Gud gør mening mulig

Troen på, at der er grænser, som ikke vi, men Gud kan overskride, åbner op for tanken om det at være menneske, mener professor Lars Qvortrup. – Foto: Lars Aarø/Fokus.

relevante temaer

Og hvad kan vi så bruge det til? Ret meget, mener professor Lars Qvortrup, som netop har skrevet en bog om tro som vidensform. For erkendelsen af, at Gud giver det ubegribelige mening, skaber udsyn. Det skal blandt andet kirken indse

Hvem har ret? De troende eller de videnskabelige? Eller er der overhovedet en modsætning her?

På sin vis er det urimeligt at indlede nærværende artikel med spørgsmål, for den bog, som denne artikel tager udgangspunkt i, føjer en bunke spørgsmål til ovenstående. Heldigvis giver bogen også bud på svar.

Lars Qvortrup, professor ved Aalborg Universitet, har netop forfattet Ritualproduktion og paradokshåndtering. Forenklet set henviser ritualproduktion til, at kirken bør praktisere ritualer, der giver troen et sprog. Paradokshåndteringen dækker over bogens gennemgribende spørgsmål: Kan et moderne menneske tro?

LÆS OGSÅ: Gud under ombygning

Det tager Lars Qvortrup hul på allerede fra første side, for kan man faktisk forene det at være moderne med at tro på Gud?

Det kan man ifølge Qvortrup godt, men det kræver, at Gud omfortolkes.

Gud er et rum af mening, ikke den gamle mand med skægget. Hidtil har vi skelnet mellem, hvad der er, og hvad der ikke er og anbragt Gud i det, der ikke er. I stedet bør vi skelne mellem det, vi ved, og det, vi ikke ved, for Gud giver mening til det vidensrum, der er større, end vi kan udfylde, siger han.

Kryptisk? Lars Qvortrup forklarer det med et eksempel fra sin egen verden:

Da en af hans døtre var gravid, ønskede hun sikkerhed for, at fostret var sundt. Men en af de første scanninger antydede en nakkefold og dermed et muligt tegn på abnormalitet. Derefter afløste den ene scanning den anden, og antallet af prøver steg i det uendelige. Men gav det sikkerhed? Nej, effekten var den modsatte. Jo mere viden, der blev bragt til torvs, desto større blev usikkerheden.

Det viser bare, at jo mere information, vi får, desto tydeligere kan vi se, at der er en masse, vi ikke ved. Og det er pointen. Vi retter kikkerten ud i universet, og hver gang vi forstår én ting, melder der sig 10 nye spørgsmål. Vi bliver ikke mere sikre. Derfor har moderne mennesker behov for at forestille sig noget, en Gud, som hjælper os til at leve med det uforståelige.

Men hvad skal vi bruge den erkendelse til?

Vi skal bruge den til at udvikle vores gudsopfattelse. Vi skal svare på religionskritikken, ikke ved at gå i flyverskjul, men ved at være offensive. Vi skal levere et teologisk kvantespring som svarer til Sløks og P.G. Lindhardts i 1950erne og 1960erne. Det skylder vi det moderne menneske, som ikke kan forbinde egne livsspørgsmål med det, han eller hun hører i kirken.

Folkekirken står flere gang for skud i professorens bog, for kirken lader meget tilbage at ønske, mener han. Hvis det moderne menneske skal kunne praktisere sin tro på Gud, er der behov for nye kirkelige rammer.

Kirken kan vælge at være bred med børne- og spaghettigudstjenester eller vælge at være dyb, hvor den stiller sig i modsætning til samfundets øvrige tilbud. Folk kan gå i biografen, i skoven og på udstilling, og kirken kan ikke dække det hele. Derfor bør kirken levere det, andre ikke kan: give adgang til et meningsrum, hvor moderne mennesker kan finde berigende, beskyttende og trøstende fortolkninger.

Det vil en del nok mene, at kirken allerede gør, eller i hvert fald forsøger?

Ja, og jeg vil nødigt generalisere for meget, men hvis kirken reklamerer med, at den præsenterer noget, alle kan forstå, undergraver den sig selv. Kirken bør levere noget, der ikke kan forstås, og som giver en anelse om og et sprog for det hinsides.

Lars Qvortrup har meget på hjerte. Også meget mere, end der er spalteplads til. Med så mange meninger om Gud, tro og kirke må der nødvendigvis ligge en personlig tro bag overvejelserne. Hvordan definerer han den? Lars Qvortrup tænker sig om i lang tid. Så svarer han, afbryder sig selv lidt og lander til sidst på et vist svar.

Min tro adskiller sig ikke meget fra altså, som forsker og som menneske melder der sig hele tiden et behov for at vide mere. Når jeg forsker, vil jeg forstå, men også, når mine forældre dør, tager jeg mig i at ville forstå det. I den slags situationer har jeg behov for at opleve, at vores liv foregår i et større meningsrum. Det kan ikke udtrykkes med ord i det normale sprog, men i eksempelvis musik kan de grænser overskrides. Det handler om at synke hen, hvor der opstår en religiøs erkendelse. Det er for mig et helt basalt menneskeligt behov som at spise morgenmad eller at gå i seng med hinanden.

Hvem siger, at det med Gud og tro skal være ligetil?

gehlert@k.dk

Jon Gehlert

Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i juni 2010 og efterfølgende ansat ved avisens Aarhus-redaktion. Fra februar 2012 ansat ved avisens indlandsredaktion i København med hovedansvar for socialstof. Født 1984.

Tilføj kommentar

 
 
 

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.