Fjenden var i landet – og de våbenføre unge mænd læste bare avis

For 94-årige Povl Falk-Jensen var 9. april 1940 en forfærdende oplevelse. Han var befalingsmand og klar til at gå i krig, men oplevede kun opgivenhed. Senere blev han leder af Holger Danskes mest effektive likvideringsgruppe og dræbte 11 mennesker

Povl Falk-Jensen var 19 år, da Danmark blev besat den 9. april 1940. Et par år senere var han involveret i barske væbnede opgør og likvideringer som medlem af modstandsorganisationen Holger Danske. Her er han fotograferet i sin plejebolig i Nærum.
Povl Falk-Jensen var 19 år, da Danmark blev besat den 9. april 1940. Et par år senere var han involveret i barske væbnede opgør og likvideringer som medlem af modstandsorganisationen Holger Danske. Her er han fotograferet i sin plejebolig i Nærum. . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

På et sløret sort-hvidt portrætfoto fra krigens tid kigger en meget ung Povl Falk-Jensen frygtløst ind i kameraet. Hatten, overfrakken og det stålsatte blik i de let sammenknebne øjne er som taget ud af en gangsterfilm fra perioden. Det er hans oplevelser fra årene 1943-1945 også. Under dæknavnet Eigil blev han medlem af modstandsbevægelsens største likvideringsgruppe, Holger Danske, blev leder af sin egen undergruppe og deltog i en række voldsomme ildkampe mod tyskernes danske håndlangere. Han skød og dræbte 11 – flere end nogen anden dansk modstandsmand – og i alt fik hans gruppe ram på mindst 20 mennesker.

”Det var noget frygteligt noget. Det var som én lang vendetta, hvor man måtte skyde eller selv blive skudt. At tage andres liv er ikke rart, Det er ækelt. Men de her onde mennesker havde fortjent det,” siger Povl Falk-Jensen.

75 år efter Danmarks besættelse sidder han i sin plejebolig i Søllerød nord for København. Ansigtet er en del mere furet, men blikket er uforandret efter syv et halvt årti. Da Anden Verdenskrig brød ud, var Povl Falk-Jensen blot en knægt på 19 år. Ved befrielsen 5. maj 1945 var han endnu ikke fyldt 25, men voksen og hærdet. Nogen fornøjelse var det ikke at kaste sig ud i kampen, men lige fra den konservativt sindede befalingsmand den 9. april om morgenen oplevede, hvordan Danmark bare gav op, var han besluttet på, at han ville være med til at gøre modstand.

”Det er jo naturligt for ethvert dyr at ville forsvare sin hule,” siger han.

Selve dagen den 9. april 1940 var ifølge Povl Falk-Jensen ”dramatisk ved sin manglende dramatik”. Han var blevet indkaldt den 13. maj 1939 til luftværnsartilleriet på Artillerivej i København og havde været på kornetskole for at blive befalingsmand. Men så var det lykkedes ham at få arbejde i Bikuben, og han havde derfor fået orlov fra militæret pr. 1. april 1940 for at bo hjemme hos sine forældre og arbejde som sparekasseelev.

”Min far var konservativ folketingsmand, og han kom relativt sent hjem den 8. april, fordi der åbenbart havde været meget at forhandle om, men han holdt tand for tunge med, hvad det var. Men jeg husker, at da vi stod op ved fem-sekstiden om morgenen, og vi kunne høre den brummende lyd fra flyvemaskinerne, sagde min far: ’Nu skyder de vores soldater i Sønderjylland’,” fortæller den i dag 94-årige Povl Falk-Jensen og tilføjer:

”Det lyder måske meget uskyldigt, men det er noget af det mest forfærdende. Man har vidst, at den kamp ville finde sted den morgen i Sønderjylland. Det er da sindssygt umoralsk at ofre nogle få garnisoner, bare for at det skulle se ud, som om Danmark forsvarede sig.”

Den 19-årige kornet kunne måske have gemt sig fra krigen. Han kunne med rette have argumenteret for, at han slet ikke var soldat for tiden. I stedet valgte han at iføre sig sin uniform og cykle ud for at melde sig til tjeneste. Han havde intet skydevåben, så bevæbningen bestod i en lommekniv, lidt sejlgarn og en sabelbærerem.

”Jeg cyklede gennem hele den indre by, men der var ikke et øje. Jeg havde forestillet mig, at når der kom en dansk mand i uniform, var der i det mindste nogen, der sagde hej, men de sad nok alle sammen inde i husene og hørte radio for at finde ud af, hvad der var sket,” siger han og fortsætter:

”Da jeg nåede frem til Artillerivej, tænkte jeg, at nu står germanerne vel derhenne. Jeg overvejede, om jeg skulle snige mig langs husene og dermed virke mistænkelig eller gå midt på vejen og være et bedre mål. Jeg valgte at gå midt på vejen.”

Da han nåede frem, var klokken mellem halv syv og syv om morgenen, og sceneriet var som taget ud af en italiensk spaghettiwestern-film fra 1960’erne. Gaderne var tomme. Der var en ildevarslende stilhed. Vinden blæste totter af halm omkring. Lågen ind til kasernen stod åben og klaprede. Povl Falk-Jensen undrer sig over, hvorfor låger altid står halvåbne i dén situation. Men alt var rømmet. Tyskerne havde allerede været der. De danske soldater havde overgivet sig og forladt deres kaserne.

”Så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne møde på arbejde i stedet og cyklede derfor hen til Bikuben i Silkegade. Da jeg kom i min uniform, sagde direktøren straks til mig: ’De må tage hjem og skifte’. Så jeg kørte hjem igen, og da jeg kom tilbage i civil, sad alle mine unge, mandlige kolleger og læste i avisen,” fortæller han og udbryder:

”Tænk engang, når landet var besat, og man færdedes i hjertet af landets hovedstad, var der ingen, der ville have mig i krig. Og Danmarks våbenføre unge mænd sad bare og læste avis!”.

Således forløb Povl Falk-Jensens 9. april. Han var klar til kamp, men kampen kom ikke.

I tiden, der fulgte, fortsatte han arbejdet i banken, og i sommeren 1941 aftjente han resten af sin militærtid. Han husker, hvordan han var på en øvelse, der også indbefattede tyskvenlige soldater – og sjældent er kampen gået så voldsomt for sig til en øvelse. Flere kom alvorligt til skade. Povl Falk-Jensen gik ikke af vejen for et slagsmål mod dem, han så som sine modstandere.

”Jeg var gammel KU’er og havde før oplevet at havne på øretævernes holdeplads,” siger han.

Et par år før krigen, da han var 17 år, udartede et sammenstød mellem Konservativ Ungdom og ”de røde”, som han kalder de unge kommunister, sig til et gevaldigt western-agtigt slagsmål, hvor han selv blev slået i hovedet med en stol, så han pådrog sig hjernerystelse. Ham, der slog, blev kort efter smidt ud ad vinduet fra 1. sal af politiet, beretter han ikke uden skadefryd.

Men selvom Povl Falk-Jensen allerede havde været involveret i lidt af hvert, selvom han var trænet soldat og befalingsmand, rejser der sig alligevel et spørgsmål: Hvordan kunne den unge Povl, der følte harme ved danskernes passivitet på besættelsesdagen, tre-fire år senere blive til Eigil, en af modstandsbevægelsen mest kyndige og koldblodige krigere? Svaret er en kombination af patriotisme næret af konservativ opdragelse og et jægerinstinkt udviklet gennem hugormejagt:

”Det nationale betød meget i vores hjem. Far lærte os at tage hatten af, når fanen passerede, og at rejse sig op, når nationalsangen blev spillet. Og som barn gik jeg på hugormejagt, når vi var på sommerferie i Rørvig. Jeg blev god til at snige mig ud i lyngen, hvor hugormene var, og bevæge mig så stille, at jeg kunne overraske dem. Det gav mig et godt instinkt. Jeg blev god til at kunne fornemme ting. Når jeg skulle til prøve i skolen, kunne jeg også fornemme, hvad jeg ville komme op i,” fortæller han med et lumsk smil og sætter så trumf på:

”Til sidst blev jeg så god til hugormejagt, at jeg gik ud i lyngen med hvide tennissko på, fordi det lavede mere lyd. Hugormen skulle også have en chance!”.

Det veltrænede hugormejæger-instinkt havde Povl Falk-Jensen gavn af den 28. august 1943, da han overværede et optrin midt i København, hvor tyskvenlige provokatører slog forbipasserende B&W-værftsarbejdere i hovedet med sten for at fremkalde tumult. Povl Falk-Jensen havde utvivlsomt også fået alvorlige knubs, hvis han ikke instinktivt havde fornemmet faren og søgt dækning bag en søjle. Han prøvede at få det danske politi til at gribe ind, men de smed ham bare væk og sagde, at hvis han kom igen, ville han blive arresteret.

"Senere samme dag endte jeg alligevel i et slagsmål med nogle nazister nede ved Gammeltorv. Jeg tager gerne nogle skrammer, hvis bare den anden også får nogen,” siger Povl Falk-Jensen.

De uroligheder, som prægede augustdagene i 1943, var en optrapning af konflikter mellem på dansk side strejker og sabotageaktioner fra modstandsfolk og på besættelsesmagtens side en stadig mere hårdhændet magtudøvelse. Det mundede ud i ubærlige tyske krav om blandt andet henrettelse af sabotører, som fik den danske regering til at gå af den 29. august. Danmarks besættelse gik ind i en mere konfrontatorisk fase, og det gjorde Povl Falk-Jensens liv mildt sagt også. På dette sted begynder der for alvor at komme ”kugler og krudt” i historien, som Povl Falk-Jensen formulerer det.

Modstandskampen begyndte han på i Hjemmefronten, en gruppe tidligere KU’ere og forsvarsvenlige unge. De helt store sabotageaktioner udførte gruppen ikke, men en række mindre brandattentater.

”Siden kom jeg på landet og organiserede ventegrupper. Hvis man blot ved lidt om illegal krigsførelse, ved man, at man ikke lige med ét kan gøre kontorfolk til krigere. Derfor er det værdifuldt at have folk med militærerfaring,” forklarer Povl Falk-Jensen.

I slutningen af 1943 kom han med i Danmarks største sabotageorganisation, Holger Danske, som allerede da havde stået bag en række spektakulære sprængninger af bygninger. Hans gruppeleder hed Finn Elmvang med dæknavnet John og var en betydningfuld person i den danske modstandskamp. Ifølge Povl Falk-Jensen var John så optaget af at arbejde for den polske efterretningstjeneste, at han selv allerede i sommeren 1944 blev gruppens reelle leder.

”Allerede fra august 1944 kaldte vi os afdeling Eigil. Det var mig, der styrede, og vi var hele tiden på mærkerne".

Men den 10. november 1944 blev en skæbnesvanger dag for Holger Danske-folkene, som lå i hård krig mod Schiøler-gruppen, en terrorgruppe, der hørte under tyskernes efterretningstjeneste ET. Schiøler-gruppen havde opsnappet adressen på en af de lejligheder, modstandsfolkene mødtes i. Der blev lagt en fælde, og en efter en gik i alt 11 danske modstandsfolk i den og blev arresteret af det tyske politi Hipo. To fik dødsdomme. Flere blev deporteret til koncentrationslejre. Eigil og to andre fornemmede i sidste øjeblik, at noget var galt og undslap mirakuløst under heftig beskydning.

”Jeg havde en ret god hørelse dengang, og jeg reagerede lynhurtigt, da jeg kunne høre et forsigtigt ladegreb. Så var det bare om at komme væk, mens otte kugler røg lige hen over skallen på mig. Jeg kan endnu mærke den varme luft fra patronerne. Jeg spørger tit mig selv, hvad skæbnen har gemt til mig, siden den lod mig slippe dengang,” siger Povl Falk-Jensen – nu en fredsommelig pensionist, mere end 70 år ældre end dengang og afhængig af sit høreapparat.

Hans liv fortsatte efter krigen med arbejde i sparekassen, kone, børn, børnebørn og oldebørn. Men det havde forbindelse med de psykiske følger af hans oplevelser under krigen, at han gik på pension allerede som 56-årig i 1975.

Kampen mod Schiøler-gruppen og andre af tyskernes mest skruppelløse håndlangere blev mere og mere indædt, som krigen skred frem. Vrede over dræbte og deporterede kammerater som følge af stikkeres forræderi blev en af drivkræfterne. Men når Povl Falk-Jensen hurtigt organiserede en ny, talstærk Eigil-gruppe, som specialiserede sig i likvideringer, var det ikke blot for at få hævn.

”Det var mennesker, som det var nødvendigt at uskadeliggøre. Nogle var så hårdkogte, at vi var nødt til at ekspedere dem, men ikke alle,” siger Eigil.

Nogle af drabene var rene likvideringer, hvor personerne blev skudt med nakkeskud efter først at være blevet afhørt. Andre gange foregik der drabelige ildkampe på gader og i trappeopgange, omtrent som Hollywood kunne have koreograferet dem. Ildkampe, hvor der var brug for alle hugormejæger-instinkterne.

En særlig fjende, Eigil pådrog sig, var en barber ved navn Yngve Marinus Nielsen, hvis butik lå ganske tæt på det sted, han selv boede. Han var stikker for både Gestapo, Schiøler-gruppen og Lorenzen-banden, som var en anden tyskvenlig terrorgruppe, anført af Jørgen Lorentzen, og spillede muligvis en rolle som meddeler i forbindelse med episoden, hvor John og hovedparten af hans gruppe blev arresteret.

På et tidspunkt var Eigil og to kammerater lige ved at få ram på selveste Lorentzen, som de var kommet på sporet af via Yngve og hans kreds, og som de overraskede i en lejlighed. Lorentzen var en af de personer, modstandsbevægelsen helst ville slå ihjel. På et tidspunkt havde han muligheden for at skyde Lorentzen, men planen var, at han først skulle afhøres og derefter likvideres. Det gik imidlertid galt, da Lorentzen fik hjælp, Eigils pistol klikkede på det mest afgørende tidspunkt, og hans kammerat kom ikke til hjælp, fordi han snublede i sin lange frakke og faldt ned ad trappen. Mere toptrænet gik det heller ikke for sig, forklarer modstandsmanden undskyldende.

”Det endte med en ildkamp nede på gaden ved Toftegårds Plads i Valby. Jeg kan huske glimtene fra skuddene, som lyste op i mørket og gav mig en retning at skyde efter. Det er en meget speciel følelse at vide, der er nogen, der skyder efter én, og man ved ikke, om man et øjeblik efter er ramt.”

Da befrielsen kom, var Holger Danske og alle andre modstandsgrupper på gaden. Ingen vidste, hvor meget kamp der ville blive. Ville alle tyskere og deres håndlangere overgive sig, eller ville Schiøler-gruppen lige på falderebet benytte lejligheden til at udradere Eigil og hans gruppe med en maskinpistol?

”Jeg havde en mistanke om, at Schiøler-gruppen var på sporet af os den 5. maj. Det ville have været bittert, hvis vi var sluppet helskindet igennem det hele og nu døde, fordi vi blåøjet troede, at det hele var fred og fordragelighed,” siger Povl Falk-Jensen.

Han har brug for at forklare sig, for sidste kapitel handler om en likvidering, der ikke fandt sted under Besættelsen, men to dage efter Befrielsen. De dræbte var Yngve Nielsen og hans kone, som Eigil og hans folk den 6. maj kørte ud og pågreb, inden de kunne slippe væk.

Parret skulle egentlig have været kørt til Vestre Fængsel ligesom andre stikkere og landsforrædere. Men Eigil-gruppen blev enige om at underkaste dem et forhør, hvor de tilstod at være angivere af en række Holger Danske-folk.

Blandt andet havde Eigil haft ret i sin mistanke om, at de medvirkede til John og 10 andre modstandsfolks arrestation i efteråret 1944. Og de havde viden om modstandsfolk, som Eigil-gruppen frygtede, at de ville kunne give videre til mennesker med fortsat vilje til at dræbe.

Tidligt om morgenen den 7. maj 1945 blev de to derfor taget med og kørt, ikke til Vestre Fængsel, men Geels Skov i Nordsjælland, ikke så langt fra Povl Falk-Jensens nuværende bolig, hvor de blev dræbt.

”De blev skudt så hurtigt og effektivt som muligt. De ville gerne have lov at holde hinanden i hånden. Det fik de lov til, hvorfor skulle de ikke det?”, spørger Povl Falk-Jensen og holder en lille pause. Så tilføjer han:

”Ved Gud, de havde fortjent det om nogen. Nu kunne vi godt slutte krigen. Det kunne vi ikke, hvis de to havde levet. Tænk på, hvor mange ulykker de havde lavet. Vi tænkte ikke så roligt dengang, som vi gør nu.”