, synes han. For hun husker på alting og ved, hvad der er bedst at gøre i forskellige situationer.

Han kunne mærke det, første gang de mødte hinanden. Det var i 2005 på en højskole, og de tilbragte mange aftenstunder sammen. Hun var professionel bratschist, og han havde spillet klarinet og sunget i mange år, og de kunne bare snakke og snakke. Resten er historie, som man siger. Hus i Søborg, børn og børnebørn og så det der demens.

Der er nu nok at bruge tiden på, synes han. Der skal gøres rent, købes ind og laves mad. Der skal også besøges venner og naboer og holdes liv i to kortklubber. Og så løber han. I dag er det 15 kilometer, der skal lægges bag løbeskoenes gummisåler. De erobrede løbedistancer husker han udmærket.

Og det er noget, der undrer Finn Krenk. Han kan nemlig huske alle mulige mærkelige tal - for eksempel kan han huske nummerpladetallene på den bil, hans far havde for 50 år siden.

"Det er da absurd, at jeg kan huske alle de tal, og så kan jeg ikke engang huske min bryllupsdato."

Han ville hellere være god til at huske det nære.

Men måske er det ikke så underligt - det med tallene. For siden han var barn, har Finn Krenk være "helt syg med tal", som han selv formulerer det. Det er spændende at jonglere med dem og se, hvordan de udvikler sig, synes han. Og en kombineret interesse for matematik og mekanik førte da også i sin tid til, at Finn Krenk blev uddannet ingeniør. Så ja. Tallene bliver ligesom hængende i hjernen.

Andre ting - måske nogle af de mere nære ting - skriver han op i en notesbog. Hans tidligere kollegers navne og deres fødselsdage. Familiemedlemmers bryllupsdatoer og den slags. Og aftaler og tidspunkter ligger på telefonen, så han altid kan tjekke den, hvis det skulle blive nødvendigt. 

"Hvis jeg da ellers kan finde min iPhone," griner han. 

Finn Krenk kan sagtens finde vej, men det begynder at knibe med sådan noget som teknik:

"Når der er it-hurtler, er Ulla altså blevet skrappere til at løse dem, end jeg selv. Forleden dag ville jeg gå ud af min e-boks, men jeg kunne ikke finde log af-knappen. Det kunne hun så hjælpe mig med," siger han.

Finn Krenk synes egentlig ikke, at hans børn lader sig mærke meget med, at deres far er syg. Men efter at han er blevet syg, mødes han oftere med dem til en kop kaffe på en café eller til middage i hjemmet. Og så har han tænkt meget over noget, en læge engang sagde:

"Han sagde, at man skal sørge for at opleve nogle af de ting, man drømmer om, mens man stadig er i stand til det. Så jeg kunne godt tænke mig at komme ud på en lang ferie med min familie. Vi skal et sted hen, hvor det er varmt, og hvor der er mulighed for at være aktiv og opleve naturen. Det drømmer jeg om."  

Testamentet er blevet gået igennem, så det er klar til fremtiden. En fremtid, som på mange måder er uvis. Men én ting er ifølge Finn Krenk sikker:

"Det kommer jo til at gå i en kurve ned. Ligesom renteniveauet."

Han kan godt blive skræmt over sandsynligheden for at dø tidligt. Den lidt pudsige plan har nemlig været, at han og konen Ulla sammen ville blive præcis 84 år, og det ser desværre ud til, at Finn Krenk ikke kan overholde sin del af kontrakten. 

Når Finn Krenk en dag ikke er her mere, eller når demenssygdommen har overtaget hans personlighed, hvad vil han så gerne huskes for?

"Jeg håber, at mine børn vil huske mig som en fornuftig far. Og jeg håber, at jeg har givet dem et godt liv i den periode, hvor jeg har været til. Jeg vil ikke huskes som specielt ekstravagant, men heller ikke som luset. Som et helt almindeligt menneske." 

Når Finn Krenk taler om Ulla, bliver han lidt stille. Han fortæller, at det gør ham tryg at vide, at han efterlader hende en arv, som betyder, at der ikke vil mangle smør på brødet.

Men hvad vil han gerne huskes for af sin hustru? Hans ryg bliver en smule mere krum, og tankerne får lov til at vandre en stund. Han kigger ned på vielsesringen på højre hånds ringfinger og siger så:

"Hvilke ord kan man sætte på? Stabilitet og kærlighed kunne være to af dem... Jeg kan ikke finde ordet for det, der ligger inde i hovedet."