”Som kirke må vi i nogle tilfælde være landets samvittighed.”
Sådan lyder ordene fra provst i Valby-Vanløse Provsti Finn Vejlgaard, der sammen med ni andre provster har sendt et brev til Flygtningenævnet, hvori de protesterer over behandlingen af sagen om to kristne afghanske brødre, den 16-årige Mustafa og den 19-årige Zekrya Sakhizada, der har fået afslag på asyl.
Som tidligere beskrevet i avisen, anser Flygtningenævnet ikke brødrenes konversion til kristendom for reel, til trods for den ældste bror er blevet døbt i Apostelkirken i København. Brødrene frygter nu hjemsendelsen til Afghanistan, hvor Taleban regerer i store dele af landet.
”Vi tager ikke stilling til, om de skal udvises eller ej. Men vi appellerer til, at myndighederne i det mindste fører en samtale med de to, inden der træffes en afgørelse. Efter min mening er det mærkelig politik fra dansk side, at man sender to mennesker hjem til Afghanistan, hvor den ene aldrig har været, og den anden kun været, indtil han var fire år,” siger Finn Vejlgaard.
Også provst i Frederiksberg Provsti Kirsten Jørgensen er medunderskriver på brevet:
”Jeg skriver under, fordi der er noget principielt på færde i forholdet mellem myndighederne, i det her tilfælde Flygtningenævnet, og kirkens dåbspraksis. Vi har at gøre med en præst i folkekirken, som har døbt et menneske, og den dåb underkender Flygtningenævnet validiteten af. Det er dybt problematisk,” siger provst Kirsten Jørgensen.
Ingen af de to provster vil sætte ord på, hvor grænsen går i forhold til, hvornår præster bør blande sig i myndighedernes afgørelser, men siger begge, det må bero på den enkelte sag.
Det aktuelle tiltag er dog ifølge kirkeordfører for Dansk Folkeparti Christian Langballe et udtryk for en utidig kirkelig indblanding i politik:
”De her provster kan gøre, hvad de vil. Selvom jeg ikke bryder mig om kirkelige protester, hvor nogen råber op i flok. Desuden blander de sig i en asylbehandling, der er ganske uafhængig. At man går sammen, ti provster, gør ikke noget indtryk på mig. Jeg ved ikke, hvad de har forestillet sig, at det skal hjælpe. Jeg har en fin samvittighed med, at der gælder bestemte kriterier for at opnå asyl i Danmark,” siger Christian Langballe og tilføjer:
”Og selvom man er kristen konvertit, betyder det jo ikke, at man nødvendigvis skal have opholdstilladelse. Det er bestemt et problem, at kristne forfølges, men problemet er jo alt for stort til, at Danmark kan tage imod alle forfulgte kristne. Derfor bør vi i stedet lægge pres på lokale regeringer, så det bliver muligt for kristne at blive i deres hjemlande,” siger Christian Langballe.
At røster fra flere forskellige steder i det kirkelige landskab ytrer sig i sagen om de to udviste brødre, er et eksempel på sagens samlende effekt i folkekirken, mener formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd Mogens S. Mogensen:
”Når vi ser ti provster gå sammen i den her sag, er det interessant, for normalt er der rigtig mange ting, der kan bringe uoverensstemmelser mellem forskellige grupperinger i folkekirken. Men når det drejer sig om kristenforfølgelser og retten til at være kristen, så er vi inde på noget, der er fælles og centralt for os alle sammen. Og dermed bliver det noget, der kan samle os. Lige meget hvad man måtte mene om mange andre ting i kirken, befinder vi os i et område, hvor der altid bredt vil være en fælles holdning.”