Til journaliststuderende: Indstil din opgave til Tro, Etik og Eksistens-prisen

Nu kan du indstille din opgave til prisen, der skal fremme journalistik om livets store spørgsmål

Chefredaktør Erik Bjerager overrækker Kristeligt Dagblads Tro, Etik og Eksistens-pris 2015 til Malene Cathrine Pedersen.
Chefredaktør Erik Bjerager overrækker Kristeligt Dagblads Tro, Etik og Eksistens-pris 2015 til Malene Cathrine Pedersen. Foto: Leif Tuxen.

Kristeligt Dagblad uddeler for anden gang avisens pris, der skal fremme journalistik om tilværelsens store spørgsmål. Det sker i begyndelsen af 2016, men du kan allerede indstille din opgave nu.

TRO, ETIK OG EKSISTENS-PRISEN skal inspirere journaliststuderende til at opsøge og beskæftige sig med de områder, der fremgår af prisens navn. De tre begreber er dem, som Kristeligt Dagblads mangeårige redaktionelle succes er baseret på.

Prisen uddeles for anden gang i februar 2016. Opgaver, der har bestået afsluttende eksamen på en af landets journalistuddannelser i perioden fra den 31. januar 2015 og frem til den 31. januar 2016, kan indstilles. Fristen for indstilling af en opgave er den 1. februar 2016.

Det er de studerende selv, ikke deres lærere eller andre, der kan indstille deres opgaver.

Prisen er på 25.000 kroner og belønner én gang årligt en studerende eller en gruppe af studerende, der særlig originalt, engagerende og på højt fagligt niveau har behandlet emner fra området i forbindelse med deres afsluttende opgave. Prisen henvender sig til journaliststuderende på både DMJX, SDU og RUC.

”Dansk journalistik har i de senere år i stigende grad fået øjnene op for spørgsmål om tro, om etiske problemstillinger og eksistensens grundvilkår. Religion er noget, alle medier i dag er nødt til at forholde sig kvalificeret til,” siger Kristeligt Dagblads ansvarshavende chefredaktør, Erik Bjerager.

”Men vi vil gerne fremme et endnu større journalistisk mod til at tage fat på historier og emner, som ikke nødvendigvis er klassisk Cavling-materiale, men ikke desto mindre handler om de vigtigste ting i menneskers liv: hvordan vi bør være som mennesker, hvilke værdier vi skal satse på, hvordan vi forholder os til fødsel og død, hvad der er meningen med livet og troens rolle i den enkelte og samfundets liv,” siger Erik Bjerager.

Da prisen tilbage i februar i år blev uddelt for første gang, gik den til Malene Cathrine Pedersen fra cand.public.-studiet på DMJX/AU for singlen ”Det Sidste Hjem”.

Læs mere om prisen og fremgangsmåden her: k.dk/ journalistpris 


Yderligere oplysninger: Redaktionschef Jeppe Duvå, tlf. 20 81 60 61