Dette er ikke historien om, hvordan en fjer blev til syv høns. Men om, hvordan syv træer i en park i Nairobi er blevet til syv milliarder træer, der er i fuld gang med at blive plantet rundt om i verden.
Det er en afrikansk kvinde, som står bag i en indsats, der har indbragt hende Nobels Fredspris. Ikke fordi Wangari Maathai har plantet alle træerne selv. Men det er lige før.
Det startede med den enkle idé, at træplantning kunne være en måde at hjælpe trængte kvinder på landet på.
Når jeg lyttede til kvinderne, var deres store bekymringer, at de manglede brænde, at de manglede rent drikkevand, og at de manglede mad og indkomst. Og så tænkte jeg: De første tre ting kan de i hvert fald få ved at plante træer, så lad os plante træer, fortæller Wangari Maathai.
Det var, før nogen talte om drivhuseffekt. Og før plant et træ var kommet til at lyde som et fortærsket slogan fra en ngoer med hyldemeter af sympatiske budskaber. De første syv træer plantede hun i en offentlig park i det indre Nairobi i 1977, hvorefter hun satte landsbykvinder i gang med at plante træer hjemme hos dem selv.
Først var de ikke særlig interesserede de troede ikke på det, men efter et stykke tid blev de fantastiske træplantere. Jeg havde dengang ikke planlagt et længerevarende program og havde aldrig forestillet mig en stor bevægelse, siger 68-årige Maathai.
Men det endte som noget i retning af en folkebevægelse med 6000 grupper af træplantere, da organisationen toppede og fik 40 millioner træer plantet frem til i dag. Med sin egen private miljø-ngo The Green Tree Movement har Wangari Maathai på unik vis forenet miljøkamp med kvinde- og demokratikamp. Det hele rodfæstet i en kristen livsanskuelse krydret med lidt traditionel afrikansk religion.
Sidenhen har hun fået et særligt forhold til træer, men da bevægelsen startede, var de slet og ret en praktisk løsning på nogle praktiske problemer.
For mig var det simpelthen den nemmeste løsning, fordi træerne ville give brænde til kvinderne og materiale at bygge huse og indhegninger af, og hvis man plantede frugttræer, ville det supplere kvindernes afgrøder. Desuden vidste jeg, at fordi vi er i troperne, gror træer meget hurtigt, så allerede 10-20 år frem ville de kunne skabe indkomst til kvinderne.
Senere har jeg fået øje på forbindelsen mellem fred og måden, vi tager os af naturressourcerne på. Så i sidste ende er træet blevet et symbol på håb for mig at du ved at plante træer bidrager til at undgå konflikter i samfundene.
Det er ikke for ingenting, hun ofte bliver kaldt trækvinden. Men man skal ikke tilbringe meget tid sammen med Wangari Maathai for at mærke, at kælenavnet næppe er for at antyde et kvindeligt modstykke til en træmand.
Hun har 10 tynde sølvarmbånd om sin venstre arm, der klirrer, når hun energisk fægter med armene, mens hun snakker. Og tørklædet i kraftig blå farve er viklet om hovedet som bandana.
Men hvorfor blev det lige træplantning der er så mange andre gode ting, man kan gøre for samfundet og miljøet?
Min uddannelsesbaggrund er biologi, så det hjalp mig nok til at få øje på, at økosystemerne var ved at blive ødelagt. Og også min opvækst. Jeg voksede op i et område, som var utrolig frodigt med grønne bakker, brusende, rene floder og masser af vegetation, så der var ikke nogen erosion, og vi plejede at drikke vandet direkte fra floden. Så da jeg kunne se, at der var ved at ske noget alvorligt ved miljøet, tænkte jeg: Lad os plante træer!
Dengang valgte jeg træerne alene for deres anvendelse, hverken ud fra en særlig sentimentalitet i forhold til træer eller af hensyn til CO2-udledning, som alle taler om i dag. Men da vi gik i gang, bevægede det dig gradvist fra det praktiske til de overordnede sammenhænge, til biodiversitet og i dag videre til klimaforandringer.
Kun en enkelt afpillet plante pynter overraskende nok op på hendes kontor, der ligger i hjertet af Nairobi. Og alle møblerne er af trælignende plastiklaminat måske for at spare på træet. På væggen bag hende hænger et indrammet fotografi af en smilende Wangari Maathai sammen med tv-værten Oprah Winfrey. På et andet billede hilser hun på FNs generalsekretær, Ban Ki-moon.
FN bad mig i 2006 om at være med i en kampagne om at plante én million træer. Jeg sagde til dem, at jeg har plantet 30 millioner træer, hvad er en million træer i hele verden? Lad os prøve at udfordre folk til at plante en milliard træer i stedet. Så det endte med, at vi lancerede kampagnen Plant for planeten: en milliard træer, der er blevet en kæmpe inspiration for folk. Regeringer er gået med, skoler, institutioner, landsbyer. Kampagnen startede i oktober 2006, og allerede et år efter havde vi nået den første milliard træer. Så nu planter vi flere træer, og håber på, at vi, når vi mødes til klimamødet i København i 2009, har nået syv milliarder træer. Det er det nye mål fra FN.
Wangari Maathai har gennem hele sit liv været praktiserende katolik, men trækker også på andre trosretninger og traditionel religion fra sin stammebaggrund.
Hvad betyder religionen for hendes syn på naturen og miljøet?
Jeg er født ind i en familie af førstegenerationskristne, så jeg er født med en fod i den traditionelle afrikanske spiritualitet, og den anden fod gik ind i den kristne verden. Jeg gik i grundskolen og videre til college på skoler, der blev drevet af katolske nonner, og jeg tror, at mine oplevelser med disse nonner har formet min kristne tro og givet mig nogle af de værdier, jeg stadig holder fast i. Først og fremmest værdierne at tjene og respektere. Den respekt har jeg senere udvidet til ikke kun at omfatte mine medmennesker, men også andre former for liv.
Vi har en forpligtelse til at bruge de ressourcer, som Gud har stillet til rådighed for os, på en måde, hvor vi ikke sætter fremtidige generationers adgang til samme ressourcer på spil. Siden jeg gjorde den erkendelse, har jeg læst Bibelen meget anderledes. Når jeg taler med de religiøse ledere, gør jeg dem opmærksomme på, at i beskrivelsen af skabelsen, sådan som den står beskrevet i Første Mosebog, har forfatteren i sin visdom sat skabelsen af naturen før skabelsen af mennesket, og mennesket er sat til at føre tilsyn med miljøet. Mennesket ville ikke have kunnet overleve uden skabelsen, men skabelsen kan overleve uden mennesket, så det burde give en hvis portion ydmyghed over for andre former for liv at det er dem, som holder os i live og ikke omvendt.
Du taler ofte i kirker hvorfor det?
Fordi jeg mener, at kristne burde gå forrest i beskyttelsen af miljøet, for når vi taler om miljøet, taler vi jo om Guds skaberværk. Men i stedet går mange kristne kenyanere i forreste række med at ødelægge og privatisere og tænker meget lidt på de fremtidige generationer. Jeg holder især af at tale til de religiøse ledere, for de har en tendens til at tilskynde folk til at tænke på Himlen og det sjælelige liv og næsten nedvurdere livet på Jorden. Når man gør det, bliver folk uansvarlige i deres omgang med miljøet, fordi de synes, at det sted, hvor de skal hen, er vigtigere, end hvor de er.
Jeg mener, at hvad Gud har skabt, er helligt og skal respekteres og beskyttes. Nogle passager i Bibelen antyder ganske vist, at mennesket er sat på Jorden for at herske, men stadig flere teologer er i dag enige om, at det i den oprindelige fremstilling ikke handlede om dominans, men snarere om, at vi skal virke som hyrder eller forpagtere af jorden.
Mange steder i Afrika er allerede udsat for klimaforandringer i form af tørke, oversvømmelser og uregelmæssigt regnfald. Wangari Maathai tror, at kontinentet de kommende år vil blive hårdt ramt af klimaændringerne.
Folk vil fortælle, at her plejede der at løbe en stor flod, nu er det et lille vandløb, eller at her løb der vand året rundt, nu er det tørret ud. Men vi mangler systematisk viden om, hvad der sker, og hvad årsagerne er. Så hvad kan vi gøre i mellemtiden? En af de ting, vi i Green Belt Movement tilskynder folk til, er at plante træer. Uanset hvad der sker: plant træer. Du kan ikke tabe.
Afrika er ekstremt sårbart, fordi vi har disse to store ørkener: Sahara, der udvider sig meget hurtigt mod syd, og Kalahari, der bevæger sig nordover. Men vi kan dæmpe konsekvenserne ved at beskytte skovene, og den største er regnskoven i Congo-bassinet.
Hun fortæller, hvordan de ti lande, der har berøring med Congo-skoven, har gjort hende til goodwillambassadør for skoven og etableret en fond, der skal hjælpe landene til en bæredygtig skovdrift. England og Norge har hver spyttet 100 millioner dollar i fonden.
I din takketale for Nobelprisen taler du om miljøet som en vej til fred: Et ødelagt miljø fører til kamp om knappe ressourcer og kan ende i fattigdom og endda konflikt er det det, vi så ske for nogle måneder siden i Kenya?
Ja, det var præcis, hvad der skete. Det var valget, der udløste konflikten, men nedenunder var der en masse utilfredshed om fordelingen af ressourcer, især land og adgang til skov og vand.
Jeg har lige været i Darfur, og da jeg fløj henover området og besøgte flygtningelejrene, stod det klart for mig, at nedbrydningen af miljøet med den voldsomme ørkenspredning i disse områder er med til at føde konflikterne. Og så udnytter politikerne og oprørerne det ved at spille folk ud mod hinanden og love den ene gruppe beskyttelse og adgang til ressourcerne for selv at få støtte til at beholde magten.
Er der ved at komme en ny miljøbevidsthed i Afrika starten på en bevægelse?
Det er nok for meget ligefrem at tale om en bevægelse, men som en, der har været i en miljøbevægelse i over 30 år, kan jeg se, at der er sket store ændringer i miljøbevidstheden, både blandt almindelige mennesker og hos regeringerne. I dag udtrykker langt flere regeringer ønsker om at ville gøre noget for miljøet det er meget opmuntrende. For eksempel har Senegals præsident en drøm om at skabe en kæmpe grøn mur mellem Dakar i vest og Djibouti i øst det er en stor drøm! Men at have en præsident med sådan en drøm viser, at de er begyndt at vågne op og tage miljøet alvorligt.
Hun tilføjer, at Nigerias præsident sidst på året har inviteret hende til landet for at hjælpe med at søsætte en træplantningskampagne.
Du har opnået meget de sidste 30 år, men problemerne er her stadig, ja, de er faktisk vokset hvordan bevarer du troen på, at det nytter?
Jeg vil have lederne til at indse, at de ved ikke at tage vare på naturressourcerne opfører sig uansvarligt over for deres befolkninger og bidrager til at nedbryde dem.
Men somme tider kan jeg godt blive nedslået af det faktum, at jeg stadig må arbejde med de samme problemer, som jeg arbejdede med for 30 år siden. I går brugte jeg to timer med Kenyas minister for landspørgsmål, hvor jeg viste ham floderne i Nairobi og prøvede at få ham til at forstå, at Kenyas floder bliver behandlet elendigt, og at det går ud over befolkningen. Man skulle tro, at det 30 år senere ikke var nødvendigt. Nogle gange kan man blive i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet bevæger os, men samtidig ved jeg, at jeg er nødt til at blive ved, så længe jeg kan. Det står ret klart for mig, at disse problemer vil være her, længe efter jeg er væk. Jeg håber bare, at vi har plantet nok frø, som kan gro, så fremtidige generationer vil vide, at vi i det mindste prøvede.