Peter Schmidt løfter en tung lem i gulvtæppet under entreens garderobeskabe.
Nede ad trappen i mørket fornemmer man ret forude en vaskemaskine, et tørrestativ og duften af en sæk hundemad.
Men så tændes en lampe, og i rummet åbenbarer der sig en reol fuld af kasser med ledninger og røde lamper, to plasticrådyr, fire-fem havenisser og en stak underlige stativer. Vi er i kælderen hos en julelys-entusiast.
LÆS OGSÅ: Mange mænd er trætte af nisser og risengrød
I Fredensgade i den østjyske by Hinnerup er de berømte for deres lysende, blinkende og farverige julepynt i haverne i december måned. Når lysene i haverne med ét tændes om eftermiddagen den 30. november, dukker der som regel mellem 500 og 1000 mennesker op for at se det magiske øjeblik.
Traditionen startede med en simpel, drillende nabohanekamp, fortæller Peter Schmidt:
For 13-14 år siden satte vores nabo en ret opsigtsvækkende lyskæde op. Genboen satte som en kommentar til det en lidt vildere én op. Og så kom jeg med, for vi ville da ikke stå tilbage for dem! Siden har det spredt sig til resten af gaden. Vi konkurrerer stadig lidt i dag, og der er haver med alt fra pyntede cykler og store kaner til dem, der blot pynter en enkelt busk.
Lige nu er der ikke noget, der udefra tyder på, at Fredensgade skulle være anderledes end så mange andre villaveje. Bøgehækkene er blevet lysebrune, der er vandpytter langs kantstenene, og villahaverne er, hvad haver er i november: på vej til det absolutte lavpunkt, hvad angår skønhed.
Men inden det når så vidt, har de i Fredensgade tændt for kontakterne. Butikkerne holder længe åbent, lokalmedierne rapporterer direkte fra tændingen, og i resten af december er den diodeglimtende Fredensgade allemandseje for juleturister.
At det skulle ende sådan, havde vi nok aldrig troet. Og vi går da også og funderer lidt over, hvad det egentlig er, vi har sat gang i, og om der på et tidspunkt skal geares lidt ned. Flere af beboerne er ikke helt unge, og det der med at fise rundt oppe på taget er jo ikke ufarligt, siger Peter Schmidt med alvorlig mine.
Fortsætter næste side
Familien Schmidt består udover Peter selv, der arbejder om natten med kvalitetskontrol af svejsninger på køleanlæg ved hjælp af røntgenfotografi, af hustruen Charlotte og døtrene Annemette og Marie.
De to piger hjælper gerne med at lægge lidt gran ud foran til jul, og hustruen Charlotte sætter stor pris på lysenes varme skær i december måned.
Men det møjsommelige arbejde med at filtre ledninger ud, reparere strejkende pærer, der ødelægger det for resten af kæden, samt ikke mindst at foretage den faretruende kravletur på husets tag, det står Peter for. Derfor tager han også fri fra arbejdet en hel uge op til den sidste weekend i november blot for at sætte lys op.
Jeg vil ikke kalde det en hobby, siger han stilfærdigt.
Det er jo ret bøvlet og også forbundet med en del stress, at folk forventer, der skal være pænt og nydeligt med lys herude hvert eneste år. Men når det så er oppe, så giver det også en masse positiv kontakt med de mennesker, der kommer langvejs fra for at se vores hus og gade, fortæller han og retter lidt på en figur, der mest af alt minder om en krydsning mellem en norsk skovtrold og en changerende lavalampe.
Himstregimsen er fundet i en butik i Brovst i Nordjylland, men gaden har også lavet en fælles indkøbsordning hos en grossist i Fredericia, der hvert år leverer en palle med det sidste nye inden for diodepynt.
Mange har udtrykt afsky over strømforbruget eller det æstetiske udtryk ved julepynten, fortæller Peter Schmidt, mens vi beundrer kælderens skatte.
Han ved ikke selv, hvor meget strøm lysshowet bruger, men der er da sat en ekstra strømgruppe op på relæet til at håndtere ene.
I december må vaskemaskine og tørretumbler heller ikke køre samtidig i kælderen, ellers kortslutter hele huset. Hvad angår æstetikken preller al kritik af på Peter Schmidt: er hygge. Selv har han kun én slags julepynt, han absolut ikke kan udstå.
Nogle af de dér første LED-pærer, der kom frem for nogle år siden, havde sådan et skarpt, blåt skær. Heldigvis er de blevet meget bedre i dag, men de skarpe ser man stadig rundt omkring. De er helt vildt grimme, griner han.