100 år uden vækst i frikirkerne

I baptistkirken Korskirken i Herlev spilles der op til lovsang i en såkaldt ""mosaikgudstjeneste"". -- Foto: Peter Kristensen.
I baptistkirken Korskirken i Herlev spilles der op til lovsang i en såkaldt ""mosaikgudstjeneste"". -- Foto: Peter Kristensen.

Der er i dag næsten lige så mange hinduer og buddhister i Danmark, som der er medlemmer af de klassiske frikirker som Metodistkirken eller Baptistkirken. Trods engagerede medlemmer og aktive menigheder er det aldrig lykkedes for frikirkerne i Danmark at få et folkeligt gennembrud.

Ifølge en endnu ikke offentliggjort opgørelse lavet af lektor i kirkehistorie, ph.d. Kurt E. Larsen er andelen af danskere, der er medlemmer af en frikirke i dag stort set det samme som for hundrede år siden. I 1901 var 0,8 procent af danskerne medlemmer af en frikirke

-- hundrede år senere var det samme tal 0,6 procent.

Selvom det samlede medlemstal i danske frikirker er vokset til godt 30.000, kan fremgangen altså ikke holde trit med befolkningstilvæksten, og de sidste fem år har ikke ændret afgørende ved billedet af 100 år uden vækst i frikirkerne.

-- Der er forbløffende få frikirkefolk i Danmark. Det har vist sig at være svært at være frikirke i et land som Danmark, hvor mange mennesker knytter nationalfølelsen, kulturen og flaget sammen med deres lokale folkekirke, siger Kurt E. Larsen.

Billedet af udviklingen i de danske frikirker er meget broget og med store, lokale variationer. Nogle frikirker har haft stigende medlemskurver, mens andre kirkesamfund har haft stor tilbagegang. Og set i forhold til nabolande som Sverige og Norge er selv de største, danske frikirker små.

Pinsebevægelsen, som i Danmark tæller omkring 5500 medlemmer, har i Sverige mere end 100.000 medlemmer.

-- Vi må erkende, at frikirkerne i Danmark er meget små, når man tæller antallet af medlemmer. Danskerne har været meget trofaste over for den traditionelle folkekirke, men frikirkernes størrelse siger ikke nødvendigvis noget om deres indflydelse. De har i vid udstrækning haft en katalysator-funktion i dansk kirkeliv, siger Bent Hylleberg, tidligere baptistpræst og nu studieleder på SALT, en fælleskirkelig, teologisk lederuddannelse.

Den vurdering deles af flere eksperter, blandt andre lektor i historie på Københavns Universitet Sidsel Eriksen.

-- Frikirkerne har helt klart udøvet en stærk påvirkning på de danske vækkelsesbevægelser, især Indre Mission, som i høj grad har inkorporeret både nye former og metoder i arbejdet, siger hun.

fodgaard@kristeligt-dagblad.dk

FaktaTæt på frikirkerne

**Ved siden af folkekirken er der i Danmark en række frikirker, som i disse år markerer sig mere og mere målrettet i offentligheden. Med moderne tv-prædikanter. Med populær musik. Og med en engageret tro, som blandt andet er præget af amerikansk kristendom og et stærkt fokus på mission. I en ny serie af artikler tegner vi et portræt af frikirkerne i det danske samfund.

Læs mere under KIRKE OG TRO